Margaret Atwood

Genrer og tematikker

Margaret Atwood har skrevet inden for en lang række genrer, men er måske bedst kendt herhjemme for sine dystopier som ”Tjenerindens fortælling” og MaddAddam-trilogien. Selv definerer hun genren som ’spekulativ fiktion’ – ikke science fiction – for hvor science fiction foregår i en verden i en fjern fremtid, foregår hendes spekulative fiktion i en verden meget lig vores. I efterordet til ”MaddAddam” forklarer hun: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” (s. 462).

Med syrlig ironi og opfindsomhed skildrer Margaret Atwood magtforhold i samfundet – mellem mennesker og mellem kønnene – ligesom menneskets begærlige rovdrift på og omformning af naturen er genstand for kritik. Det er ikke selve teknologiens udvikling og menneskets herredømme over naturen, som Atwood sigter mod i f.eks. sin skildring af gensplejset flora og fauna i MaddAddam-trilogien, men derimod måden hvorpå videnskaben anvendes: *”*Jeg dyrker ikke klichéen om den gale videnskabsmand. Det her er ikke Mary Shelleys Frankenstein forfra. Videnskab er et værktøj. Som en hammer. Man kan bruge den på godt og ondt, til at bygge et hus eller til at dræbe sin nabo. Noget af bioteknologien i min bog er ganske praktisk. Det er ikke videnskaben, vi må se på, men de mennesker, som bruger den.” [1]Arifa AkbarNogen tror fejlagtigt, at naturen er kærligInformation, 2009-11-13..

Om beskrivelsen af det religiøse og undertrykkende regime Gilead i ”Tjenerindens fortælling” og ”Gileads døtre” har Atwood desuden forklaret, at hun ikke har opdigtet noget, der ikke har et fortilfælde i historien. Med det vil hun gerne pege på, at vi ikke bør tage menneskets rettigheder for givet, men være bevidst om at værne om dem: ”A-L-T- kan komme tilbage. Alt. (…) Vi må altid være på vagt. Vi kan ikke tage ting for givet, for intet er givet,” siger hun i et interview til Politiken [5]Emilie Maarbjerg MørkMen ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE ti…Politiken, 2019-09-07..

Betegnende for hele Margaret Atwoods forfatterskab er også ideen om fortællingens eksistensberettigelse. Identitet knyttes uløseligt sammen med det at have en stemme, at have ordet i sin magt og at kunne fortælle historien om sig selv og verden. ”Fordi jeg fortæller dig denne historie fremtvinger jeg din eksistens. Jeg fortæller, derfor er du,” siger hovedpersonen i desperation i den dystopiske fremtidsroman ”Tjenerindens fortælling” (s. 316). Fortælleren har mistet sin elskede, sit barn og sit tidligere liv, men ved hjælp af fortællingen om sig selv og sin verden holder hun håbet om overlevelse og genforening levende. Og i MaddAddam-trilogiens afsluttende bind bliver historiefortællingen fundamentet for skabelsen af et nyt samfund og en ny forståelse af relationen mellem menneske og natur.

Beslægtede forfatterskaber

Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling” er ofte blevet sammenlignet med George Orwells ”1984” fra 1949 (”1984”, 1950) – en dystopisk roman om en totalitær stat med Big Brother som det ikoniske overhoved. Borgerne i Oceanien overvåges og aflyttes gennem teleskærme, hvilket gør det umuligt at sige eller skrive noget, som ikke eksisterer i statens nye sprog – Newspeak. Sprog, ord og evnen til at fortælle er et centralt tema i både ”Tjenerindens fortælling” og ”1984”, men hvor hovedpersonens forsøg på at bryde ud af samfundet i Orwells roman ender håbløst, er tonen mere optimistisk i Atwoods dystopi. Offred finder frem til sig selv igennem fortællingen om sit liv og om de mennesker, hun holder af. Der er en tone af indre frigørelse til slut og et håb om en fremtid netop på grund af fortællingens magt.

Der er også en stærk reference til George Orwells ”Animal Farm”, 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947) i MaddAddam-trilogien, hvor de gensplejsede svin, Grisongerne, bliver sat fri efter en verdensomspændende pandemi og pludselig bliver menneskets ligemænd, og hvor gensplejsede Mo-Hair-får går rundt som dumme farvestrålende shampoo-reklamer. Margaret Atwood har selv i et essay om George Orwell udtalt, at ”Animal Farm” var en af hendes tidligste og mest intense læseoplevelser [2]Margaret AtwoodMy hero: George OrwellThe Guardian, 2013-01-18..

Atwoods forfatterskab trækker også stærke linjer til den britiske forfatter Aldous Huxley og hans science fiction-roman ”Brave New World” fra 1932 (”Fagre nye verden”, 1960). Huxley forestiller sig her det ideelle samfund, hvor stabilitet og lykke bliver sikret ved centralt at kontrollere menneskets forplantning fuldstændigt. Mennesker dyrkes på flasker og udvikles i en kunstig livmoder på forskellig vis, så hvert foster præges til at udvikle fysiske dispositioner og karaktertræk, der passer til den sociale position, som de fødes til. På samme vis er forholdet mellem social stabilitet og det menneskelige forplantningsliv en grundpille i Atwoods skildring af Gilead i ”Tjenerindens fortælling”, mens bioteknologiens muligheder for at omforme og forbedre menneskets arveanlæg er omdrejningspunktet i MaddAddam-trilogien.

De bioetiske spørgsmål, som Margaret Atwood stiller i sine romaner, bringer også tankerne hen på den britiske forfatter Kazuo Ishiguro, som i romanen ”Never Let Me Go”, 2005 (”Slip mig aldrig”, 2005) skildrer en verden, hvor sygdomme og død bliver holdt for døren ved at klone mennesker og høste deres krop for organer. Ligeledes anses tjenerinderne i ”Tjenerindens fortælling” ikke som unikke individer, men er udelukkende reduceret til deres biologiske funktion.

Relaterede forfattere