BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Alexandre Dumas
Foto: Nadar, via Wikimedia Commons
*Seneste udgivelse

Alexandre Dumas

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2018
Hovedforfatter
  • Niels Vestergaard
    cand.mag. og journalist, 2010

Intro

Hvis man måler en mands succes på, hvor mange, der mener, det er værd at bagtale ham, og det kan man udmærket gøre, så var den hyperproduktive forfatter til “De tre musketerer”, Alexandre Dumas, uden sammenligning den største i sin tid. Han væltede sig i penge og elskerinder og succes, og jo bedre det gik ham, jo højere lød anklagerne om litterær merkantilisme, plagiering. Men der er selvfølgelig også andre måder at overbevise sig om hans format end at tælle onde tunger – for eksempel at læse hans klassikere og opleve eller genopleve, hvordan de bliver ved med at underholde, charmere og imponere – i hvert fald nogle af dem.

portræt af Alexandre Dumas
Foto: Nadar, via Wikimedia Commons
  • Født

    24. juli 1802 i Villers-Cotterêts, Frankrig.

  • Død

    5. december 1870.

  • Uddannelse

    Udlært skriver.

  • Debut

    La Chasse et l'Amour, 1825.

  • Litteraturpriser

    Ingen.

  • Sidste udgivelse

    Ti år efter. Lindhardt og Ringhof, 2018. (Le vicomte de Bragelonne, 1858). Oversat af Carl Muusmann. (De tre musketerer, 3).

  • Forlag

    Hernov, Høst & søn, Martins forlag.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Classic Literature, 2024.

Udvalgte bøger

Baggrund: Romantiker

Alexandre Dumas’ liv er gjort af det samme højromantiske stof som hans forfatterskab. Farfaren var en fransk markis med en plantage i Caribien. Farmoren var en smuk, sort slavinde, Marie Cesette du mas, oversat ‘husets Marie Cesette’. Faren, Thomas Alexandre, var en sagnomspunden general under den franske revolution. Alexandre Dumas selv gik ikke af vejen for en rask duel på pistol eller kårde, når han følte sin ære gået for nær, men hans primære våben var pennen, og hans revolution blev udkæmpet på teateret, hvor han sammen med konkurrenten Victor Hugo skabte et romantisk sidestykke til den humanistiske, liberale og republikanske bevægelse i Frankrig.

”Jeg har præsteret, hvad ingen har præsteret før. Jeg begyndte udgivelsen af fem forskellige romaner i fem forskellige blade på en gang, og jeg bragte dem alle til ende. Mine modstandere kan fortælle dem, om jeg nogensinde har givet en linje fra mig, som ikke var skrevet med min egen hånd. Tre heste, tre tjenestefolk og jernbanen havde nok at gøre med at transportere mine manuskripter ind til byen og korrekturerne ud til mig. Kl. 2 om morgenen var mine tjenere igen på vej fra Saint-Germain til Paris.”

“Dumas” bind 2, s. 96.

Alexandre Dumas blev født i 1802, voksede op i en lille by, Villers-Cotterêts, ikke så langt fra Paris. Hans far, Thomas Alexandre Davy-Dumas de la Pailleterie, døde, da Dumas var tre, men havde Alexandre ikke selv mange minder om ham, kunne han trække på den kollektive erindring, hvor hans bedrifter levede videre. Thomas Alexandre var en kolos af en kriger, en gigant af en mulat, en moderne Herakles, der allerede som helt ung havde brudt med sin adelige far, taget sin mors slavenavn på sig og sluttet sig til revolutionen. På ganske få år steg han fra menig til general og blev øverstbefalende over den republikanske hær i alperegionen. Han tilfangetog ene mand tretten østrigske alpejægersoldater. Han løftede sine udmattede tropper over uoverstigelige palisader efter en hård opstigning af et bjerg. På en snæver bro huggede han en eskadron fjendtlige ryttere ned med sin sabel en efter en. Bagefter sad der syv kugler i vamsen, og han var såret tre steder på kroppen. Han var kendt af den østrigske fjende som Schwarze Teuffel og af sine mænd som Monsieur de l’Humanité, fordi han var mod dødsstraf og markerede det ved at demontere en guillotine. Hans fjender inden for egne rækker brugte det til at så tvivl om hans loyalitet, og i 1794 forlod han hæren. Året efter vendte han tilbage for at nedkæmpe et oprør blandt royalisterne i Paris, men en ung ukendt general var kommet ham i forkøbet. Det var Napoléon Bonaparte. Thomas Alexandre kæmpede videre under Napoleons ledelse, indtil en manglende politisk tæft, fik ham til at stille spørgsmålstegn ved et felttog i Egypten. Han faldt i unåde, og da han blev fanget af italienerne i Napoli under tilbagerejsen fra Afrika, gjorde Napoleon intet for at få ham fri. Han blev mishandlet og forgiftet, og da han slap ud, havde han kun få år tilbage.

