Kazuo Ishiguro

Emneord:

Senest opdateret

Felix Rothstein
cand.mag., juni 2021

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2017

Kazuo Ishiguro skriver romaner om erindringens kraft – hvordan den slører begivenheder og har det med at give anledning til selvbedrag. Hans mest kendte romaner er ”Resten af dagen” (1989), der senere blev til en succesfuld film, og ”Slip mig aldrig” (2005). I 2017 modtog han Nobels Litteraturpris – meget passende året efter Bob Dylan, som, sammen med andre sangskrivere, har spillet en stor rolle for Ishiguros romanskrivning.

Baggrund

Kazuo Ishiguro er født i 1954 i Nagasaki i Japan, men som femårig flyttede han med sin familie til Surrey i England. I dag er han engelsk statsborger. Hans første to romaner foregår i Japan, men det er et imaginært Japan, som Ishiguro selv beskriver det, for han vendte først tilbage til fødelandet i 1989.

”Et minde specielt har beskæftiget mine tanker hele formiddagen – eller snarere en stump af et minde, et øjeblik, der af en eller anden grund står så levende for mig gennem alle disse år. Det er en erindring om, at jeg stod alene i den bagerste korridor foran den lukkede dør til miss Kentons stue; faktisk stod jeg ikke lige foran døren, men halvt bortvendt, lammet af ubeslutsomhed, om jeg skulle banke på eller ej; thi i det øjeblik, hvis jeg husker rigtigt, var jeg blevet overbevist om, at, bag den dør, kun et par meter fra mig, sad miss Kenton og græd.”

”Resten af dagen”, s. 210.

I England havde han igennem sin barndom og ungdom skabt sig et stærkt billede af dette andet land, hjemlandet, som han følte et følelsesmæssigt bånd til. Debutromanen ”De fjerne blå bjerge” (”A Pale View of the Hills”, 1982) blev skrevet som en specialeafhandling i creative writing fra East Anglia University og handler om den midaldrende kvinde Etsuko, der lever i England og tænker tilbage på sin ungdom i Japan.

Foto: Jane Brown

Født
8. november 1954, Nagasaki, Japan.
Uddannelse
MA i filosofi, engelsk og creative writing, University of East Anglia, 1980.
Debut
A Pale View of the Hills, 1982.
Litteraturpriser
Man Booker Prize, 1989. Nobels Litteraturpris, 2017.
Seneste udgivelse
Klara og solen. Gyldendal, 2021. (Klara and the Sun, 2021). Oversat af Claus Bech. Roman.
Inspiration
Leonard Cohen, Tom Waits og Bob Dylan.

Ishiguros far var en berømt dybhavsforsker, som den engelske regering hentede til England for at foretage research. Det foregik dybt inde i skovene i Surrey, og Ishiguro er stadig ikke helt klar over, hvad farens arbejde bestod i. Ishiguro mener, at hans forhold til England er meget påvirket af at have været et japansk barn, der er opdraget i en japansk familie. For ham er England stadig et meget mytologisk sted. Hans familie var ikke optaget af at assimilere sig, for det var altid meningen, at de ville rejse tilbage til Japan næste år – det skete bare aldrig.

