”Hun åbner bryggersdøren på vid gab. – God jul, Elo. Elo går. Gennem døren, der adskiller inde og ude. - Hvad med i morgen? Jeg har julegaver til jer. Stemmen er en hvisken. Grå snefnug styrter ned fra himlen. Ned i hans hår.”
”Et mærkeligt skib”, s. 51.
Elo er alene, i skolen og derhjemme. Han higer efter kontakt med andre og i særdeleshed voksne. Da en ny familie flytter ind i kvarteret, finder Elo hos dem den varme og basale omsorg, som alle mennesker har brug for. Den ældste dreng i familien, Rune, er på alder med Elo, og de to opbygger en form for venskab. Men den i familien, som Elo virkelig ønsker at være sammen med og blive accepteret af, er moren, Susanne. Hun er interesseret og ser en masse kvaliteter i de ting, Elo kan, gør og siger. Hun anerkender ham ganske enkelte for at være den, han er.
Malte er Runes lillebror, og han kommer indirekte til at spille en vigtig rolle i historien. Han har lavet et skib til Susanne, og det skib sætter noget i gang i Elo. Skibet er kluntet og ikke særlig kønt, men Susanne elsker Maltes skib og har det stående fremme. Elo kan ikke forstå hvorfor, og han laver – med sløjdlæreren Vagns hjælp – et andet skib til Susanne. Et skib der udseendemæssigt langt overgår Maltes. Da skibet er færdigt, og Elo giver det til Susanne, skuffes hans forventninger. Hun er overrasket og glad for skibet, men hun holder ikke op med at elske hverken Malte eller hans skib af den grund. Fordi Elo ikke kender de sociale spilleregler, kommer han gang på gang til at overskride familiens grænser, f.eks. forstår han ikke, at han ikke altid er velkommen, og at familien kan have brug for at være sig selv uden Elo. Efter en direkte afvisning fra Susannes side bryder Elo ind i huset. Han stjæler sit skib tilbage og raserer Maltes værelse. Derefter flygter han ud i kulden og søsætter skibet.
Et væsentligt tema i historien er mangel på omsorg, og hvad det kan betyde for et menneske ikke at blive set. Elo formår ikke at indgå i samvær med andre, fordi han ikke kender forskel på for meget og på for lidt. Han tror f.eks., at hvis han bare kommer nok i den nye families hjem, så ender det med, at han bliver en del af hjemmet og af familien. Desværre bliver resultatet det modsatte.
Anita Krumbach
Anita Krumbach skriver bøger, så man kan mærke det. Hendes karakterer kryber ind under huden og bliver i læserens bevidsthed, længe efter bogen er lukket. Det er langt fra behagelig læsning. Der er...
Læs hele forfatterportrættet