”Foran os sad det ultimative legetøj, århundreders drøm, humanismens triumf – eller dens dødsengel. Spændende ud over alle grænser, men også frustrerende.”
”Maskiner som mig”, s. 12.
Handlingen berettes af den 32-årige Charlie, der kæmper for at holde sammen på økonomien, men alligevel beslutter sig for at bruge arven efter sin mor på at købe en ’Adam’ – et kunstigt menneske, der er designet til at ligne et rigtigt menneske både fysisk og psykisk, men samtidig har overmenneskelig kapacitet. Nogenlunde samtidig begynder Charlie at danne par med overboen Miranda, og sammen installerer og programmerer de Adam og hans personlighed. Men tingene tager hurtigt en række uforudsete drejninger, ikke mindst da Adam kommer på sporet af hemmeligheder fra fortiden og samtidig udvikler følelser for Miranda (med streg under udvikler). Et trekantsdrama af den mere mærkværdige slags tager form.
Adams forsøg på at blive klogere på menneskeheden åbenbarer kompleksiteten i menneskelig adfærd og de utallige nuancer, der knytter sig til begreber som sandhed, forbrydelse og retfærdighed. Selvom ”Maskiner som mig” langt hen ad vejen handler om kunstig intelligens og den teori og teknologi, der ligger bag, handler den i mindst lige så høj grad om menneskets intelligens – ikke mindst i et moralsk perspektiv. Hvordan afgør vi, om en handling er rigtig eller forkert? Hvilke argumenter lægger vi til grund for de beslutninger, vi træffer?
McEwans interesse for komplekse moralske og filosofiske problemstillinger og dilemmaer gennemsyrer værket, og ligesom et andet af hans nyere værker, ”The Children Act” fra 2014 (”Barnets tarv”, 2015), er det især spørgsmålet om, hvordan vi håndterer uoverensstemmelser mellem moralsk retfærdighed og juridisk retfærdighed, der tages under behandling.
Ian McEwan
På trods af en stor alsidighed i stil og genre er der noget sært genkendeligt i engelske Ian McEwans værker. Lige meget om bogen handler om forældreløse børn, misforstået kærlighed, klimaforandring...
Læs hele forfatterportrættet
