”Åh, hvilken ulykkelig nat, jeg tilbragte! De kolde stjerner hånede mig med deres skær, og de nøgne træer viftede med deres grene oven over mig, nu og da blev den allestedsnærværende stilhed brudt af en fugls søde stemme. Alle undtagen jeg hvilede eller morede sig; som den onde selv bar jeg et helvede i mig, og da nu ingen forstod mig, ønskede jeg blot at flå træerne op, sprede kaos og ødelæggelse omkring mig, og derefter sætte mig ned og nyde ødelæggelsen.”
”Frankenstein”, s. 143.
Den unavngivne skabning flygter ud i skovene, og ved at iagttage en fattig familie på afstand går det op for ham, hvor ensom han er. Ingen vil kendes ved ham – ikke engang hans egen skaber. Vred og bitter opsøger han Frankenstein for at få ham til at skabe en mage og livsledsager. Af frygt for sin families sikkerhed indvilliger Frankenstein, men under sit arbejde mister han modet, og skabningen tager den hævn, han har truet Frankenstein med. Snart er Frankenstein også alene og elendig i verden, og han vier resten af sit liv til at jagte skabningen – en jagt, der fører dem til de mest barske egne.
Romanen er skrevet som en brevroman, hvori en opdagelsesrejsende i breve til sin søster beretter om sit møde med Victor Frankenstein i det fjerne Arktis. Fortællingen består altså af flere lag: Victor Frankenstein fortæller sin historie til den opdagelsesrejsende, der fortæller historien videre til sin søster. Og heri ligger der måske også en pointe? Hvor meget af denne utrolige og uhyrlige historie kan man overhovedet tro på, når man ikke hører den fra hestens egen mund?
Romanen – og særligt relationen mellem Victor Frankenstein og hans skabning – er gennem tiden blevet læst på et utal af måder. Men et overordnet tema er ensomhed; følelsen af at være forladt og at stå uden for fællesskabet. Vrede og bitterhed raser i sproget, når skabningen forbander sin skæbne, mens melankoli strømmer gennem sætningerne, når Victor Frankenstein begræder sin.
Undertitlen på romanen er en reference til den græske myte om Prometheus, der formede mennesket ud af ler og forrådte guderne ved at give mennesket nøglen til civilisation i form af ild. Prometheus-figuren blev i romantikken forbundet med geniet og videnskabsmanden, men i Mary Shelleys version af myten kommer Victor Frankenstein i sin stræben efter storhed til at skabe rædsel og ødelæggelse.
Mary Shelley
Det mørke, voldsomme og ikke mindst skamfulde i menneskets følelsesliv er det, Mary Shelley udforsker i sit forfatterskab. I populærkulturen er Frankensteins monster blevet en ikonisk skikkelse og ...
Læs hele forfatterportrættet
