Lars Frost

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2023

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, maj 2023

Eksperimenterende, legende, charmerende, udfordrende og stille og rolig skriver Lars Frost om litteratur, hverdag, venskab, kærlighed, ansvar og godt og skidt i mennesket og samfundet i det hele taget. Med ”Smukke biler efter krigen” fra 2004 ramte Lars Frost en tone, som gik rent ind hos publikum og kritikere. Efter tre romaner i Velfærdstrilogien og komedien ”Kongskilde NS 5100” fra 2013 er han nu aktuel med den festlige fantasi ”Havet” (2020), der i bedste skipperskrønetradition tager læseren med på havet og dybt ned i litteraturhistorien.

Baggrund

Lars Frost er født og opvokset i et københavnerhjem uden bøger og drømte som barn om at blive arkitekt og bygge store, olympiske tagkonstruktioner. Han gik i børnehave på Strødamsvej og i skole på Bryggervangens Skole, Sankt Joseph Søstrenes Skole og Niels Steensens Gymnasium, hvorfra han blev student i 1992. Herefter fulgte en periode med forskellige studier, jobs og mangel på jobs i forskellige byer. Han læste litteraturvidenskab på Odense Universitet, fik efter to år mulighed for at skifte til universitetet i Stockholm, hørte samtidigt om Forfatterskolen, kom ind og gik på skolen i fire år i perioden 1994 til 1998. Inden da nåede han også at arbejde som lærervikar et par år, være ekstrapost, gå arbejdsløs en periode, rejse til Spanien og lave tv i New York. Herefter – efter Forfatterskolen – levede han af arbejdslegater fra Statens Kunstfond og småjobs, samt hvad han nu har kunnet tjene ind på sine bøger. Han har blandt andet undervist på Forfatterskolen og Testrup Højskole.

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme. Det meste glemmer vi jo faktisk, og det er kun en smule, vi husker. Hvad er det for eksempel for nogle blomster de der? Ikke mælkebøtter eller blå lupiner. Det er en skam som regnvejr og gamle biler – jeg mener, at glemme den slags.”

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme”, s. 151.

Foto: Cato Lein

Født
Den 7. oktober 1973 på Østerbro i København.
Uddannelse
Forfatterskolen, 1994-1998.
Debut
Og så af sted til Wien, 2000. Noveller.
Priser
Bisballeprisen, 2004. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, 2005. Kritikerprisen, 2011. Beatriceprisen, 2013. Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, 2023.
Seneste udgivelse
De forenede. Gyldendal, 2022. Roman.
Inspiration
Leif Panduro lå i baghovedet under arbejdet med ”Skønvirke”.

Med romanen “Smukke biler efter krigen” fra 2004 blev han en kritikerdarling og var begejstret for de muligheder, der er for at skrive i Danmark: “Det er fedt at være ung forfatter i Danmark,” udtalte han til Politiken (2004-05-22).

Siden meldte en anden virkelighed sig. “Jeg tror, jeg altid har været deprim. Jeg har faktisk tænkt lidt over, om det bare er, fordi jeg har opdaget, at jeg personligt nok er længere end midtvejs i livet og absolut ingen succes har i kærlighedslivet og er blevet fyret to gange inden for de seneste par år fra de eneste nogenlunde fornuftige job, der findes i den branche, jeg færdes i, hvilket vil sige job i den såkaldte kreative skriveskoleverden”, sagde han – igen til Politiken – efter at romanen “Skønvirke” udkom i 2011.

Efter den såkaldte Velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” har Lars Frost udgivet komedien ”Kongskilde NS 5100” (2013) og den fantasifulde skipperskrøne ”Havet” i 2020.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lars Frost svarer på spørgsmål fra skoleelever om "Allermest undrer det mig at vi kan glemme", læst op af April Lauring. Opdiget onsdag, 2012.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Lars Frosts forfatterskab er i evig udveksling med verden og historien: Der citeres, refereres, parafraseres fra alle relevante kilder, fra litteraturens, kulturens, samfundets, verdens og forfatterens eget liv og historie.

