”Mændenes hud: svedig og rødmende, nogle gange svulmende og afskallet. Under akten ofte glatte som våde kartofler. Sved fra deres pander kunne dryppe ned i mine øjne og få dem til at svie. Andre gange, for det meste, en insisteren på at blive redet til udløsning, mine hofter frem og tilbage som i en krampe, til at blive åndssvag af. Til sidst også betragtelige smerter i lænden.”
”elskende”, s. 73.
I huset får hun nys om en kærlighedshistorie, som binder horehuset og kongehuset sammen. Det er både noget, der har fundet sted i nogle af karakterernes tidlige ungdom og som optrevles i tilbageblik, og noget, som lever videre i fortællingens nu som en hemmelig plan og et komplot.
Romanen veksler mellem disse to spor: På den ene side jeg-fortællerens dagligdag i horehuset, med meget eksplicitte scener og beskrivelser af både kvindernes og de besøgende mænds kroppe, lugter og væsker, og på den anden side kærlighedshistorien, der langsomt foldes ud.
Stilen er manieret og poserende, med hyppig brug af effekter som kursiveringer, parenteser og luftige sider. Sådan lyder det eksempelvis på side 8: ”Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund).”
Amalie Langballe
Både i sine klummer og kronikker og i sit forfatterskab bruger den journalistuddannede Amalie Langballe sig selv og sin personlige historie til at undersøge seksualitet, magt, begær, relationer og ...
Læs hele forfatterportrættet
