Duncan Wiese

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., april 2023

Duncan Wiese skriver lette, slanke og stilsikre digte, der trækker på en klassisk tradition, som går tilbage til det gamle Grækenland og Rom, men også rammer meget direkte ind i en tidsånd. Debuten ”Tityrus” (2019) har undertitlen pastoraler og opdaterer den gamle genre, hvor naturen og ungdommen besynges, men hans landskaber er fulde af industrielt landbrug og samfund. ”Kirsebærplukkerne” (2023), hans anden bog, skriver sig ind i en bølge af forældreskabslitteratur, hvor det at blive far også er en måde at blive til en ny slags mand, en mere blød og omsorgsfuld mand.

Baggrund

Duncan Wiese er født i 1991, og han er vokset op i den lille landsby Dons, som ligger udenfor Kolding. Hans far er skotsk og fra en traditionel arbejderklassebaggrund, og efter hans forældre blev skilt var Duncan hos ham hver anden weekend. Wiese flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Kolding. Siden flyttede han til København, hvor han gik på Forfatterskolen fra 2014-2015. I 2018 startede han skriveskolen Nyt Forum for Skrift, og i 2022 blev han ansat som lærer på Forfatterskolen. Selv fortæller han i et interview om det at undervise som en del af sin praksis: ”Måske kan man sige det sådan, at skriften er den indadvendte del af min praksis, noget jeg har for mig selv, mens undervisningen er den udadvendte del. Der, hvor jeg er en del af et fællesskab og kan bidrage som underviser.” (Gutkind forlag: ”Jeg begyndte at lede efter forældrefigurer, jeg kunne spejle mig i”. Gutkind.dk, 2023-01-05).

Foto: Asbjørn Sand

Født
22. oktober 1991, Kolding.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2015.
Debut
Tityrus. Rosinante, 2019. Digte.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Drenge. Gutkind, 2026. Digte.
Inspiration
Anne Carson, Vergil, Olga Ravn.

”Bliver man konservativ af at få børn/ lidt tror jeg/ jeg stod og kiggede på en af de unge mænd/ som sælger stoffer/(…)/ jeg overvejede at melde det anonymt til politiet/ der var et skyderi da vi flyttede herud/ jeg bliver vred når de sprænger kanonslag/ og forstår ikke hvorfor/ men vi har jo også købt stoffer/ engang/ og sprængt kanonslag/ jeg vil beskytte min familie/ men jeg ved ikke mod hvad”

”Kirsebærplukkerne”, s. 35.

I 2019 udgav Duncan Wiese sin debut ”Tityrus”, som blev nomineret til Munch-Christensens Debutantpris og Bogforums Debutantpris. Den bærer titelbetegnelsen Pastoraler, som er en genre, der bl.a. strækker sig tilbage til det antikke Rom, hvor unge mænd flyttede ind til byerne for at gå i skole. Der lærte de, hvordan de skulle skrive smukke og idylliske digte om landet, det samme sted de lige var flyttet fra. Wieses egen spejling i den historie fortsætter, idet hans bog nummer to, ”Kirsebærplukkerne”, handler om at flytte fra byen til forstaden Skovlunde og videre ud på landet til Fyn. Noget han også selv har gjort sammen med sin kone, digteren Nanna Storr-Hansen, med hvem han har to børn. Og netop forældreskabet er udover det at flytte på landet, det store tema i ”Kirsebærplukkerne”. Det handler om at finde en ny form for maskulinitet, som ikke er at blive kvinde, men mand på en anden måde, end det Wiese f.eks. lærte af sin far, en mand der ikke talte om sine følelser, men som han siden har kunnet opnå en god forbindelse med efter selv at være blevet far.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Begge Duncan Wieses bøger har et mellemværende med antikkens digtning. Mest tydeligt er det i debuten ”Tityrus”, hvor selve titlen kommer fra et digt af den romerske digter Vergil. Også selve genren pastorale er hentet fra den tid, skønt det er en forfriskende lemfældig måde at gå til genren på, Wiese har, han går på hugst i den og tager hvad han vil have, resten lader han ligge. Ligesom i den klassiske pastorale er det digte, som handler om at være en ung mand, der flytter fra landet og ind til byen, og derfra skriver han længselsfuldt om barndommens tabte idyl, men det er det idylliske, Wiese har ladet ligge i sine pastoraler. Manddommen, det at blive en mand, er dog et tema, som både findes i ”Tityrus” og i den efterfølgende ”Kirsebærplukkerne”, begge med et stort spørgsmål: mand hvordan? Eller i hvert fald som en opposition til en mere klassisk og destruktiv maskulinitet, det er titlen også et eksempel på, fordi kirsebærplukkerne står i opposition til Lotusæderne fra Odysséen, en gruppe mænd der bliver afhængige af den narkotiske lotusplante. ”Det er noget med den fristelse at forlade det hele, som lotusæderne repræsenterer, og som ”Kirsebærplukkerne” står i modsætning til. ”Kirsebærplukkerne” insisterer på at blive hjemme og være sammen, selvom det er svært,” siger Wiese i et interview. (Gutkind forlag: ”Jeg begyndte at lede efter forældrefigurer, jeg kunne spejle mig i”. Gutkind.dk, 2023-01-05).

