Aksel Sandemose

Emneord:

Senest opdateret

Anna Møller
cand.mag., december 2025

Hovedforfatter

Anna Møller
cand.mag., 2017

Dansk norske Aksel Sandemose er internationalt kendt som Jantelovens far. Samfundets uskrevne regler om, hvordan individet bør opføre og indordne sig, blev introduceret i gennembruds og nøgleromanen ”En flygtning krydser sit spor” fra 1933 og siden hen bearbejdet i utallige bøger. Forfatteren skrev især om sindets irrationelle sider og om undertrykkende sociologiske faktorer, og hans liv og digtning blev stadigt tættere forbundet. Således var debutens farverige og mytiske røverhistorier påvirket af hans tid som sømand, og byen Jante bygger delvist på Aksel Sandemoses opvækst i Nykøbing Mors og mødet med den småborgerlige provinsmentalitet.

Baggrund

Aksel Sandemose blev født d. 19. marts 1899 i Nykøbing Mors og var næstyngst i en arbejderfamilies børneflok på otte. Hans mor, Amalie Jakobsdatter, var norsk og opvokset i nærheden af Sandermosen, mens faren, smed Jørgen Nielsen, var dansk. Forældrene døbte ham Axel Nielsen, som han – for at understrege sit norske ophav – i 1921 ændrede til Aksel Sandemose.

”Dette er Janteloven:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.”

“En flygtning krydser sit spor”, s. 6.

Efter folkeskolen kom Aksel Sandemose i gartnerlære, men skiftede hurtigt retning og tog i stedet eksamen som vinterlærer og derefter arbejde som hjælpelærer og vikar på skoler. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand og – efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert – i tømmerhuggerlejr i en skov i Newfoundland. Hjemvendt til Danmark arbejdede han desuden som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder efter uden succes at have fulgt et studenterkursus.

Foto: Ritzau Scanpix

Født
19. marts 1899 i Nykøbing Mors.
Død
6. august 1965 i København.
Uddannelse
Eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium i 1915. Virkede som hjælpelærer/vikar i Nykøbing i 1916 og i samme funktion i Glyngøre i 1917. Han opgav sine studier på Døckers Studenterkursus i 1920 og blev aldrig student.
Debut
Fortællinger fra Labrador. Gyldendal, 1923. Noveller.
Priser
Doblougprisen, 1959. Gyldendals legat, 1948. Carl Møllers Legat, 1927.
Seneste udgivelse
Epistler og moralske tanker. Schønberg, 1973. Artikeludvalg fra ugebladet Aktuell.
Inspiration
Johannes V. Jensen.

I 1921 blev han gift med kæresten Dagmar Ditlevsen, senere fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva, og Aksel Sandemose kæmpede undervejs med at få forlagene til at antage hans tekster.

I 1923 debuterede han endelig med samlingen ”Fortællinger fra Labrador”. Bogen var en række noveller med sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ensomme ulve i hovedrollerne, og i de følgende ti år udgav Aksel Sandemose bøger på forskellige forlag. Det småborgerlige Jante-miljø i romanen ”En flyktning krysser sitt spor” fra 1933 (”En flygtning krydser sit spor”, 1938) bygger i høj grad på erfaringerne fra hans opvækst ved Limfjorden.

Efter at have emigreret til Norge i 1930 grundet bl.a. gæld til forlag måtte Aksel Sandemose i 1941 flygte alene til eksil i Sverige, da han – omend ikke aktivt, men gennem venskaber – havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar Ditlevsen var allerede tyndslidt, og i Sverige levede han med elskerinden Karin Lange, som han fik sønnen Stephan med. I 1945 giftede han sig på ny med kæresten Eva Borgen og vendte tilbage til Norge, hvor han havde fået statsborgerskab under krigen. Eva Borgen og Aksel Sandemose slog sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik tvillingerne Jørgen og Espen, men sønnen Espen døde allerede i 1955 og Eva Borgen af kræft i 1959. I 1962 giftede Aksel Sandemose sig med den danske skuespiller Hanne Holbek.

Efter at have udgivet over 20 bøger, en erindringsbog og et utal af essays og artikler i bl.a. Arbejderbladet, Dagbladet, Aktuell og Tidens Tegn blev forfatteren i 1963 nomineret til en Nobelpris i Litteratur, og han oplevede en form for forsoning med sin hjemstavn Nykøbing Mors i starten af 1965, da han indvilligede i at deltage i et oplæsningsarrangement med 600 lokale publikummer. Aksel Sandemose døde et halvt år efter på Rigshospitalet i København og er begravet i Oslo.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I artiklen ”Bokliste med kommentar”, der optrådte i Aksel Sandemoses selvudgivede enmandsmagasin Årstidene (1955), opridsede forfatteren to hovedlinjer i sine udgivelser. Den ene springer ud i debutens mytiske univers og fortsætter i bl.a. ”Ross Dane” (1928), ”September” (1939) og ”En palmegrønn øy” (1950). Det er alle bøger, hvor mændene er stærke og krigeriske, naturen er hård, viljestærk og ubarmhjertig, og kærligheden er livsfarlig.

