Harald Voetmann

Genrer og tematikker

Harald Voetmann dyrkede i begyndelsen af sit forfatterskab en kortprosaform, som var meget benyttet blandt yngre forfattere i tiden omkring år 2000. I kortprosaen føres læseren ind i et ordknapt og svært gennemskueligt litterært rum, som er åbent for mange forskellige tolkninger. Siden er Voetmann gået over til romanformen og noveller af mere traditionel længde og udformning. I den historiske roman ”Vågen” mimer Voetmann også den antikke tragedie, hvor forskellige stemmer kommer på banen, og hvor Plinius den Yngres kommentarer til den ældre Plinius' passager nærmest tjener som et tragediedramas korstemme. Desuden er der noget, som minder om en prolog, noget man også kan finde i den gamle, græske tragedie. Rent indholdsmæssigt står kampen mellem vores dyriske og civiliserede sider centralt hos Harald Voetmann. Denne konflikt er især tydelig i ”Vågen”, hvor Plinius den Ældre forsøger at tæmme og forstå en verden, som vælter i liderlighed og kropsvæsker. Alligevel synes pointen at være, at den barske natur altid vil være med, ligegyldigt hvor civiliserede vi tilsyneladende bliver. Det er netop vores dyriske sider, i ”Vågen” illustreret ved kropsvæsker og kropsåbninger, der bringer os sammen som mennesker. Kropsåbninger tjener som en art forbindelseskanaler mellem, hvad der ellers ville være afsondrede enkeltindivider. Voetmann kredser også om isolationen, hvor hans grå, gammelkloge personer ikke kan komme igennem til en omverden samtidig med, at de føler en mild afsky for alle de simple hverdagsmennesker, de støder på. I ”Alt andet end en proper tilstand” er isolationen tyk for de kloge, men sky figurer. Desperationen trænger sig på hos de ensomme typer, der endda kan finde på at drømme om den fatale selvmordsbombe i metroen, så folk kan blive forenet i blod og kød. I ”Vågen” kommer svaret på denne afsondrethed med et udtalt fokus på kroppens åbninger, da mennesker netop forbindes, når de springer læk.

Beslægtede forfatterskaber

Harald Voetmann tilhører en generation af forfattere, som gik på Forfatterskolen i slutningen af halvfemserne og debuterede omkring årtusindskiftet. Blandt de mest fremtrædende blandt disse er Lars Frost, der ligesom Harald Voetmann (især i forfatterskabets begyndelse) har skabt en fabulerende prosa, hvis udgangspunkt og rum kan være svært at bestemme. Det samme gælder en anden af generationens repræsentanter, Rene Jean Jensen, der i sine tekster skaber en syret poetisk prosa, som også placerer sig uden for et for læseren veldefineret rum.

Denne generation stiller sig på skuldrene af den danske modernistiske tradition fra anden halvdel af det 20. århundrede. Harald Voetmanns værk er beslægtet med et forfatterskab som Preben Major Sørensens, hvis eksperimenterende kortprosaform har haft betydning for hele Voetmanns generation. Desuden har Major Sørensen ligesom Voetmann en forkærlighed for det groteske, og bornerte læsere kan godt blive forskrækkede over forfatternes fokus på de mindre yndige sider af det kropslige. Harald Voetmann dedikerer da også novellen ”Genriatricen” til Preben Major Sørensen i ”En alt andet end proper tilstand”.

Kropsligheden udvikler sig ind i mellem hos både Voetmann og Major Sørensen til decideret splatter, hvor figurerne svælger i blod og andre kropsudgydelser. Her spøger den kontroversielle franske forfatter Marquis de Sade, som i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet satte Frankrig på den anden ende med sine perverterede værker, som i samtiden (og stadig) blev anset for pornografiske, amoralske og i det hele taget uden for enhver pædagogisk rækkevidde. Det er Sade, der har lagt navn til begrebet ”sadisme”.

Men mens Marquis'en var en radikal frihedsfilosof, som satte frihedsbegreberne på spidsen, er Voetmanns indholdsmæssige projekt mere stilfærdigt: Han søger nærmere at undersøge menneskelig samhørighed, følelsesmæssig afsondrethed og menneskets mørke sider, nærmere end at skandalisere verden omkring sig.

Relaterede forfattere