Baggrund: Jagt og kærlighed

Alexandre Dumas voksede op i relativ fattigdom – Napoleon havde ikke nogen pension til enken efter en general, som var faldet i unåde – med en storesøster og en mor, som tilbad ham. Han var gode venner med jagtbetjentene i skovene omkring Villers-Cotterêts, og strejfede i en tidlig alder rundt og plaffede småvildt.

Et par anekdoter giver en ide om hans karakter: Den første skoledag stod de ældste drenge klar ved indgangen til skolegården og fra et rækværk pissede de ned på ham. Alexandre havde arvet sin fars styrke og fik rasende fat i kraven på anføreren og sendte ham på flugt med en gang stryg. Under flugten tabte anføreren en bog. Alexandre samlede den op og tog den med hjem som krigsbytte. Det var en afhandling om onaniens forbandelse. Hans mor beslaglagde den, og der gik to år, før Alexandre fik fat i den igen og erfarede, at masturbation førte til sterilitet, døvhed og til sidst døden. Rædselsslagen nedtonede han visse vaner.

En mere afgørende erfaring fulgte efter yderligere et par år: Han havde set en ungersvend på frierfod blive til grin efter at være afvist af en rig gårdmandsdatter, og han havde set ham vende byens latter mod datteren og hendes familie ved hjælp af et smædedigt. Alexandre prøvede selv med digte, men det faldt ham svært, og han opgav – ikke desto mindre en indikation af, at hans våben ikke skulle blive sablen, men pennen og ordet.

Som sekstenårig fik han sin første elskerinde, den fire år ældre Aglaé Tellier. Nat efter nat sneg han sig gennem den lille by og over plankeværket til hendes forældres hus og ned under hendes dyne. I samme periode kom en omrejsende teatertrup til byen. Alexandre så “Hamlet”. Det var en åbenbaring, og sammen med vennen Adolphe Leuven grundlagde han en amatørtrup. De skrev deres egne stykker, små lystspil. Senere kom Alexandre i lære som skriver hos en lokal sagfører. I 1823 fik han en stilling i Paris i hertugen af Orleans, den senere kong Louis Philippes sekretariat. Han gjorde forskellige nyttige bekendtskaber i kulturlivet. Sammen med Adolphe og endnu en ven fik han vaudevillen (lystspil) “La chasse et l’amour” 1825 (Jagten og kærligheden) antaget.

Det romantiske teater

På boulevard-teatrene i Paris kunne Alexandre Dumas iagttage en blanding af komik og tragik, højt og lavt, banalt og beåndet i farverige opsætninger med masser af lokalkolorit og flittige lån fra alt, hvad der rørte sig af populære strømninger i tiden og fortiden – ridderfortællinger, melodramaer, kærlighedshistorier og gotiske gysere. I 1829 overførte han det til nationalscenen Comédie-Francaise i stykket, ”Henri III et sa cour” (Henrik den tredje og hans hof). Ud over boulevardscenerne var inspirationen hentet hos Shakespeare, de spanske renæssance-dramatikere og tyske romantikere som Goethe og Schiller. Et af de væsentligste træk var en ny mere kompleks altid splittet, fremmedgjort, mandlig helt (de kvindelige karakterer var der endnu ikke nogen, der bekymrede sig om at udvikle), ofte i følelsesmæssig affekt.

”M. Dumas’ udseende er almindelig kendt, skrev han, hans tamburmajorskikkelse, hans herkuleslemmer i deres næsten ufattelige længde, hans tykke læber, afrikanske næse, krøllede uldhår og brune ansigtsfarve. Skrab huden lidt, og De finder den vilde nedenunder. Han optræder som marquis og neger på samme tid, men marquisen stikker ikke dybt. Marquisen spiller sin rolle for publikum, men i privatlivet er det negeren, der optræder. Han strør om sig med penge, flagrer som en sommerfugl fra den ene elskerinde til den anden: blond eller brunet, alt kan bruges. Der har vi marquisen. Det smukke køn, der måske blændes af et gammelt adelsnavn og en ødsel rundhåndethed må tage sin tilflugt til lugteflasken for at udslette en vis tvivlsom duft. Der har vi negeren.”

Pamflet mod Alexandre Dumas, “Dumas”, side 84.

I Alexandre Dumas’ “Antony” fra 1831 forelsker den højspændte titelperson sig i en gift kvinde, og da de bliver overrasket i hinandens arme, stikker han hende ihjel med ordene “Hun modstod mig. Jeg har dræbt hende”, for at give det udtryk af, han havde været ved at tage hende med vold og på den måde redde hendes ære (ifølge “Verdens litteratur historie 5” side 75, hvorfra citatet også er hentet). Vanvittigt romantisk ud fra den tids standarder.

