”Jeg sidder i metroen og drømmer om, at vi alle sammen kunne blive sprængt i luften, så kunne vi alle sammen være rigtigt sammen, tæt sammen, helt sammen, ikke bare undervejs sammen.”
”En alt andet end proper tilstand”, s. 62.
Sådan er det også i den (tilsyneladende) selvbiografiske ”Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)”, hvor en jeg-fortæller med samme navn som forfatteren ser tilbage på en ungdom, hvor han som den eneste kunne se sit eget potentiale i sit uvaskede ydre, som han er holdt op med at vaske efter moderens død. Sådan gennemgår novellen forskellige former for isolation: F.eks. gennemgås et forsøg, hvor man avler en minkhvalp i en rugekasse og erfarer, at den instinktivt piber af savn efter moderen på trods af, at hun ikke eksisterer.
I den pludrende tekst, hvor ”tricket må være ikke at huske alt for meget, alt for grundigt” (side 48), tematiseres også den tidslige afstand, man som tilbageskuende fortæller/forfatter må slå sig til tåls med: erindringens begrænsede evne til at gengive det skete korrekt.
Afslutningsvist udstilles fortællerens desperate ønske om kontakt i en fantasi om at blive udsat for bombeterror i metroen for på den måde at overskride grænsen mellem sig selv og de andre. I eksplosionens ødelæggelse vil de isolerede kroppe blive forenet, og alle vil, grimme som smukke, kunne forenes i blodig samhørighed.
”En alt andet end proper tilstand” er en refleksion over isolationen, hvor de ensomme figurer desperat søger kontakt til en sådan grad, at terrorbomben bliver et ønske.
Harald Voetmann
Harald Voetmanns forfatterskab er befolket af grotesk kropslighed og mærkelige eksistenser og er en undersøgelse af det rationelle og det dyriske, det sårbare og det grusomme. En grundpræmis i forf...
Læs hele forfatterportrættet
