Sapfo

Emneord:

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., oktober 2021

Den oldgræske poet og musiker Sapfo – også skrevet Sappho – er blevet kaldt den 10. muse, et queer ikon og den vigtigste kvindelige forfatter nogensinde. Allerede i sin antikke samtid var hendes lyrik, der blev opført som sange til lyrespil, dans og korsang, populær. Og selvom hendes tekster kun er bevaret i papyrusfragmenter, inspirerer hendes ømme, omsorgsfulde og erotiske vers om kvinder, familie og alderdom stadig digtere fra hele verden. Nogle mener ligefrem, at hendes emotionelle skildringer af længsel, lyst og romantik – også kvinder imellem – har præget den måde, europæere i dag forstår kærlighedens kraft på.

Baggrund

Der er meget usikkerhed, mange modstridende informationer og myter forbundet med den oldgræske digter og musiker Sapfos liv. Hun blev født omkring 620 f.v.t. på øen Lesbos, der ligger i Ægæerhavet i det nuværende Grækenland. Nogle kilder hævder, at hendes fødeby var Eresos, men at hun flyttede til Mytilene, da hun som barn mistede sine forældre. I hvert fald boede hun i en længere periode af sit liv dér.

”HVORDAN KAN MAN ANDET END TØRSTE EFTER/ PINENS OPHØR NÅR DEM MAN ELSKER GØR ÉN/ SYG AF LÆNGSEL GANG PÅ GANG, AFRODITE/ HVAD ER DIN HENSIGT”

"Sapfo", s. 29.

Hun blev født ind en velhavende aristokratisk familie. Der er flere forskellige bud på, hvem hendes forældre kan have været, men man ved, at hun i hvert fald havde to brødre, som hun omtaler i et af sine digte, og at hun var gift og fik en datter ved navn Cleis. Senere i sit liv måtte hun flygte til Syracuse på Sicilien, måske i en form for politisk eksil, og en myte fortæller, at hun endte sine dage ved at kaste sig ud fra en klippe i ulykkelig kærlighed til en færgemand. Dog er denne selvmordsfortælling med al sandsynlighed ikke rigtig.

Sapfo lytter til digteren Alkaios i et græsk teater

Album / Ritzau Scanpix

Født
Ca. 620 år f.v.t. på øen Lesbos i det antikke Grækenland.
Død
Ca. 550 f.v.t.
Uddannelse
Ukendt.
Debut
Hendes værk findes kun overleveret i fragmenter.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Sapfo. Gyldendal, 2021. Digte. Gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen.
Inspiration
De kvinder, hun omgav sig med, samt den græske mytologi.

Hvad der derimod er helt sikkert er, at Sapfos digte har haft enorm kulturel og litteraturhistorisk betydning. Allerede i sin samtid var hun elsket, beundret og hyldet. Platon kaldte hende den 10. muse og placerede hende dermed på niveau med poesiens gudinder.

Sapfo digtede på den oldgræske dialekt aiolisk, og det menes, at hendes produktion talte ni bind med lyrik, i alt ca. 10.000 linjer. Kun ét helt digt er bevaret i sin fulde form. Resten er fragmenter, som andre har overleveret og nedskrevet på papyrus, hvoraf der løbende dukker nye brudstykker op. Så sent som i 2014 fandt man resterne af et nyt digt, der kunne tilføjes til Sapfos samling.

Traditionen med at udtrykke emner som kærlighed, kærestesorg og længsel i lyrik, samt at skrive digte med et lyrisk jeg, kan tilskrives Sapfo. Og som litteraturkritiker Tue Andersen Nexø skriver: "At læse Sapfo er at læse en af den europæiske litteraturs urkilder, kort sagt. Samtidig er hun, selvfølgelig, den vigtigste kvindelige forfatter inden … ja, på sin vis nogensinde." (Tue Andersen Nexø: To nye oversættelser af den antikke digter Sapfo er kommet næsten samtidig. Forskellene er for feinschmeckere. Information, 2020-12-23).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Kort animationsfilm om, hvordan Sapfos digte tematiserer køn, seksualitet og kærlighed. BBC, 2019.

