BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Brontë-søstrene
Foto: Wikimedia Commons
*Seneste udgivelse

Brontë-søstrene

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2021
Hovedforfatter
  • Madeleine Saunte
    cand.mag., 2009

Intro

De tre berømte forfattersøstre fra den engelske victorianisme er et enestående tilfælde i litteraturhistorien. Charlotte, Emily og Anne Brontë skrev dramatiske historier om altfortærende kærlighed, om vild natur og hvileløse genfærd. Selv levede de en tilbagetrukket tilværelse i faderens præstegård, hvor de sad og skrev deres store romaner. Men søstrenes liv var ikke uden tragisk dramatik: Af en søskendeflok på seks, overlevede deres fader dem alle sammen. Romanerne lever heldigvis i høj grad videre, og er i dag, over hundrede og halvtreds år senere, stadig meget læste og elskede.

Baggrund

Præstedøtrene Charlotte, Emily og Anne Brontë voksede op i udkanten af fabrikslandsbyen Haworth i Yorkshire, i en søskendeflok på seks børn. Deres moder, Maria Branwell, døde af cancer i 1821, halvandet år efter Annes fødsel. Alle pigerne foruden Anne blev sendt på kostskole i 1824, hvor de to ældste søstre, Maria og Elizabeth, blev syge med døden som udgang. Charlotte og Emily hjemkaldtes af faderen Patrick Brontë, hvor de sammen med Anne og broderen Branwell blev opdraget af mosteren Elizabeth Branwell, der havde overtaget ansvaret for husholdningen i hjemmet. Børnene fik undervisning af den tungsindige fader, og deres barndom var præget af isolation fra omverdenen, men også af intellektuel frihed og et intenst forhold til det omgivende hedelandskab. I disse år havde de fire søskende et tæt venskab, der var animeret af opfindsomhed og skrivetrang. Sammen opdigtede de de udførlige fantasiverdener, ”Gondal” og ”Angria”, som de skrev små bøger om.

”Blodet veg fra hans kinder og læber, og de blev askegrå – jeg vidste hverken ud eller ind. At ophidse ham så stærkt var grusomt; at give efter kunne der ikke være tale om. Jeg gjorde, hvad mennesker gør, når de er i den yderste nød – jeg vendte mig til den, overfor hvem alle mennesker er små. Gud hjælpe mig! brast det uvilkårligt ud af mig.”

Charlotte Brontë: ”Jane Eyre“, s. 213.

På grund af faderens ringe indkomst blev familiens piger opdraget til at blive guvernanter, der var den eneste respektable indtjeningsmulighed for veluddannede kvinder på den tid.

Portræt af Brontë-søstrene
Foto: Wikimedia Commons
  • Fødsel og død

  • Charlotte Brontë

    Født: 21. april 1816, Yorkshire. Død: 31. marts 1855.

  • Emily Jane Brontë

    Født: 30. juli 1818, Yorkshire. Død: 19. december 1848.

  • Anne Brontë

    Født: 17. januar 1820, Yorkshire. Død: 28. maj 1849.

  • Uddannelse

  • Charlotte Brontë

    sprogundervisning på Pensionat Heger, Bruxelles, 1844.

  • Emily Brontë

    sprogundervisning på Pensionat Heger, Bruxelles, 1842 (uafsluttet).

  • Anne Brontë

    hjemmeuddannelse v. Familien.

  • Debut

  • Charlotte Brontë

    ”Jane Eyre”, 1847 (”Jane Eyre”, 1850).

  • Emily Brontë

    ”Wuthering Heights”, 1947 (”Stormfulde højder”, 1919).

  • Anne Brontë

    ”Agnes Grey”, 1847 (”Agnes Grey”, 1951).

  • Seneste udgivelse

    Brontë, Anne: Fruen til Wildfell Hall. Lindhardt og Ringhof, 2021. (The tenant of Wildfell Hall, 1848). Oversat af Rose-Marie Tvermoes.

Broderen Branwell flyttede til Leeds for at gå til kunstundervisning. Det lykkedes ham aldrig at slå igennem som kunstner, og han returnerede til Haworth forgældet, desillusioneret og med hang til opium og alkohol. Søstrene arbejdede som lærerinder og guvernanter i diverse stillinger, men ingen af dem trivedes med dette. Charlotte og Emily rejste derfor til en skole i Bruxelles for at dygtiggøre sig i deres sprogkundskaber. Deres drøm var at blive i stand til at drive en skole hjemme i præstegården. Projektet mislykkedes desværre, blandt andet fordi broderens skandaløse opførsel kastede skygge over familiens ry.

Faderen Patrick Brontë var udover sin præstegerning en udgivet forfatter og poet, og alle hans børn var optagede af at skrive. I 1846 udgav de tre søstre en digtsamling under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell. Bogen fik gode anmeldelser, men kun to eksemplarer blev solgt. Søstrene lod sig dog ikke afskrække, og det følgende år udkom Emily og Annes romaner, henholdsvis ”Stormfulde højder“ og ”Agnes Grey“. Charlottes roman ”Professoren“ blev afvist fra syv forskellige forlag, men senere samme år udgav hun sin store succesroman ”Jane Eyre“. I 1848 udgav Anne sin anden roman ”Fruen til Wildfell Hall“.