Udviklingen i forfatterskabet går fra det hermetiske til det åbne. Og ganske paradoksalt, kunne man mene, samtidig fra det charmerende, legende, imødekommende og venlige til det sammenbidte, sure, ærgerlige for ikke at sige lodret rasende. Frost vender sig mod samfundet, og samfundet vender sig i Frost. Der er meget af det, han ikke kan ha'. Det er ikke alt som går an, synes han, men:

“Hvis nogen står frem i rampelyset, kommer det altid til at handle om ham eller hende. Folk kan sige de mest absurde ting, men det eneste, man taler om, er hans slips eller hendes frisure. Det er så tåbeligt, men hvis man råber op om, at samfundet er overfladisk, er reaktionen fra samfundet bare: Hvorfor er du så vred? Det handler ikke om, hvorvidt der er noget reelt i den vrede. Det handler ikke om, hvorvidt den kyniske tilgang til verden eller det selvhad, der kommer til udtryk i bøgerne, har nogen bund i virkeligheden.” [3]. Med ”Havet” har Lars Frost dog for en stund forladt det vrede perspektiv til fordel for en begejstret, ordfejrende fantasi.

Overfladedyrkelsen er forfatterskabets idiosynkrasi, energikilde og hovedtema, det er det, der varieres over mere og mere eksplicit i Velfærdstrilogien med selvbedrag og bedrag blandt borgere, borgerlige og antiborgerlige fra Anden Verdenskrig og frem som de dominerende subtemaer.

Det hverdagslige fylder meget med gåture, barture, rutiner, en optagethed af det, vi gør hver dag. Som fortælleren Pelle formulerer det i ”Og så af sted til Wien”: ”At skære en tomat med den uhåndterlige ovale form, at skære sådan én i stykker, eller at pille et æg eller et løg, at låse en dør op i første forsøg, at tage ur på. At tage ur på? En vidunderlig serie af præcise bevægelser. Små bitte bevægelser. Mirakuløse hver for sig. Mirakler af den slags, der former en hverdag” (s. 75). Denne nidkære registrering af små bitte bevægelser er et særkende ved forfatterskabet, der dog også hæver det idiosynkratiske blik og temperamentsfuldt diskuterer tager aktuelle emner, personer og debatter. Tonen i bøgerne er ofte hånlig og næsten arrogant, men det kontrasteres af en underspillet humor og et både skarpt og vittigt blik. Den slentren, der findes hos mange af karaktererne, findes også i sproget, der med stor mundtlighed kommer på afveje og nye tanker undervejs.

Beslægtede forfatterskaber

Ikke lang tid efter Lars Frosts debut “Og så af sted til Wien” udkom, opstillede Weekendavisens Lars Bukdahl et signalement af forfattergenerationen som var født efter 1970. Han fandt ti særtræk: 1. Sødme, charme, venlighed. 2. Rod, digression, pludder, ævl. 3. Pyntethed, udsøgthed, filigranagtighed (gerne i metaforer). 4. Ideer. 5. Spøjse påfund, kække koncepter, fikse ideer. 6. Genbrug af tressertricks som meta, system, konkretisme og almindelig selvbevidsthed. 7. Citat, intertext, pastiche, parodi. 8. Privateri, bekendelse, intimitet, (hverdags-)banalitet. 9. Politik, samfundskritik, teori, filosofi. 10. Kissemisseri. (Weekendavisen, 2000-12-29).

Meget af det passer stadig på Lars Frost. Men man kan godt stryge sødmen. Den er det så som så med. I hvert fald indtil ”Havet” (2020), der er direkte sødmefuld i sin kokette lovprisning af livet og litteraturen. Til gengæld er han ikke alene. Lidt af den vrede og skuffelse, han giver udtryk for mærkes i forskellig omfang og form hos en række af hans generationskolleger som Lars Skinnebach, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen, og den understreger båndet til foregående generationer.

Med forherligelsen af ødemarkslivet og mandefællesskabet i slutningen af “Skønvirke” er vi durk tilbage hos Aksel Sandemose, som også var så ærgerlig over selvstændige madammer og snadren i andedammen, at han drømte om forløsningen i de store skove i Canada og gerne satte det op med et mord og en fabuleren som udartede sig i tungetale, syner og bevidsthedsstrømme.

I det hele taget har krimien og den seriøse litteratur kørt et tæt parløb. Steen Steensen Blicher tilskrives det første genreværk, “Præsten fra Vejlby”, og de fleste tungere forfatterskaber herefter rummer et mord eller to.

Som afsæt for et salonstudie af borgerskab og middelklasse er “Skønvirke” i sekvenser en ren Leif Panduro – og når Frost i interviews leger med tanken om at skrive en tv-serie kan man med netop Panduro in mente kun håbe, det bliver ført ud i livet.