”Catul har store armbevægelser og løse håndled. Han elsker diminutiver: lille dit og lille dat. Den lille kyssemund, det lille grædeøje. Ligesom H.C. Andersen elsker han at erklære alt det yndige og dejlige for værende yndigt og dejligt. Men når det bliver mørkt hos Catul, bliver det til gengæld virkelig mørkt.”
”Catul”, forord, s. 1.
Voetmann inddeler forordet i små afsnit med overskrifterne Digteren, Forelskelsen, Rejsen, Dødsfaldet, Svinere og forbandelser, Metrum og Overlevering. Forelskelsen, som refererer til Catuls forelskelse i en kvinde, han kalder for Lesbia, har i høj grad præget hans digte.
Catul er mest kendt for disse had- og kærlighedsdigte om Lesbia, men de er faktisk kun en mindre del af hans samlede forfatterskab. Voetmann fremhæver tabet som et centralt tema i Catuls samlede værk: ”den tabte elskede, den tabte bror, længslen efter de forsvundne venner, en død spurv…” Tab, længsel, afskæring, savn og forvandling gennem tabet gennemstrømmer således Catuls digte.
Mange af Catuls digte centrerer sig også om døden: ”Sole synker, og snart er de tilbage/ men vort lys er kun kort, og når de slukkes/ får vi én evig nat, nat kun til søvnen”.
Der optræder elleve forskellige versemål hos Catul, som Voetmann har forsøgt at oversætte til dansk. Da de antikke metre imidlertid har været svære at oversætte, har Voetmann bl.a. valgt at indføre ekstra linjebrud for at gøre det nemmere at fange rytmen.
Catuls digte var en stor inspiration for den senere romerske poesi, f.eks. for digtere som Vergil og Horats, indtil digtene næsten forsvandt i glemslen. Et udvalg af Catuls digte blev oversat til dansk af Axel Juel i 1937 og af Otto Gelsted, hvis ufærdige oversættelse blev udgivet posthumt i 1997.
Harald Voetmann
Harald Voetmanns forfatterskab er befolket af grotesk kropslighed og mærkelige eksistenser og er en undersøgelse af det rationelle og det dyriske, det sårbare og det grusomme. En grundpræmis i forf...
Læs hele forfatterportrættet