Den anden hovedlinje går fra bogen ”Storme ved jævndøgn” (1924), der indeholder to små romaner. Individualisten Aksel Sandemose var langt mere tilfreds med disse historier, der handler om den kriselignende tid før en ny begyndelse – og om overgangen til voksenlivet. Med andre ord er det jeget, der er i centrum, og frigørelsesprocesser, selvransagelse og samfundsanalyse og -kritik er en naturlig del af den fortælling.

Fælles for de to spor er den kraftige påvirkning fra psykologien. I ”Fortællinger fra Labrador” er naturen personificeret og afspejler de kampe, der sker inde i menneskene. Kampene er voldsomme og tyder på oprørte menneskesind, der er alt andet end statiske størrelser. I ”En flygtning krydser sit spor” er det selve analysen af de kampe, læseren møder, og en morders personlige motivforskning, der er udgangspunktet. Morderen Espen Arnakke leder efter svar på, hvorfor han har kunnet slå et menneske ihjel, og han finder svarene i barndommens og ungdommens fornedrelse.

Et andet fællestræk for de to spor i Aksel Sandemoses forfatterskab er sammenblandingen af det selvbiografiske stof og det fiktive. Fra og med ”En sømand går i land” (1931), der især i sin begyndelse er selvbiografisk, bærer Aksel Sandemoses udgivelser stadig mere præg af hans eget liv og bliver også mere udtryksfulde og eksperimenterende. I 1936 udkom den fabulerende og ekspressive ”Vi pynter os med horn”, der er præget af den modernistiske fortælleteknik stream of consciousness, hvor Guldhesten – som en af flere fortællere – rabler med ubehersket vildskab om sit sømandsliv i én lang strøm. Det personligt udtryksfulde ses også i de senere bøger, der tager direkte afsæt i Aksel Sandemoses eget liv. ”Murene omkring Jeriko” (1960) er en mindebog, der bygger på oplevelserne med sønnen Espens død i 1955 og konen Eva Borgens død i 1959, og i ”Felicias Bryllup” (1961) flettes essays og fortælling sammen.

Aksel Sandemose eksperimenterede gennem hele sit forfatterskab med især form og kronologi. Han var rejsende hjemstavnsdigter med udlængsel, og han skrev om karakterer, der mentalt set befandt sig på åbent hav og midt i orkanens øje.

Beslægtede forfatterskaber

Nobelpristageren i Litteratur fra 1944, Johannes V. Jensen, havde altafgørende betydning for Aksel Sandemoses forfatterskab, og de to deler også visse kendetegn, deriblandt at begge havde rejsen og udlængsel som et gennemgående motiv. Deres forfatterskaber udsprang i ungdommeligt vilde og splittelsesfokuserede skriverier. Skriverier, der senere blev delvist afskrevet af forfatterne selv.

I den essayistiske artikel ”Bokliste med kommentar” (1955) skriver Aksel Sandemose om, da han genså det Newfoundland, han havde brugt som inspirationskilde i sin debutbog. Stedet levede på ingen vis op til det drabelige billede, han havde tegnet i sine fortællinger, og han var skuffet over sin egen mangel på realisme. I forordet til 1955-udgaven af ”En flygtning krydser sit spor” lægger Aksel Sandemose yderligere afstand til den første udgave af gennembrudsbogen og kalder den for et stykke ”arkæologi”. Johannes V. Jensen gik længere i sin selvkritik. Sine to første romaner, ”Danskere” (1896) og ”Einar Elkjær” (1898), så han gerne slettet fra sit forfatterskab. De to bøger havde unge og søgende mænd i hovedrollerne, og de var præget af indre splittelse, dekadence og selvoptagethed. Ligesom Aksel Sandemose skrev også mentoren Johannes V. Jensen om sin hjemstavn – dog mindre besk i tonen. Hans mange himmerlandshistorier er genremæssigt vidt forskellige, men alle tager de udgangspunkt i forfatterens ophav, der bliver genstand for belysning af bl.a. sociale strukturer, og mange benytter en mundtlig form.

I Aksel Sandemoses egen tid kaldte også forfattere som Jeppe Aakjær (1866-1930) og Johan Skjoldborg (1861-1936) sig for hjemstavnsdigtere, og de beskæftigede sig i højere grad med det alment menneskelige ved deres hjemstavn – frem for det særlige ved deres egn. Det samme gjorde Aksel Sandemose, og det samme har en moderne forfatter som Iben Mondrup (f. 1969) gjort. Romanen ”Godhavn” (2014) og efterfølgeren ”Karensminde” (2016) blev hendes gennembrud, og begge romaner tager udgangspunkt i en families forhold til, ageren med og afspejlingen i erfaringen fra en grønlandsk tilværelse: den grønlandske natur, fangermentaliteten og den tidlige barndoms vildskab.

Få år før sin død skrev Aksel Sandemose i det norske blad Aktuell, hvor han var fast bidragsyder, at ”kunsten går i ét med sin udøver”. Som sin mentor Johannes V. Jensen var Aksel Sandemose optaget af det mytiske og af det mystiske og uafdækkede i mennesket. Han bidrog selv til opbygningen af den myte, der voksede op om hans egen person, og 60 år efter sin død er han stadig en af Norges stærkeste og mest indflydelsesrige forfatterstemmer.