Amalie Langballe

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2026
Madeleine Saunte
cand.mag., august 2025

Hovedforfatter

Stine Hamann Pedersen
cand.mag., december 2019

Både i sine klummer og kronikker og i sit forfatterskab bruger den journalistuddannede Amalie Langballe sig selv og sin personlige historie til at undersøge seksualitet, magt, begær, relationer og grænser. Hun debuterede i 2019 med “forsvindingsnumre”, en sorgroman om en datters forsøg på at finde hoved og hale i sig selv og livet efter sin mors død. Den næste roman, “elskende” fra 2025, foregår på et bordel i middelalderen og syder af kropsvæsker og lugte.

Baggrund

Amalie Langballe er opvokset i den lille by Stenstrup på Fyn. I 2002, da hun var 10 år, fik hendes mor konstateret knoglemarvskræft, som hun døde af i 2016, fjorten år senere. I 2017 blev Amalie Langballe færdiguddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har siden arbejdet som freelancejournalist for en lang række aviser og magasiner. Indimellem har hendes klummer og kronikker tiltrukket stor opmærksomhed, når hun har skrevet bramfrit og personligt om så forskellige emner som frivillig barnløshed og sterilisation, sex vs. overgreb og sorgen over at miste sin mor til kræft.

”Mor døde den sidste sommerdag sidste år, men langt ind i efteråret blev vejret ved med at være varmt, og folk sejlede rundt på kanalerne i lejede motorbåde og skænkede lyserød rosévin op […] overalt var folk glade og forelskede, og de elskede deres by, og nogle af dem elskede også hinanden. Det var slet ikke et vejr at have en død mor i.”

”forsvindingsnumre”, s. 20.

I 2017 skrev hun for eksempel en klumme om en ubehagelig seksuel oplevelse, hvor hun diskuterede sin egen rolle og eventuelle skyld i det, der kunne have udviklet sig til en regulær voldtægt: ”Når det #aldrigerminskyld, men jeg føler mig medskyldig, hvad skal jeg så kalde de tæsk, jeg fik en nat i november? Dårlig sex? Et overfald? Et voldtægtsforsøg? Intet virker rigtigt.” [1]. Klummen resulterede i, at Amalie Langballe blev kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof, der ville have hende til at skrive en bog. På den opfordring påbegyndte hun ”forsvindingsnumre”, der i flere henseender kan beskrives som autofiktiv, og hvor savnet efter den afdøde mor løber som den samlende, røde tråd.

Foto: Philip Peng Rosenthal

Født
30. maj 1992, Roskilde.
Uddannelse
Journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, 2017.
Debut
forsvindingsnumre. Lindhardt og Ringhof, 2019. Roman.
Litteraturpriser
Bogforums Debutantpris, 2019. Politikens Litteraturpris, 2026.
Seneste udgivelse
Nye dyder : samtaler med Bibelen. Bibelselskabets Forlag, 2026. Erindringer.

Amalie Langballe modtog Bogforums Debutantpris for bogen i 2019, men var selv i tvivl om, det var den vej hun ville gå: ”Min forlægger siger, jeg skal holde min kæft om det her. Men jeg er ret ambivalent omkring at udgive en roman igen. Jeg vil gerne skrive en lang non-fiktion bog, der ikke har noget med mig at gøre.” [2]. Hendes næste bog blev ikke en roman, men samtalebogen ”Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos” fra 2021.

I 2025 var Amalie Langballe romanaktuel igen. “elskende” handler om en adelskvinde, der i middelalderens København bliver sendt væk fra hoffet af sin mand til et bordel som en slags straf, fordi hun ikke har givet ham børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Amalie Langballe i interview med Forfatterweb om sin prisbelønnede bordelroman "elskende". Marts 2026.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ublu og nærgående beskrivelser af sex, krop og sygdom er emner, der fylder meget i Amalie Langballes forfatterskab såvel som i hendes personlige klummer og kronikker. De mange sammenfald mellem netop Amalie Langballes klumme-jeg og ”forsvindingsnumres” hovedperson Agnes’ liv og levned har fået flere anmeldere til at placere ”forsvindingsnumre” i den litterære kasse, der går under titlen autofiktion.

