”Lidt efter læner jeg mig tilbage og ser til, mens damen skrubber mine fødder. Snavset under mine negle lirker hun ud med en pincet. Hun trykker shampoo ud af en plasticflaske, sæber mit hår ind og skyller skummet bort. Så skal jeg rejse mig, og hun sæber mig ind over det hele med en vaskeklud. Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for. Jeg savner i det hele taget ord, men dette er et nyt sted og kræver nye ord.”
”Omsorg”, s. 22.
Edna og John er et varmt, opmærksomt og lattermildt ægtepar, der har styr på tingene og besidder en rolig, virksom tilgang til deres dagligdag på den lille gård. Et ganske andet miljø, end pigen kender fra sine forældre, hvor pengene er små, faren drikfældig og løgnagtig, og moren konstant er gravid. Pigen får sit eget værelse på gården, men er forbeholden over for den nye tryghed. Parret giver pigen nyt tøj, lærer hende at læse og løbe hurtigt, og en dag, hvor hun følges hjem af en nabo, finder hun ud af, at gården gemmer på en tragisk hemmelighed. Da sommeren er gået, kører John og Edna pigen tilbage til hende familie, og nu er den ellers så sky og tavse pige blevet i stand til at udtrykke sine følelser og løber efter John og Edna, da de kører væk. Kortromanen ender med, at hun kalder John for far.
”Omsorg” er skrevet i jegperson og fra barnets synsvinkel. Den navnløse pige overhører voksensamtaler, som hun ikke altid forstår, og da faren kører gennem en række byer på vej til John og Edna, lærer vi hans dårlige sider at kende gennem de historier, der knytter sig til byerne. Senere opdager pigen efterladte børneting i John og Ednas hus, som læseren kan regne ud, hvad betyder, før pigen endelig får hemmeligheden om parrets sorg at vide fra den nysgerrige nabo. ”Omsorg” blev filmatiseret i 2022 som ”An Cailín Ciúin (The Quiet Girl)”.
Claire Keegan
Hos Claire Keegan er der sjældent et ord for meget. Den irske forfatter er ikke den mest produktive – og hendes bøger er ofte korte – men hvad hun mangler i kvantitet, råder hun bod på i kvalitet. ...
Læs hele forfatterportrættet