Gerbrand Bakker

Emneord:

Hovedforfatter

Bettina Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2012

Det var lidt af en overraskelse, da Gerbrand Bakkers debutroman i 2010 slog etablerede forfattere som Marilynne Robinson og Joseph O´Neill af banen i kampen om verdens mest indbringende litteraturpris, the International IMPAC Dublin Literary Award. Med ét blev den gartneruddannede Gerbrand Bakker et kendt navn i litteraturverdenen, og den stille og meget stemningsfulde ”Ovenpå er der stille” blev solgt til udgivelse i USA, England, Tyskland, Frankrig og mange andre lande.

Baggrund

Gerbrand Bakker har læst sprog og litteratur på universitetet i Amsterdam og har haft mange forskellige jobs, inden han blev forfatter. Blandt andet har han tekstet naturfilm. Han er også uddannet gartner, og de to professioner – gartneriet og forfatterskabet – supplerer med hans egne ord hinanden vældig godt: ”Om efteråret kan jeg gå og rive blade sammen i timevis ( ... ) Lyden er fantastisk, den giver dig mulighed for at få adgang til det ubevidste.” [1].

”Jeg har flyttet far ovenpå. Jeg anbragte ham i en stol, og derefter skilte jeg sengen ad. Han blev siddende i stolen som en nyfødt kalv, der endnu ikke er slikket ren; med et ukontrollabelt rullende hoved og øjne, der ikke kan fæstne sig til noget.”

”Ovenpå er der stille”, s. 7.

Foto: Klaas Koppe

Født
28. april 1962 i Wieringerwaard, Holland.
Uddannelse
Uddannet gartner i 2006.
Debut
Boven is het still. 2006.
Litteraturpriser
International IMPAC Dublin Literary Award, 2010.
Seneste udgivelse
Omvejen. Gyldendal, 2012. (De omweg. Cossee, 2010). Oversat af Birthe Lundsgaard.

Idéen til debutromanen ”Ovenpå er der stille” kom dog til Bakker, da han var ude at vandre på Korsika i 2002. Han fik en idé om at skrive om en søn, der gjorde noget grufuldt mod sin far. Bakker er selv vokset op på landet, og hans debutroman kom til at finde sted i et miljø, han selv kender helt inde under huden – det landlige Holland, hvor den ældste søn altid er bestemt til at overtage gården ved forældrenes død. Dette blev udgangspunktet for historien i Bakkers debutroman.

Før romanen ”Ovenpå er der stille” har Bakker fået udgivet en ungdomsroman og en etymologisk ordbog for børn. Han tjener nu nok penge til at være forfatter på fuld tid, men arbejder stadig som gartner, og om vinteren underviser han i skøjteløb.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er menneskers ensomhed, der interesserer Gerbrand Bakker, og som han selv udtrykker det i et interview med DRs P1, kan han bedst beskrive isolation ved at placere sine hovedpersoner i Udkantsholland, hvor landbruget er i forfald og tiden er løbet fra menneskene. Det er det miljø, han selv er vokset op i, og han har svært ved at forestille sig at skrive om folk i byen.

En fundamental ensomhed forfølger Bakkers hovedpersoner, selvom de er omgivet af familie. I ”Ovenpå er der stille” er det Helmer, der har oplevet det tætteste, man kommer på samhørighed med et andet menneske i forholdet til tvillingebroren Henk. Efter Henks død står Helmer helt alene, men selv inden broderens død var de to drenge gledet fra hinanden. I det fåmælte liv på landet har det aldrig været muligt for Helmer at give udtryk for sine skjulte længsler.

Længsler og afsavn omgiver Bakkers mennesker, måske længslen efter en anden mand, som vi ser det i ”Ovenpå er der stille”, eller længslen efter at blive set og forstået i sin sorg, som det er tilfældet for farmoren Anna i ”Juni”.

Forfaldet og den stille desperation i landsbysamfundet, bygningerne, der er ved at falde sammen om ørerne på personerne, og den larmende tavshed iblandet let radiostøj i landkøkkenerne fortæller om et miljø, hvor man ikke er optrænet til at være i kontakt med egne følelser og i hvert fald slet ikke er vant til at give udtryk for dem. Utilpassede og ensomme er Bakkers mennesker stort set alle sammen, mens de drømmer om at være et andet sted, leve et andet liv.

Beslægtede forfatterskaber

Med tonen og det fortættede sanselige sprog minder Bakkers romaner om danske Hans Otto Jørgensen, der også skriver om livet ude på landet. Begge føler sig tydeligvis så meget hjemme i naturen, at sansningen af naturen bliver en stor del af fortællingen om mennesker. Det er landbolivet i al sin ydmyghed, der fascinerer dem begge, men på trods af utilpassetheden, der kendetegner begge forfatteres hovedpersoner, er bøgerne samtidig en slags hyldest til en forgangen tid, og især til en natur, der er kælet for i detaljerne. En skade er ikke blot en skade, det er en ”gråskade”, en rovfugl er enten en musvåge eller en blå kærhøg, og blishønsenes skræppen er evigt tilstede.