BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Mary Shelley
Foto: Nordfoto/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Mary Shelley

Senest opdateret
  • Redaktionen
    september 2026
Hovedforfatter
  • Maria Høher Larsen
    cand.mag., marts 2020

Intro

Det mørke, voldsomme og ikke mindst skamfulde i menneskets følelsesliv er det, Mary Shelley udforsker i sit forfatterskab. I populærkulturen er Frankensteins monster blevet en ikonisk skikkelse og symbol til skræk og advarsel på den skøre videnskabsmands fanatiske tanker om sin egen almægtighed, men i Mary Shelleys roman er han også gestaltningen af outsiderens ultimative ensomhed.

I sine spekulative fiktioner, som i nogle tilfælde foregriber horror- og science fiction-genren, står hun ofte spejdende på tærsklen mellem liv og død og forsøger at finde svar på, hvornår livet begynder og ender.

Baggrund

Mary Shelley blev født i 1797 af belæste og meget frisindede forældre, feminist Mary Wollstonecraft og politisk filosof William Godwin, som i samtiden begge blev beundret i det intellektuelle miljø. Marys mor døde få dage efter datterens fødsel og efterlod sig udover den lille Mary en ældre datter fra et tidligere forhold til en amerikansk soldat. Efterfølgende giftede William Godwin sig med en kvinde, der i forvejen havde to børn fra et tidligere ægteskab, og Mary Shelley voksede på den måde op i en sammenbragt familie. Hun modtog ingen egentlig uddannelse, men hendes far lærte hende at læse, og hun havde fri adgang til hans omfattende bibliotek, ligesom hun også blev formet af at møde de mange forskellige intellektuelle, der kom i hjemmet.

”Livets bæger var forgiftet for altid, og selv om solen skinnede lige så meget på mig som på de glade og lette om hjertet, så jeg intet andet omkring mig end et tæt og skræmmende mørke, der ikke blev gennemtrængt af noget lys, men kun af to øjne, der stirrede på mig. Nogle gange var det Henrys udtryksfulde øjne, der henlå i døden med de mørke pupiller næsten dækket af øjenlågene og de lange sorte vipper omkring dem, andre gange var det uhyrets vandige, slørede øjne, som jeg første gang så dem i mit kammer i Ingolstadt.”

”Frankenstein”, s. 190.

I løbet af sin opvækst blev hun flere gange sendt til Skotland. Hvorfor er uklart, men det stimulerede hendes fantasi, forklarer hun i sit forord til ”Frankenstein”: ”Det var frihedens højborg og det dejlige område, hvor jeg upåagtet kunne være sammen med mine selvopfundne skabninger. (…) jeg lod mig ikke begrænse af min egen identitet og kunne befolke timerne med skabninger, som for mig i den alder var langt mere interessante end mine egne fornemmelser.”

Mary Shelley
Foto: Nordfoto/Ritzau Scanpix
  • Født

    30. august 1797 i London, England.

  • Død

    1. februar 1851 i Bournemouth, England.

  • Uddannelse

    Hjemmeskolet.

  • Debut

    Frankenstein, or The Modern Prometheus, 1818. Roman.

  • Seneste udgivelse

    Den usynlige pige. 2 Feet Entertainment, 2026. (The invisible girl, 1832, Transformation, 1831, The mortal immortal, 1833, The dream, 1832). Oversat af Steen Langstrup. Noveller.

  • Inspiration

    William Godwin, Mary Wollstonecraft.

Det var i farens intellektuelle omgangskreds, at hun mødte den unge digter Percy Bysshe Shelley, der i dag betragtes som en af de væsentligste engelske digtere i Romantikken. Da de mødte hinanden, var Percy allerede gift, og de måtte i første omgang flygte til Frankrig for at være sammen, indtil de i 1816 kunne gifte sig, efter at Shelleys første hustru havde begået selvmord.

Det var under et ferieophold i Schweiz hos den engelske digter Lord Byron i 1816, at Mary Shelley kom på historien om Frankenstein. I sit forord til romanen forklarer hun, at historien blev til i en konkurrence mellem vennerne om at forfatte den bedste gyserhistorie, og en aften blev hun inspireret af en samtale mellem Shelley og Byron om galvanisme. Efter at være blevet afvist af flere forlag – primært, fordi det var svært at sælge, at en ung 18-årig kvinde havde skrevet om noget så uhyrligt – antog et lille forlag manuskriptet mod, at Percy Shelley skrev et anonymt forord.

