”Du vågner med voldsomme plukveer/ vi så Harry Potter til sent i går/ jeg vågner og ser på sveden/ på din pande/ jeg aflyser alt/ i tilfælde af fødsel/ det passer mig godt/ jeg har haft det samme joggingtøj på/ i over en uge/ det er plettet/ størknet mad/ mel fra alle de boller du bager/ vi går og venter/ på et barn/ vi ikke kender/ vi bruger meget tid på økonomi/ jeg bruger det meste af natten/ på at lave fiktive regnskaber”
”Kirsebærplukkerne”, s. 34.
Det er sigende, at barnet kun findes meget lidt, mere som en omstændighed end som en person, fordi bogen frem for alt handler om at blive far. Derfor fuldendes denne transformation med hønens død, da det andet barn er på vej.
Wieses digte bevæger sig langsomt og roligt ind på livet af deres læsere med en sproglig jovialitet, en glæde ved at fortælle, som aldrig kammer over. Der er noget dagbogsagtigt over tonen, måske fordi den særlige tid som ny forælder, som digtene er skrevet i, gør noget ved jegets opmærksomhed og blik, det står åbent med en skarphed.
I et interview har Wiese også fortalt om, hvordan det har føltes anderledes og nyt at skrive digte med en baby i sit liv, fordi de simpelthen nogle gange skal skrives hurtigt, mens barnet sover lur, og fordi, som der står i et af digtene: ”Jeg kan ikke skrive/ og holde mit barn/ samtidig” (s. 67). De løst komponerede digte giver også plads for noget andet, som de lidt mere stramme Tityrus-digte havde dårligere mulighed for, nemlig humor, de bliver simpelthen sjove, f.eks. hedder robotstøvsugeren Vergil, og Duncan-jeget aftaler med ham at gøre rent efter katten, når den skider indenfor.
Duncan Wiese
Duncan Wiese skriver lette, slanke og stilsikre digte, der trækker på en klassisk tradition, som går tilbage til det gamle Grækenland og Rom, men også rammer meget direkte ind i en tidsånd. Debuten...
Læs hele forfatterportrættet