I virkeligheden ville Ishiguro være rockstjerne, og som femtenårig begyndte han at skrive sangtekster. Hvilket han stadig gør, nu dog mere i den jazzede afdeling. Han har blandt andet skrevet tekster til jazzsangerinden Stacey Kent og deres fælles album, ”Breakfast on the Morning Tram”. ”Jeg så egentlig mig selv som en eller anden musikertype, men så kom der et tidspunkt i mit liv, hvor det gik op for mig: det her er jo faktisk slet ikke mig. Jeg er slet ikke så glamourøs. Jeg er et af de der mennesker med fløjlsjakker med lapper på albuerne. Det var lidt af et nederlag,” siger Ishiguro selv. (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Ishiguro skriver ud over bøger og sangtekster også filmmanuskripter. Han bor i London med sin skotske kone, og sammen har de en voksen datter.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Kazuo Ishiguro er inspireret af sangere som Tom Waits, Bob Dylan og Leonard Cohen og skriver selv sangtekster. Sangskrivningen har lært ham noget væsentligt: ”En af de væsentligste ting, jeg har lært af at skrive sangtekster – og det har haft en enorm indflydelse på mine bøger – er, at med en personlig, fortrolig tekst, der synges i første person ental, må meningen ikke være indlysende. Den er nødt til at være indirekte, og ind imellem skal man læse mellem linjerne.” (Kate Kellaway: I used to see myself as a musician. But really, I’m one of those people with corduroy jackets and elbow patches. The Guardian, 2015-03-15. Egen oversættelse).

Lige præcis dette træk går igen i Ishiguros romaner, det indirekte, hvor der skal læses mellem linjerne. Hans tone er underspillet, og handlingen udspiller sig altid i et gådefuldt og uigennemtrængeligt univers, hvor læseren ikke helt kan få greb om sandheden. Ikke mindst på grund af fortællernes tågede, og bedrageriske, erindringer. Historierne ligger hos disse hovedpersoner, der i tilbageblik mindes en fortrængt episode i fortiden, der kaster skygger over nutiden. Deres erindring filtreres gennem egne følelser og fortrængninger, derfor er de som fortællere ikke til at stole på. Netop dette optager Ishiguro. Hvad er det, vi livet igennem fortæller os selv, og hvad udelader vi i denne fortælling: ”Jeg er interesseret i erindringen, fordi det er filteret, hvorigennem vi ser vores liv, og fordi den er tåget og obskur og giver anledning til selvbedrag. Som forfatter er jeg i sidste ende mere interesseret i, hvad folk fortæller sig selv, at der skete, end i, hvad der i virkeligheden skete.” [3].

Fælles for Ishiguros romanfortællere er også, at de alle til en vis grad er betragtere til livet – en smule afsondrede, ikke helt faldet til i de omgivelser, som de desperat, og måske en smule naivt, forsøger at forstå. Helt tilbage fra debutromanen med den japanske enke, der kigger tilbage på ungdommen i Nagasaki, til ”Resten af dagen” hvor en gammel butler måske først nu forstår sin arbejdsgivers forehavende og sine egne, skjulte følelser for miss Kenton, og til Kathy H i ”Slip mig”, der beskriver en verden, der kun på overfladen er almindelig og genkendelig.

Beslægtede forfatterskaber

Da Det Svenske Akademis sekretær i forbindelse med Nobelpris-offentliggørelsen knyttede et par ord til Ishiguros forfatterskab, sammenlignede hun hans litterære universer med Jane Austens sædekomedier og Franz Kafkas absurde tone. Herefter sagde hun, at ”man er nødt til at tilføje lidt Marcel Proust til cocktailen, hvorefter du rører, men ikke for meget – så har du hans værker.” Det Jane Austen’ske i Ishiguros romaner springer frem i optagetheden af at analysere klassiske, britiske institutioner som godserne, myterne og kostskolerne – tilsat en absurditet, der forrykker realismen en smule, og gør alt en lille smule fremmed. Som set med et fremmed blik. Marcel Proust lurer overalt med den altdominerende interesse i erindringens slørende og forvanskende blik.

Selv om hans fortælletone er helt anderledes, kan man også sammenligne Ishiguro med forfattere som Martin Amis og Ian McEwan, forfattere, han i øvrigt beundrer dybt. Alle er de optagede at analysere og dechifrere det Storbritannien, de er opvokset i, og se dets myter efter i sømmene. Hos dem alle er det ofte sådan, at den personlige historie, som butleren Stevens’, ophøjes til en beretning om hele landets formørkede historie – ikke mindst de perioder, man gerne vil fortrænge.