Percy Shelley druknede i 1822, og i 1823 udgav Mary Shelley ”Frankenstein” i en redigeret version under sit eget navn og med sit eget forord. Herefter tog hendes forfatterkarriere fart, og hun udgav både romaner, rejsebeskrivelser og noveller i tidens populære litteraturtidsskrifter som f.eks. The Keepsake. I sin samtid blev hun dog primært kendt for ”Frankenstein” samt for at udgive sin mands digte.

Mary Shelley døde af en hjernetumor i 1851.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Klip fra den første filmatisering af ”Frankenstein” fra 1931 med Boris Karloff i hovedrollen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Med ”Frankenstein” skrev Mary Shelley sig ind i den gotiske romantradition, som især blev populær i engelsk litteratur i slutningen af 1700-tallet, hvor blandt andet Ann Radcliffe med sine gysere blev eksponent for genren. I den gotiske roman bliver alt det, som fornuften ikke kan forklare, udforsket, og kulissen er ofte et gammelt slot eller herregård, hvor det ikke skorter på spøgerier. I ”Frankenstein” har Mary Shelley skiftet det hjemsøgte slot ud med videnskabsmandens laboratorium, og i grænselandet mellem nye videnskabelige frembringelser og alt det, som videnskaben endnu ikke kan levere svar på, opstår Frankensteins uhyrlige skabning. Andre af Mary Shelleys værker grænser op til eventyret og fantasy-genren, som f.eks. ”Dødelig udødelig”, hvori der fantaseres om en eliksir, der giver evigt liv, ligesom hun også har skrevet science fiction-værker, f.eks. ”The Last Man” (1826) om en virusepidemi, der i 2096 udsletter hele Jordens befolkning.

Mary Shelley skrev sine værker i en brydningstid, hvor naturvidenskab vandt større og større interesse rundt omkring i samfundet. I både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er der referencer til videnskabsmænd og naturfilosoffer, f.eks. alkymisten Cornelius Agrippa, der levede i reformationens år. I frembringelsen af Frankensteins skabning har Mary Shelley helt konkret været inspireret af galvanismen, et videnskabeligt forskningsområde i begyndelsen af det 19. århundrede, som eksperimenterede med, hvordan elektriske impulser kunne få biologisk muskelvæv til at trække sig sammen og altså ”genoplive” vævet.

Derfor er Mary Shelleys værker også ret tidstypiske. Tidstypisk er også geniet, videnskabsmanden eller digteren, der er et kendt motiv i den romantiske digtning, hvor Prometheus-figuren blev hyldet som et symbol på menneskets friheds- og virketrang. Men Mary Shelley er optaget af denne fortællings skyggeside, når videnskabsmændene uforvarende kommer til at række for langt, og deres bedrifter får utilsigtede menneskelige omkostninger og i stedet for triumf ender i tragedie.

Udover en optagethed af grænsen mellem liv og død er et af de helt store temaer i Mary Shelleys forfatterskab ensomhed og i det hele taget de skamfulde og mørke følelser i mennesket. Selvom døden på flere forskellige måder er omdrejningspunkt for karakterer og handling i både ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig” er det i virkeligheden den smertefulde ensomhed, der synes at være kernen i tragedien.

Beslægtede forfatterskaber

Den gotiske genretradition udviklede sig særligt inden for engelsk litteratur, og en del kvindelige forfattere tog livtag med genren, f.eks. forfatter Ann Radcliffe i 1790’erne som tidligere nævnt og senere også Brönte-søstrene. Udover klassiske gotiske elementer som spøgelser handler Emily Bröntes roman ”Wuthering Heights” fra 1847 (”Stormfulde højder”) også om menneskets mørke og farlige følelser som jalousi og hævn, og outsideren Heathcliff har på en række områder en del tilfælles med Frankensteins udstødte skabning i deres følelse af at være blevet forrådt af et fællesskab, hvor de ønsker at have hjemme. Af senere forfattere inden for den gotiske genre kan nævnes Henry James, der med romanen ”Turn of the Screw”, 1898 (”Skruen strammes”) bevidst udforskede grænserne for genren.

