”Mens monstermor og monsterfar bed negle på hinanden, / tog monsterlægen ungen op og banked ham på panden, / han vejed ham og drejed ham på kryds og tværs og skrås / og stak et termometer i hans minimonstermås. / Uha da, sagde lægen, han er meget syg, den lille, / forpestet af en farlig stillerolighedsbacille, / en meget sjælden sygdom med en meget sjælden kur, / som ikke findes her, vi må til men'skeland en tur.”
”Mirakelkuren”, s. 8.
Mange af Marianne Iben Hansens rimede bøger har en linje eller et vers, der gentages fortællingen igennem, og i ”Mirakelkuren” er det et gysende ”Og alle hvisked: Uh, hvad nu?”, der står som spændingsopbyggende element, inden der bladres til næste side. Det ildevarslende spørgsmål indgår som en del af illustrationerne og bliver en slags bagvedliggende kor af monsterstemmer, der, som handlingen skrider frem, udvikler sig til et ekstatisk udråb i Flintstone-stil: ”ja-ba-da-ba-doo, hvad nu?”
Spørgsmålet binder til slut en sløjfe på fortællingens indledende problem: hvad det er, monstre er ude på, når de dukker op på menneskebørnenes værelser midt om natten.
For hvad er årsagen i dag – hvad nu? Det afsløres på bogens sidste side med endnu et spøgefuldt spørgsmål, der er op til læseren selv at besvare.
Illustrationerne er begået af Bodil Molich, der også kan tilskrives den visuelle fortolkning af Marianne Iben Hansens debut, hekserimet ”Fikkedik og Falderina”. I ”Mirakelkuren” er alle illustrationerne, der afbilder monsterverdenen, holdt i sorte og grå nuancer, mens et farverigt menneskeland står for det spraglede modspil. Bodil Molichs sans for detaljen og hendes dynamiske streg gør, at læseren sent ser sig mæt på den enkelte side.
Marianne Iben Hansen
Marianne Iben Hansen driver fordel af sin kropsorienterede uddannelse, når hun skriver sine bøger. For hende er sprog og krop direkte forbundet, og glæden ved sproget skal helst kunne mærkes fysisk...
Læs hele forfatterportrættet
