”Til forskel fra de fleste andre KV'er, og til forskel fra Rosa, havde jeg altid længtes efter at se mere af det udenfor – og at se det i alle dets detaljer. Så da gitteret var rullet op, og jeg indså, […] at jeg var i stand til at se, tæt på og som helheder, så mange ting, som jeg før kun havde set hjørner og udsnit af, blev jeg så begejstret at jeg et kort øjeblik næsten glemte Solen.”
”Klara og solen”, s. 15.
I en ikke så fjern fremtid vokser børn stort set udelukkende op foran skærme og kun med et begrænset socialt liv. Derfor er menneskelignende robotter designet som loyale og tjenestevillige følgesvende – kendt som Kunstige Venner eller KV'er – til at holde dem med selskab. Sådan en robot er romanens hovedperson Klara. Hun står i butikken og venter på at blive solgt, men den soldrevne Klara har problemer med at optage solstrålerne og nyere modeller er mere eftertragtede, så salget lader vente på sig. Da hun endelig får plads i butiksvinduet, suger hun indtryk til sig og registrerer nøje gadens menneskeliv – den slags menneskeliv hun er skabt til at ledsage.
En dag vælger 14-årige Josie Klara som sin KV, og butikkens vinduesplads skiftes ud med en fjerntliggende prærieegn. Her observerer Klara sin nye ven og lærer at imitere hende til perfektion. Men Josie er alvorligt syg, og gradvist forstår man, at pigens mor måske har helt andre planer med Klara end de almindelige KV-opgaver. Det store eksistentielle drama antydes: Vil Klara en dag helt kunne overtage Josies plads i familien?
Selvom – eller måske netop fordi – hovedpersonen i ”Klara og solen” ikke er menneske, handler romanen helt grundlæggende om, hvad det vil sige at være menneske. For Klara er udviklet til at forstå sin menneskeven, men udvikler også sig selv: ”Jeg tror, jeg har mange følelser. Jo mere jeg observerer, jo flere følelser får jeg også selv adgang til.” (s. 117).
Kazuo Ishiguro udvikler gennem sin stilfærdige, længselsfulde og melankolske fortælling nogle af de mest fundamentale spørgsmål, mennesker må stille sig selv i en teknologialder i konstant udvikling. Rykker teknologien ved vores forståelse af, hvad et menneske er? Og er det robotterne vi skal frygte – eller os selv?
Kazuo Ishiguro
Kazuo Ishiguro skriver romaner om erindringens kraft – hvordan den slører begivenheder og har det med at give anledning til selvbedrag. Hans mest kendte romaner er ”Resten af dagen” (1989), der sen...
Læs hele forfatterportrættet