Hendes bøger trækker også en tråd til den magiske realisme. En genre, der er karakteriseret ved, at noget fantastisk eller magisk på den mest naturlige måde indgår i en ellers realistisk funderet handling. I ”forsvindingsnumre” er dette træk fremtrædende i sidste tredjedel af bogen, da Agnes opsøges af den uddøde fugleart gejrfuglen, og hendes voodoodukke – en gave fra veninden Vibe – vil have hende til at følge den. Disse magisk realistiske indslag tilføjer et mytologisk element til Amalie Langballes ellers illusionsløse betragtninger over sygdom og død samt tvivlsomme forsøg på eskapisme gennem sex.

”elskende” er skrevet som en feberhed fantasi, af en fortæller, der lægger ud med at erklære sin egen utroværdighed: “Min historie kommer ikke til at give mening. Uanset hvordan jeg anstrenger min erindring, glider noget mig af hænde, og andet kan jeg ikke få placeret. (…) Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden. En tråd af virkelighed har muligvis lagt sig oven på en tråd af drøm, og selv i optrevlingen kan den ene tråd ikke skelnes fra den anden. Så meget vil jeg gerne gøre klart, inden jeg fortsætter: jeg kan ikke få delene til at passe sammen, jeg kan ikke afstemme regnskabsbøgerne, i labyrintens centrum er der tomt.” (side 7).

Hvor ”forsvindingsnumre” flakker ungdommeligt rundt i verden i en mere eller mindre realistisk samtid, er ”elskende” forankret i et København i en fjern fortid og fortælles fra en voksen kvindes perspektiv. Kvindeliv og det ulige magtforhold mellem kvinder og mænd er et gennemgående tema i ”elskende”.

Et andet træk er den konstante opmærksomhed rettet mod transaktioner og økonomi. Bogen undersøger naturen i den udveksling, der finder sted i horehuset, og hvad den kan vise os af sandheder i det hele taget, i kapitalismen og den patriarkalske samfundsorden, vi lever i.

Beslægtede forfatterskaber

Sorg er et klassisk emne i litteraturen: i tragedien, elegien og i requiemmet. Tabserfaringer er universelle, men samtidig ensomme, og litteraturen egner sig derfor godt som sted, hvor man kan finde trøst og fællesskab på tværs af tid og rum i andres tekster om det, man selv står midt i.

En oplagt parallel til Amalie Langballes sorgroman ”forsvindingsnumre”, er Vilma Sandnes Johanssons autofiktive debutroman fra 2022, ”Tænk ikke på mig”. Den handler også om at have en kræftsyg mor, om morens kræftforløb og død, og om at forsøge at leve sit eget ungdomsliv på trods af og sideløbende med sygdommen, sorgen og tabet. Med romanen ”elskende” opstår en interessant forbindelse til forfatterkollegaen Harald Voetmann. Harald Voetmann er optaget af kroppen, dens liderlighed, dens væsker og åbninger og potentielle ækelhed.

En stor del af Voetmanns forfatterskab kredser desuden om historiske tider, fra Antikken og Renæssancen til Middelalderen. I digtsamlingen ”Hetærebreve” fra 2022 følger man en prostitueret i oldtidens Grækenland. Hun er ikke et undertrykt sexobjekt men en magtfuld figur, som begæres, og som aldrig helt kan beherskes. Digtet viser, at prostitutionen og måske mere generelt kapitalismen og patriarkatet er i stand til at skabe et univers, hvor det begærede objekt har magt til – som en anden parasit – at suge alt liv ud af sine omgivelser, naturen, kroppen og kærligheden.

Et andet litterært slægtskab kan findes hos Asta Olivia Nordenhof. Både i den måde, de begge bruger af sig selv og deres personlige historie i deres tekster, og fordi også hun er optaget af at skildre krop og sex på en måde, der er langt fra både de glittede blade og pornografien, og af at undersøge forholdet mellem begær, køn, og kapitalisme. I ”Djævlebogen” fra 2023 følger man blandt andet fortælleren Olivia, der tænker tilbage på dengang, hun var prostitueret. Hun reflekterer over, at det netop var pengene, der opretholdt hendes værdighed og holdt ydmygelsen på afstand. Hun forholder sig åbent og nysgerrigt undersøgende til gråzonerne mellem kærlighed og sex på den ene side, og økonomi og transaktion på den anden.