I nogle læsninger af ”Frankenstein” er Victor Frankenstein og det væsen, han skaber, blevet tolket som én og samme person. Den uhyrlige skabning er Victor Frankensteins mørke side, som han har sluppet løs. Sådan en idé om personlighedsspaltning rendyrkes i kortromanen ”The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde” (1886) af den skotske forfatter Robert Louis Stevenson, hvor videnskabsmanden Dr. Jekyll eksperimenterer med at spalte sin person. Ved hjælp af en eliksir lykkes det ham at transformere sig selv til den mørke og voldelige Mr. Hyde, og til sidst får Dr. Jekyll så svært ved at holde Mr. Hyde i ave, at den eneste løsning er at begå selvmord. Ligesom ”Frankenstein” er historien om Jekyll og Hyde blevet et hovedværk i horrorgenren.

Den passionerede videnskabsmand, der søger svar på livets største spørgsmål, men som fejler og i stedet bliver årsag til elendighed er et motiv, som Mary Shelley både bruger i ”Frankenstein” og ”Dødelig udødelig”, men som også er et kendt motiv i den romantiske digtning. ”Frankenstein” er oplagt blevet læst som en genskrivning af Faust-myten om den begærlige videnskabsmand, der for viden og kundskab sælger sin sjæl til djævelen, og som den tyske forfatter og hovedskikkelse i Romantikken Johann Wolfgang Goethe gjorde berømt med sit værk ”Faust” (1808).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

The Last Man
The Last Man

Mary Shelley

1826

Lodore
Lodore

Mary Shelley

1835

Falkner
Falkner

Mary Shelley

1837

Frankenstein. Eller den moderne Prometheus
Frankenstein. Eller den moderne Prometheus

Mary Shelley

Rosinante, 2014. (Første gang på dansk 1966). (Frankenstein, or The Modern Prometheus, 1818). Oversat af Jakob Levinsen

Matilda
Matilda

Mary Shelley

Gyldendal, 2024. (Matilda, 1819). Oversat af Birgitte Steffen Nielsen.

Noveller

Dødelig udødelig
Dødelig udødelig

Mary Shelley

Bibliomanen, 1994. (The Mortal Immortal, 1833). Oversat af Walter F. Lake og Bibliomanen.

Den usynlige pige
Den usynlige pige

Mary Shelley

2 Feet Entertainment, 2026. (The invisible girl, 1832, Transformation, 1831, The mortal immortal, 1833, The dream, 1832). Oversat af Steen Langstrup.

Rejseskildringer

History of a Six Weeks’ Tour
History of a Six Weeks’ Tour

Mary Shelley

1817

Rambles in Germany and Italy in 1840

Mary Shelley

1842 and 1843, 1844

Antologi

Døden og kvinden : klassiske gys skrevet af kvinder. 2 Feet Entertainment
Døden og kvinden : klassiske gys skrevet af kvinder. 2 Feet Entertainment

Mary m.fl. Shelley

2023. Oversat af Steen Langstrup

Om forfatterskabet

Mary Shelley, 2016. Filmstriben.

Spillefilm om Mary Shelley, hendes dramatiske kærlighedsforhold til digteren Percy B. Shelley og om skabelsen af hendes første roman ”Frankenstein”.

Et uhyre til alle tider

Annette K. Nielsen

Weekendavisen, 2018-02-23. Denne artikel dykker ned i, hvordan ”Frankenstein” er blevet læst og optaget i populærkulturen de seneste 200 år.

Frankenstein: Den lille bog med den monstrøse betydning

Morten Mikkelsen

Kristeligt Dagblad, 2018-03-10. I anledning af bogens 200-års jubilæum undersøger artiklen, hvordan bogen blev til, og hvad den fortsat kan bidrage med.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mary Shelley

Kilder citeret i portrættet

[1]

Outsiders. Five women writers who changed the world. Johns Hopkins University Press

Lyndall Gordon

2017