Anita Krumbach

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2024
Charlotte Hitzner
cand.theol., februar 2019

Hovedforfatter

Charlotte Hitzner
cand.theol., 2011

Anita Krumbach skriver bøger, så man kan mærke det. Hendes karakterer kryber ind under huden og bliver i læserens bevidsthed, længe efter bogen er lukket. Det er langt fra behagelig læsning. Der er uhygge, men ingen hygge. Der er sorg, men mangel på omsorg. Og der er børn, der føler et lammende savn, som skinner så voldsomt igennem teksten, at læseren kan mærke det på sin egen krop.

Baggrund

Anita Krumbach begyndte på N. Zahles Seminarium i 1991 for at uddanne sig til folkeskolelærer og blev i 1996 færdig med linjefagene dansk og billedkunst. Begge disse fag har senere præget hendes videre karriere dels som forfatter, dels som illustrator.

”Elo lister ned ad trappen på bare fødder. Sofaen er glat og kølig, og i fordybningen ved en knap ligger krummer. Han kan nummeret udenad. – Hallo? Stemmen er ulden af søvn. – Er det dig, Elo? Han hører hendes åndedræt. Uregelmæssige pust. – Du vækker de små, når du ringer så sent. Du skal lade være. Han lægger røret i sofaen. – Du skal lade være, hører du? Stemmen er lille og metallisk. Så lægger hun på.”

”Et mærkeligt skib”, s. 9-10.

Hun påbegyndte uddannelsen som illustrator ved Danmarks Designskole, og i 2001 debuterede hun som illustrator på Jens Kovsteds billedbog ”Det store slæderæs”.

Foto: Anne Mie Dreves

Født
18. august 1967.
Uddannelse
Uddannet som lærer ved N. Zahles seminarium, 1996, Illustrator fra Institut for Visuel Kommunikation ved Danmarks Designskole, 2002, Forfatterskolen for Børnelitteratur, 2008.
Debut
Natdyr. Gyldendal, 2008.
Litteraturpriser
Kulturministeriets børnebogspris for romanen Et mærkeligt skib, 2009.
Seneste udgivelse
Vildsvin. Dansklærerforeningen, 2024.
Inspiration
Anita Krumbach er blandt andre inspireret af forfatterneChristina HesselholdtogSimon Fruelund.

I en årrække arbejdede Anita Krumbach som illustrator, men som hun selv fortæller, blev den karriere ikke helt, som hun havde håbet: ”Ja, jeg brugte jo faktisk fem år på at uddanne mig til illustrator, men da jeg så kom rigtigt i gang opdagede jeg, at jeg var enormt langsom til at tegne. Mange af mine kolleger kunne nå rigtig mange bøger på den tid, det tog mig at lave en. Det betød også, at jeg tjente alt for få penge på det. Samtidig er det også som om, at det jeg godt kan lide at lave rent visuelt ikke rigtig passer ind. Der er ingen forlag, der vil have det. Så det, jeg har illustreret, er ikke sådan rigtig den stil, jeg gerne vil arbejde i, og det har også gjort, at jeg ikke er helt tilfreds med nogle af mine billedbøger. Mit afgangsprojekt fra skolen derimod, er jeg meget stolt af, men det er der ikke rigtig nogen forlag, der synes om…” [2].

Som en konsekvens af dette, og fordi en kollega opfordrede hende, søgte hun i 2006 ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur og blev optaget. Forløbet på skolen blev et vendepunkt for Anita Krumbach, der trivedes med de mange deadlines og de tvungne møder med forskellige genrer, som hun ellers ikke ville have beskæftiget sig med. Et eksempel på dette er hendes debut, ”Natdyr” fra 2008, der blev til på Forfatterskolen som en indbyrdes konkurrence mellem eleverne. Alle på årgangen skrev et bidrag til Gyldendal Uddannelse, der skulle bruge en læse-let spændingsbog henvendt til drenge.

I 2009 udkom ”Et mærkeligt skib”, der modtog Kulturministeriets børnebogspris. Historien om den forsømte dreng Elo kalder Krumbach selv for “En slags litterær broccoli, som ikke umiddelbart smager godt.” [2].

Anita Krumbach er bosiddende på Østerbro i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ensomhed spiller en markant rolle i Anita Krumbachs foreløbige forfatterskab. HBegge hendes bøger ”Natdyr” og ”Et mærkeligt skib” skildrer for eksempel drenge, der er alene, enten fordi de skiller sig ud som Jim, eller fordi de ikke har lært, hvordan man elsker og bliver elsket, ligesom Elo. De oplever en form for omsorgssvigt, der er svær at opdage, fordi de rent praktisk ikke mangler noget.