Også den oldgræske myte om Omfale får plads i ”Kirsebærplukkerne”, den handler om Herakles, som bliver holdt slave af dronning Omfale og tvunget til at udføre husarbejde. Hos Wiese er det dog tydeligt, at det ikke er en tvang, det er en måde at omsætte kærligheden til en praksis. Bogen er fyldt med drømme om at blive kvinde, men kun fordi den mangler mandlige forbilleder, billeder af mænd der yder den form for omsorg. Selvom den nye farkrop også er i hormonelt påvirket forandring, er det ikke kvindekønnet, jeget stræber efter at blive til, det er snarere transformationen af manden og mandens krop, der er målet. Og det kan han lære noget om af den kvinde, der lige har født.

Beslægtede forfatterskaber

Der er altid digtere, der ligesom Duncan Wiese griber tilbage til klassiske tekster, og her er en række eksempler fra de senere år.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen behandler i sin roman ”Dafnesyndromet” (2021) nymfen Dafne. Da Apollon forsøger at voldtage hende, beder hun sin far, som er en flodgud, om hjælp, og han forvandler hende til et træ. I Hjelm Jacobsens roman er der to forskellige fortolkninger af denne myte, én hvor en nymfe i skikkelse af en teenagepige forfører en ung dreng på en efterskole og forvandler ham til et træ, og i en anden fortolkning afhøres drengens mor, som viser sig at være en anden form for udødelig nymfeagtig skikkelse.

Anders Abildgaards take på den klassicistiske fortolkning er hans langdigt ”Ibis” (2016), som er skrevet oven på den romerske digter Ovids bog af samme navn. Ovid forbander Kejser Augustus, fordi han har forvist ham til en udørk nær Sortehavet. Abildgaards forbandelser er upersonlige, udtalt af et ubestemmeligt, næsten spøgelsesagtigt vi, til et du, som heller ikke føles konkret, men dog alligevel har en krop, som kan tortureres. Digtet er fuld af referencer til forbandelser gennem historien og fungerer næsten som et katalog, man kan slå op i, når man er vred på nogen.

Lea Marie Løppenthin har i flere af sine bøger skrevet i forlængelse af et mytestof. I ”Sæson” (2019) var det mor og datter-historien om Demeter og Persefone, hvor moren Demeter i raseri over, at hendes datter er blevet kidnappet af Hades, stopper årstiderne. I ”Livet går over sine bredder” (2022) er det golemfiguren, et menneskelignende væsen lavet af jord, Løppenthin tager fat i, i en roman der er befolket af både bedemænd og guder.

Harald Voetmann bruger også mytologisk og klassisk stof i mange af sine bøger, måske særligt ”Vågen” (2011), hvor Plinius, en oldgræsk encyklopædist, bliver hovedperson i et kulørt og kødeligt orgie af groteske hændelser.

Mette Moestrup har for nylig oversat den oldgræske digter Sapfo, men hun har også arbejdet med muser (og æbler) i flere af sine bøger, både ”Golden Delicious” (2002) og ”Til den smukkeste – 117 digte” (2019).