Det følgende år skulle vise sig at blive det mest dystre i familiens historie: I september døde Branwell af sit misbrug, få måneder senere blev Emily syg og døde, og i maj 1849 fulgte Anne samme skæbne som sin søster. Af den engang så store familie, stod kun Charlotte og hendes fader tilbage.

Charlotte nåede at udgive to romaner mere: ”Shirley“ i 1849 og ”Villette“ i 1853. I 1854 giftede hun sig, mod faderens vilje, med præsten Arthur Bell Nicholls, men deres lykke skulle vise sig at blive kortvarig: I 1855 døde Charlotte Brontë, 38 år gammel og gravid. Hendes første roman, ”Professoren“, udkom posthumt i 1857.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë var i et tæt litterært slægtskab, betinget både af tidens smag og af hinandens selskab og samtaler under skriveprocessen. De lod sig inspirere af hinanden og kommenterede hinandens arbejder. Selv om de hver især har deres egen distinkte stil, er der mange ligheder i skrivemåde og tematik, der går igen fra den ene søsters værker til den andens.

Romanernes spænding er oftest bygget op omkring en romance, gerne mellem to, der ikke kan få hinanden. Ofte er det de strenge victorianske klasseskæl, der står i vejen for kærligheden. Kærligheden i romanerne er en ubøjelig og udødelig kraft, der ikke lader sig stoppe af menneskeskabte begrænsninger. I ”Stormfulde Højder“ fortsætter Heathcliffs kærlighed til Catherine ud over gravens rand og antager morbid karakter, idet Heathcliff både graver sin kæres lig op og lader sig hjemsøge af hendes spøgelse.

Victorianismens dyrkelse af puritanske borgerdyder og religiøsitet kommer til udtryk især i Charlotte og Anne Brontës romaner. I ”Jane Eyre“ spiller de moralske værdier så stor en rolle, at Jane Eyre er parat til at opgive den personlige lykke for at beholde sin samvittighed ren. Romanen er spækket med bibelske referencer og citater. På et tidspunkt i romanen bliver hun opfordret til at indgå i et kærlighedsløst ægteskab som missionærfrue, og selv om det stritter imod hendes inderste overbevisning, ser hun det nærmest som en pligt at acceptere tilbuddet.

Anne Brontë var den mest tilbagetrukne og pietistiske af de tre forfatterinder, og hendes roman ”Fruen til Wildfell Hall“ er én lang advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Også hendes beskedne heltinde Agnes Grey er hæmmet af evige overvejelser om at gøre det rigtige og at gøre sin pligt.

Selv i den dystre og misantropiske ”Stormfulde Højder“ kan man se en tendens til, at de onde straffes med de grusomste skæbner.

Det vilde nordengelske landskab, som søstrene voksede op i, har sat tydelige spor i deres romaner. De elskede at gå lange ture på heden, ligesom deres romanpersoner igen og igen opsøger naturen. I ”Jane Eyre“ er naturen besjælet og panteistisk. Den antager overnaturlige proportioner som et organisk hele, der varsler om overhængende farer. Da Edward Rochester frier til den uvidende Jane Eyre på falske præmisser, klager naturen ildevarslende: ”Månen var endnu ikke gået ned, og dog var det så mørkt, at jeg knap kunne se min herres ansigt. Og hvad fejlede kastanietræet? Det vred sig og klagede, medens vinden larmende jog ned gennem laurbærgangen og henimod os. Jeg gemte mit ansigt ved hans skulder.”( ”Jane Eyre”, side 180). Da Jane efter den afbrudte bryllupsceremoni flygter fra Thornfield Hall, ser hun det som en flugt tilbage til den beskyttende og altomfavnende moder jord. Tydeligst kommer romanens natursyn til udtryk, da de elskende efter års adskillelse og på tværs af store afstande pludselig hører hinandens stemmer i naturen.

Yorkshires hede er dog kraftigst repræsenteret i ”Stormfulde Højder“, hvor den rå og vilde natur synes at have smittet af på det barske og upolerede persongalleri. Heathcliff og Catherines kærlighed er også uløseligt knyttet til landskabet omkring de stormfulde højder.

I ”Agnes Grey“ er handlingen flyttet til et fladere landskab tyve mil fra de hjemlige egne, hvor guvernanten har fået sin stilling. I denne roman kommer kærligheden til Yorkshires vilde natur til udtryk igennem savnet og sorgen over at være så langt væk fra den.

