”Barnet så ud til at være uskadt. Det lå stille med lukkede øjne, det var alt. Da han gik ned i knæ, troede hunden, at han gjorde det for dens skyld. Bageren skubbede hårdhændet til det lille dyr, der sprang op ad ham og begejstret gav sig til at slikke ham. Ud af barnets øre piblede en lille smule blod.”
”Juni”, s. 111.
Fyrre år senere er det atter en varm junidag. Anna Kaan, der den dag mistede sin lille datter, er nu er en ældre dame, der ind imellem forskanser sig på gårdens høloft med en flaske æggelikør. Vi følger det femårige barnebarn Dieke, der som den eneste i familien undrer sig over, hvad det er for en sorg, der har fået hendes bedstemor til at trække sig tilbage fra familien. Som i ”Ovenpå er det stille” er vi ude på landet, hvor der ikke snakkes om tingene, og selvom Annas forskansning og sorg piner familien, så er det ikke noget, der tales om. Hendes mand noterer dog de lejlighedsvise tilbagetrækninger til høloftet ned i sit lille noteshæfte, hvor han også skriver, hvilke planter eller træer, der nu er døet ud på gården.
I modsætning til debutromanen, hvor vi hele tiden var inde i hovedet på Helmer, den ene tvilling, følger vi her alle tre generationer på den forfaldne gård i det nordlige Holland. Dagen skildres både af Anna, som ligger på høloftet, hendes femårige barnebarn Dieke, såvel som af hendes mand, tre sønner og svigerdatter. Vi følger også bageren, der dengang kørte den lille Hanne over og som her, fyrre år efter, endnu er plaget af den dag.
Det er det stille drama, der optager Bakker, og hvordan man på landet omgås det. De ting, man gør og siger, fortrænger og lever med, for ikke at tale om det døde barn.
Gerbrand Bakker
Det var lidt af en overraskelse, da Gerbrand Bakkers debutroman i 2010 slog etablerede forfattere som Marilynne Robinson og Joseph O´Neill af banen i kampen om verdens mest indbringende litteraturp...
Læs hele forfatterportrættet
