Bogen er et tosproget digtkatalog, hvor hvert opslag består af et digt på dansk på den ene side og det samme digt på kinesisk på den anden. Alle samlingens digte er skrevet mellem 2020-2023, som det fremgår af den datering, som står under hvert digt. Netop dateringen understreger en oplevelse af, at digtene forsøger at indfange en række nuer. Bogens digte er samlet tematisk under afsnit som Krop, Opråb og Samtaler / Dialoger, og til sidst i samlingen optræder takketaler som en slags poetik for forfatterskabet.
Der er en umiddelbarhed over Sidse Laugesens digte, som om de er skrevet på et øjeblik og ofte med en tydelig forankring i kroppen – nærmere bestemt den voksne kvindes levende krop som både sanser og begærer, menstruerer og aborterer. Den umiddelbare sanseoplevelse har en særlig plads i digtsamlingens billedsprog med alt fra snefnug mod tungen, smattede blommer i havens græsplæne og smagen af et kys, til blod der løber ud af kroppen. Eller her et digt om at klemme en tomat i hånden: ”Tomatens/ smalle mugne øje/ grib det knug det/ til din næve fælder tårer” (s. 100).
”den er en legeplads/ selføli, byggeklodser og mikado/ garn, mønstret stof, saks// men den er ikke et land/ og den er ikke en kirke, og den er slet slet ikke/ noget helligt./ En håndfuld støv and out.”
”Min krop” i ”Min hardcore høne”, s. 126.
En anden genkommende figur i digtsamlingen er sansetætte skildringer af natur og dyr. Det er både det brutale, der skildres, som når et lille lam gemmer sig i marken og bliver flænset itu af en mejetærsker, og det skønne, som når en sangerindes høje tone flyver side om side med en svale på den blå himmel. Flere af bogens digte indeholder også henvisninger til politiske beslutninger og begivenheder som mure, der bygges, flygtninge på vej mod det privilegerede Europa og massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989.
Laugesen skriver med enkelhed, men også stort sprogligt overskud. Hun stiller ligeledes skarpt på poesien og sproget selv, f.eks. ved at lade lyde gestalte sig som tekst. Her lyden af en kylling, der slås ihjel, hvilket flytter helt ind i digtets form: ”hønen strækker/ bekymret hals/ drejer hovedet/ hak/ hak/ hak/ ker/ ihjel” (s. 76).