En særlig tematik, der går igen i romanerne, er den udstødte, uvelkomne eller uønskede indtrænger, det forstyrrende fremmedelement i familiens trygge skød. Jane Eyre vokser op som uønsket almissebarn i sin tantes familie, og på Thornfield Hall lever den vanvittige hustru Bertha Rochester låst inde i et tårnværelse og skjult for omverdenen. Heathcliff er et hittebarn, der ender med at lægge hele familien i ruiner med sin hævn over deres hjerteløse forskelsbehandling. Agnes Grey føler sig uønsket og foragtet i de fine hjem, hvor hun er sat til at undervise børnene.

Indtrængeren er en, der på den ene side truer med at sprænge det velkendtes trygge rammer, og på den anden side en radikalt ensom og ulykkelig skikkelse. Den gotiske romantradition var en litterær strømning, der havde smag for det morbide og det skræmmende, og ofte bruges denne tematik som et uhyggeskabende virkemiddel.

Idet Brontë-søstrene beskrev den virkelighed de kendte til, giver romanerne desuden et godt indblik i kvindens vilkår i det provinsielle miljø i England i midten af det nittende århundrede. Fælles i søstrenes romaner er heltindernes indre kamp mellem forventningerne om feminin opofrelse og de personlige ambitioner og drømme. Især er denne tematik noget af det, der gør Charlotte Brontës ”Jane Eyre” til en så dynamisk og interessant figur.

Beslægtede forfatterskaber

Søstrene Brontë er et enestående fænomen i litteraturhistorien, og mest af alt slægter deres romaner hinanden på. Victorianismen var en ekstremt frugtbar litterær periode i England, og dens største eksponent var Charles Dickens (1812-1870). Hans satiriske romaner satte fokus på de fattige og undertrykte i samfundet. Charlotte Brontës største forbillede var den samtidige William Thackeray (1811-1863), Dickens rival, der også skrev satiriske romaner, og hvis mest kendte værk er ”Vanity Fair“(1847).

Handlingen i Elizabeth Gaskells (1810-1865) romaner og andre prosaværker foregår ligesom søstrene Brontës i Nordengland, men hun beskrev især de fattigste lag af befolkningen. Hun var i øvrigt en god veninde af Charlotte Brontë og skrev en biografi om hende i 1857.

Jane Austen (1775-1817) skrev også romaner med et kvindeperspektiv, om at søge lykken og især kærligheden. Men hendes romaner er mere lyse og mere muntre end Brontë-søstrenes, og handlingen foregår i fornemme familier på samfundets top. Også i Jane Austens romaner kan kærligheden trodse alt, men det inderlige, det dystre og det overnaturlige er ikke en del af hendes udtryk. Den gotiske stemning, som hersker især i ”Stormfulde Højder“ og i ”Jane Eyre“, kan man til gengæld finde i romaner som Mary Shelleys ”Frankenstein“ (1818) og Robert Louis Stevensons ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde“ (1886). I disse dystre og uhyggelige historier om unaturligt liv, kan man også genkende tematikken om fremmedelementet, indtrængeren der forstyrrer den trygge fred og ro.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger af Charlotte Brontë

Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell

Charlotte Brontë

1846. Digte

Jane Eyre
Jane Eyre

Charlotte Brontë

1850. (Jane Eyre,1847). Roman

Shirley
Shirley

Charlotte Brontë

1850-51. (Shirley, 1849). Roman

Villette
Villette

Charlotte Brontë

1857. (Villette, 1853). Roman

Læreren: En fortælling
Læreren: En fortælling

Charlotte Brontë

1857. (The Professor, 1857). Roman

Jane Eyre. Grevas
Jane Eyre. Grevas

Charlotte Brontë

2016. (Jane Eyre, 1847). Oversat af Luise Hemmer Pihl

Bøger af Emily Brontë

Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell

Emily Brontë

1846. Digte

Stormfulde højder
Stormfulde højder

Emily Brontë

1919. (Wuthering Heights, 1847). Roman

Stormfulde højder
Stormfulde højder

Emily Brontë

Lindhardt og Ringhof, 2019. (Wuthering Heights, 1847). Oversat af Gunnar Juel Jørgensen.

Bøger af Anne Brontë

Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell
Poems. By Currer, Ellis og Acton Bell

Anne Brontë

1846. Digte

Agnes Grey
Agnes Grey

Anne Brontë

1851. (Agnes Grey, 1847). Roman

Fruen til Wildfell Hall
Fruen til Wildfell Hall

Anne Brontë

1851. (The Tenant of Wildfell Hall, 1848). Roman

Film

Filmstriben

Stormfulde højder

Om forfatterne

Brontë-søstrene

Søstrene Brontës hjem fungerer i dag som et museum. Besøg museets hjemmeside for at læse mere om søstrenes liv og litteratur (engelsk).

Haworth

Brontë søstrenes hjemby, Haworth, har en del informationer om dem på deres officielle portal (engelsk).

Den victorianske periode

God hjemmeside til at danne sig et overblik om den victorianske periode (engelsk).

Wikipedia

Anne Brontë

Wikipedia

Emily Brontë

Wikipedia

Charlotte Brontë

Emnesøgning i Bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Brontë-søstrene'