Anita Kraumbach fortæller: “Det hele ser så rigtigt ud på overfladen, men det betyder ikke, at et barn føler sig elsket. Mange børn føler sig ikke mødt af de voksne. Sådan er det hos Elo. Hans far sørger for, at han laver sine lektier og spiser sin aftensmad. Faren føler derfor, han har gjort sin pligt som forælder, men han ser ikke sin søns følelsesmæssige behov.” [1]. Både Jim og Elo er enspændere, men de ønsker at høre til, at være en del af de liv alle andre lever. For Elo gælder det, at hans længsel driver ham ud i en situation, han ikke kan kontrollere, og som ligeså godt kunne ende tragisk.

Et andet hovedtema i forfatterskabet er tab. Det gælder Aksel i ”Røv og gulvsand” og Elo i ”Et mærkeligt skib”, hvis mødre begge har efterladt dem hos fædre, der er ude af stand til at tage sig af dem, og det gælder for Solvej i ”Hvis Cilla kunne se mig nu” og Jim i ”Natdyr”, der har begge mistet en søster og en mor.deres mødre, Elos er rejst og Jims er død, og Fælles for dem alle er, at de oplever et tomrum i deres liv, og at dette tomrumtomrummet i drengene dominerer fortællingerne. I ”Et mærkeligt skib” er det meget tydeligt, at Elo prøver at finde en erstatning for den fraværende mor, mens Jim i ”Natdyr” mangler at bearbejde sin sorg over moderens død.

Det at miste spiller en vigtig rolle i forhold til selve skriveprocessen for Anita Krumbach, der benytter tabet til at komme i følelsesmæssig kontakt med sine karakterer: *”*Tabet er et grundvilkår i mine historier, tror jeg. Hvis ikke jeg selv bliver følelsesmæssigt berørt af det jeg skriver, tror jeg ikke jeg kunne vedblive at interessere mig for mine karakterer. Hidtil har jeg skrevet temmelig triste bøger, men jeg håber med tiden at kunne forbinde det tragiske med det komiske. Det synes jeg er en stor bedrift at kunne. Der er masser af gode bøger om kernefamilier i parcelhuse med problemer i mindre målestok end dem i mine bøger, men det er bare ikke mig at skrive på den måde.” [2].

FSprogligt er det vanskeligt at sammenligne ”Et mærkeligt skib” og ”Natdyr”, da sidstnævnte er udgivet som en læs-let bog. Men fælles for Anita Krumbachs bøger er, at de begge beskriver indre følelsesmæssige tilstande så levende, at læseren oplever sammen med hovedpersonerne. Det er f.eks. let at genkende følelsen af, at kroppen kan ”trække sig sammen”, eller at man er så ked af det, at man ”forsvinder”. Og netop det at kunne genkende sig selv i det skrevne, at kunne identificere sig med karaktererne og det de føler og oplever, er noget Anita Krumbach forbinder med god litteratur ” …gode bøger [er] dem, hvor børn kan spejle sig og blive lidt klogere på sig selv!” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Selv siger Anita Krumbach, at inspirationen til Elo stammer fra et personligt møde med et forsømt barn: ”Jeg arbejdede engang på et fritidshjem, hvor der var denne her dreng, som tit blev hentet lidt for sent, og som havde for små gummistøvler på. Han havde mange kvaliteter, men ikke overskud til at udvikle sine evner, fordi han manglede omsorg […] Det var uendeligt trist. Det satte tanker i gang hos mig om alle de menneskelige ressourcer, der går til spilde hos børn, der vokser op under dårlige forhold.” [1].

I Anita Krumbachs skildring af sårede børn anes også spor til andre forfattere. Elo deler f.eks. mange karaktertræk med drengene fra Bjarne Reuters forfatterskab. Der er Sten fra ”Zappa”, der higer efter sine forældres opmærksomhed i en grad, så han bliver destruktiv. Blandt andet sørger han for, at moren bliver forbrændt af en højfjeldssol, og han bryder ind i farens hus sammen med sine venner. Der er Buster, der flagrer omkring, og både er en stakkel, men samtidig et meget rummeligt og elskeligt barn. Han bliver ukueligt ved og ved, selvom han ofte oplever afvisninger og nederlag. Og endelig er der ensomme Hodder, der har mistet sin mor, og savner sin natarbejdende far. Til forskel fra Krumbachs realistiske univers er historien om Hodder fyldt med fantastiske elementer, blandt andet får Hodder af en fe den mission at frelse verden. Men i virkeligheden skal Hodder frelse sig selv ved at bryde sin ensomhed og få en ven.

Fra forfatter og illustrator Dorte Karrebæk kan nævnes ”Pigen der var go’ til mange ting”, der handler om en pige, der må passe på sine forældre, fordi de hverken kan passe på deres barn eller sig selv. Hun mangler ligesom Elo følelsesmæssig omsorg og skynder sig som konsekvens at vokse op, så hun kan komme væk.