Udvalgte bøger

Sapfo
I takt med, at der de seneste år er kommet et større fokus på at medtænke og indskrive kvindelige forfattere i litteraturhistorien, har Sapfos digtning fået ny og positiv opmærksomhed flere steder ...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Det er omdiskuteret, om Sapfo overhovedet kunne skrive, idet hendes digte er skabt som mundtlige kompositioner. De blev skabt med det formål at blive fremført ved kollektive ritualer som eksempelvis bryllupper med tilhørende dans og korsang. Hendes lyrik var altså oprindeligt sangtekster, som hun akkompagnerede på sin lyre, et harpelignende strengeinstrument, som har givet navn til genren lyrik. Musikken, som hørte til Sapfos digte, er ikke overlevet, men flere steder i fragmenterne henviser hun direkte til musik, når hun f.eks. gentager navneordet "lyre, lyre, lyre", eller når noget, der er gået tabt, sammenlignes med nattergalens sang.

Sapfos digte er skrevet fra en personlig vinkel med et ømt hjerte og har temaer som savn, længsel, begær, kærlighed, seksualitet og romantik. I nogle af de allerkorteste fragmenter nævner hun disse tematikker eksplicit. "ÅH, MIN ELSKEDE" (s. 168) lyder ét og et andet: "UNG KVINDE MED SØD STEMME" (s. 184). Heraf ses det også, at det særligt er unge kvinder, som Sapfo retter sit blik og sin betagelse mod.

Der er mange teorier om, at virkelighedens Sapfo indtog en form for ledende rolle i en gruppe af kvinder. Måske som præstinde i en Afroditekult eller som en læremester, der underviste yngre kvinder om ægteskab og livet som kvinde. Hendes digte udtrykker og tematiserer romantisk kærlighed og erotisk begær kvinder imellem. Og ordet lesbisk er på grund af Sapfo i dag et ord for kærlighed mellem kvinder, selvom det oprindeligt betød en person, der kom fra øen Lesbos. Det vides ikke, om Sapfo selv var lesbisk, men forskere påpeger, at man som i andet litteratur bør skelne mellem digterjeget og forfatterens virkelige person – også selvom Sapfo nævner sig selv ved navn i nogle af fragmenterne. De poetisk amourøse beskrivelser af intime forhold mellem kvinder har dog formodentlig ikke været så opsigtsvækkende en tematik i Sapfos samtid, da man ved, at homoseksualitet blandt mænd var udbredt i antikkens Grækenland.

Beslægtede forfatterskaber

Det første digt i samlingen af Sapfos værk indledes med en bøn til kærlighedsgudinden Afrodite. Dette greb ses også hos den første kendte navngivne forfatter, verden kender til: den sumeriske ypperstepræstinde Enheduana (gør navnet til et aktivt link, der henviser til: https://forfatterweb.dk/enheduana), der herskede i det nuværende Irak for 4300 år siden. I digtet "Dronning over verdens magter" ("Nin-me-šara", ca. 2300 f.v.t., oversat af Sophus Helle, 2020) hylder Enheduana gudinden Inana, der er gudinde for sex, kærlighed, kaos og forvandling. Og ligesom Sapfo nævner hun sig selv ved navn i digtet: "Jeg er Enheduana. Jeg vil/ bede en bøn til dig og/ lade mine tårer flyde/ som sød øl for dig, hellige/ Inana." (s. 12).

I antikken blev "Iliaden" og "Odysséen"s forfatter Homer omtalt som "digteren" i bestemt form, mens Sapfo fik tilnavnet "digterinden". Men hvor Homer skrev om heltebedrifter, krigslist og -førelse, havde Sapfo en mere personlig vinkel. Sapfo levede samtidig med digteren Alkaios, som også skrev på aiolisk, og man mener, at de to har udvekslet vers. Alkaios var Sapfos kollega og konkurrent. Han skrev bramfrie drikkeviser, politiske oder og kærlighedssange. Da der er mange ligheder mellem deres digte, er der nogle fragmenter, man er usikker på, om egentlig er forfattet af Alkaios eller Sapfo.

Antikke romerske digtere, som blandt andet Catul og Horats, oversatte Sapfos digte og brugte i deres egen lyrik den sapfiske strofe; den versform hun har fået opkaldt efter sig, som består af tre ens lange verslinjer på 11 stavelser efterfulgt af en kort verslinje på fem stavelser.

Også i nyere tid har digtere ladet sig inspirere af Sapfos skrivestil. Det gælder eksempelvis den amerikanske forfatter Anne Carson, der i 2003 udgav "If Not, Winter", der er en samlet engelsk oversættelse af alle Sapfos digtfragmenter. Og Mette Moestrup beskriver i sit efterord til "Sapfo" sit forhold til digterinden som en dialog: "Siden 1990’erne har jeg læst din poesi, og jeg har skrevet til eller om dig i næsten alle mine digtsamlinger. Men det er noget ganske andet at gendigte dine ord. Det føles forelsket og forræderisk på en gang." (s. 232).