Mary Shelley

Genrer og tematikker

Med ”Frankenstein” skrev Mary Shelley sig ind i den gotiske romantradition, som især blev populær i engelsk litteratur i slutningen af 1700-tallet, hvor blandt andet Ann Radcliffe med sine gysere blev eksponent for genren. I den gotiske roman bliver alt det, som fornuften ikke kan forklare, udforsket, og kulissen er ofte et gammelt slot eller herregård, hvor det ikke skorter på spøgerier. I ”Frankenstein” har Mary Shelley skiftet det hjemsøgte slot ud med videnskabsmandens laboratorium, og i grænselandet mellem nye videnskabelige frembringelser og alt det, som videnskaben endnu ikke kan levere svar på, opstår Frankensteins uhyrlige skabning. Andre af Mary Shelleys værker grænser op til eventyret og fantasy-genren, som f.eks. ”Dødelig udødelig”, hvori der fantaseres om en eliksir, der giver evigt liv, ligesom hun også har skrevet science fiction-værker, f.eks. ”The Last Man” (1826) om en virusepidemi, der i 2096 udsletter hele Jordens befolkning.

Mary Shelley skrev sine værker i en brydningstid, hvor naturvidenskab vandt større og større interesse rundt omkring i samfundet. I både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er der referencer til videnskabsmænd og naturfilosoffer, f.eks. alkymisten Cornelius Agrippa, der levede i reformationens år. I frembringelsen af Frankensteins skabning har Mary Shelley helt konkret været inspireret af galvanismen, et videnskabeligt forskningsområde i begyndelsen af det 19. århundrede, som eksperimenterede med, hvordan elektriske impulser kunne få biologisk muskelvæv til at trække sig sammen og altså ”genoplive” vævet.

Derfor er Mary Shelleys værker også ret tidstypiske. Tidstypisk er også geniet, videnskabsmanden eller digteren, der er et kendt motiv i den romantiske digtning, hvor Prometheus-figuren blev hyldet som et symbol på menneskets friheds- og virketrang. Men Mary Shelley er optaget af denne fortællings skyggeside, når videnskabsmændene uforvarende kommer til at række for langt, og deres bedrifter får utilsigtede menneskelige omkostninger og i stedet for triumf ender i tragedie.

Udover en optagethed af grænsen mellem liv og død er et af de helt store temaer i Mary Shelleys forfatterskab ensomhed og i det hele taget de skamfulde og mørke følelser i mennesket. Selvom døden på flere forskellige måder er omdrejningspunkt for karakterer og handling i både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er det i virkeligheden den smertefulde ensomhed, der synes at være kernen i tragedien.

Beslægtede forfatterskaber

Den gotiske genretradition udviklede sig særligt inden for engelsk litteratur, og en del kvindelige forfattere tog livtag med genren, f.eks. forfatter Ann Radcliffe i 1790’erne som tidligere nævnt og senere også Brönte-søstrene. Udover klassiske gotiske elementer som spøgelser handler Emily Bröntes roman ”Wuthering Heights” fra 1847 (”Stormfulde højder”) også om menneskets mørke og farlige følelser som jalousi og hævn, og outsideren Heathcliff har på en række områder en del tilfælles med Frankensteins udstødte skabning i deres følelse af at være blevet forrådt af et fællesskab, hvor de ønsker at have hjemme. Af senere forfattere inden for den gotiske genre kan nævnes Henry James, der med romanen ”Turn of the Screw”, 1898 (”Skruen strammes”) bevidst udforskede grænserne for genren.

I nogle læsninger af ”Frankenstein” er Victor Frankenstein og det væsen, han skaber, blevet tolket som én og samme person. Den uhyrlige skabning er Victor Frankensteins mørke side, som han har sluppet løs. Sådan en idé om personlighedsspaltning rendyrkes i kortromanen ”The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde” (1886) af den skotske forfatter Robert Louis Stevenson, hvor videnskabsmanden Dr. Jekyll eksperimenterer med at spalte sin person. Ved hjælp af en eliksir lykkes det ham at transformere sig selv til den mørke og voldelige Mr. Hyde, og til sidst får Dr. Jekyll så svært ved at holde Mr. Hyde i ave, at den eneste løsning er at begå selvmord. Ligesom ”Frankenstein” er historien om Jekyll og Hyde blevet et hovedværk i horrorgenren.

Den passionerede videnskabsmand, der søger svar på livets største spørgsmål, men som fejler og i stedet bliver årsag til elendighed er et motiv, som Mary Shelley både bruger i ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig”, men som også er et kendt motiv i den romantiske digtning. ”Frankenstein” er oplagt blevet læst som en genskrivning af Faust-myten om den begærlige videnskabsmand, der for viden og kundskab sælger sin sjæl til djævelen, og som den tyske forfatter og hovedskikkelse i Romantikken Johann Wolfgang Goethe gjorde berømt med sit værk ”Faust” (1808).

Relaterede forfattere