Ruin og eftermæle

Alexandre Dumas’ indtægter eksploderede med romanføljetonerne. Han åbnede sit eget Theatre Historique, købte en grund på tre hektarer i Marly-le-Roi uden for Paris og byggede slottet Monte Christo, der forvandlede sig til en kunstnerisk smeltedigel, hvor bes og wannabes lagde vejen forbi om ikke andet så for at nyde godt af Dumas’ køkken og gæstfrihed. Værten selv arbejdede uafbrudt fra syv morgen til syv aften og gav gæsterne venstre hånd til hilsen, mens han skrev videre med højre. Blandt hans konkurrenter voksede misundelsen. En lille snog, som Dumas havde nægtet ansættelse som sekretær i sin skrivefabrik, gav sladderen luft i en pamflet, som beskyldte Dumas for plagiering og litterær merkantilisme og var så nederdrægtig, at han røg fjorten dage i fængsel for sin ondskabsfuldhed. Dumas tog stort set virakken med oprejst pande, men set retrospektivt ligner det et varsel om et nært forestående tilbageslag.

Alexandre Dumas havde igennem sin levetid set modstridende regimer afløse hinanden, Bonaparte, Bourboner og Orléans’er. Han havde lært at navigere under kejser og kongelige. Men folkestyret, Den Anden Republik (Den Første var efter revolutionen fra 1792-1804), kom han til kort overfor, og Februarrevolutionen i 1848 betegnede et vendepunkt i hans liv og karriere. Han led et sviende nederlag i et forsøg på at blive valgt til Nationalforsamlingen, og pariserne, som blot behøvede at åbne døren og træde ud på gaden for at se historien blive til, havde ikke behov for at få det i føljetoner og på teatre. I hvert fald svigtede publikum og Théatre Historique gik rabundus. Monte Christo røg og Dumas måtte flygte til Bruxelles med kreditorerne i hælene. Bag ham spirede en ny social og kulturel bevidsthed. Yderpositionerne i samfundet blev forstærket. Arbejderklassen vandt frem på den ene side. En borgerlig antiborgerlig dekadence på den anden. Den romantiske helt, Dumas lancerede i sine skuespil, og som lånte karakter til hans historiske helte, virkede trods al sin splittelse og fremmedgørelse, som enhver svigermors drøm ved siden af det grænseoverskridende homo duplex, som digteren Charles Baudelaire introducerede i “Syndens blomster” (1857). Den franske litteratur bevægede sig med andre ord fra romantismen som litteraturhistorisk periode – som Dumas var en del af – og hen mod modernismen som især Baudelaire var eksponent for.

Det er en kamp for at kunne holde noget, der bare minder om et niveau, der sømmer sig for en mand med Dumas’ smag for kvinder og gastronomi. Det første forsøg på at samle Dumas værker fyldte 301 bind og fra fagkundskaben, dem som har læst mere end hovedværkerne, lyder det, at skriveriet blev et rent kommercielt anliggende, uden gnist eller begejstring. Han blomstrede op nu og da, men det var alene ved erobringen af en ny elskerinde eller et nyt udenlandseventyr, ikke mindst i Italien, hvor han i 1860 gjorde sig bemærket som patrioten og revolutionshelten Garibaldis støtte. I eftertiden står han som et kulørt appendiks til romantikken.

Det er ikke tilfældigt, at hans værk er blevet genstand for anslået fyrre filmatiseringer og femten tv-serier. Hans evne til at fortælle i storslåede historiske kulisser med handling, helte, intriger, kærlighed, ironi og rappe dialoger er uovertruffen og velegnet til at imødekomme de moderne underholdningsmediers krav. Herhjemme er Alexandre Dumas’ oplagte åndsfælle og arvtager forfatteren til “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, Carit Etlar. Sønnen og forfatteren Alexandre Dumas (normalt anført Alexandre Dumas fils eller den yngre) opnåede en berømmelse, som i glimt matchede farens med “Kameliadamen” som hovedværk.

Sidst nogen satte sig ned og talte Alexandre Dumas’ værk (1959) var syvogfirs af hans titler oversat til dansk. Flere er kommet til siden sammen med gendigtninger og genoptryk af de mest populære værker.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Udvalgte værker af Alexandre Dumas

Greven af Monte Christo, bind I, II og III
Greven af Monte Christo, bind I, II og III

Alexandre Dumas

1845-1846. (Le Comte de Monte Christo. 1845-46). Roman

De tre musketerer
De tre musketerer

Alexandre Dumas

1846. (Les Trois Mousquetaires. 1844). Roman

Madame Giovanni
Madame Giovanni

Alexandre Dumas

1947. (Journal de Madame Giovanni. 1856). Roman

Tyve år efter
Tyve år efter

Alexandre Dumas

1847. (Vingt ans après. 1845). Roman

Dronning Margot
Dronning Margot

Alexandre Dumas

1846. (La Reine Margot. 1845). Roman

Musketerenes sidste bedrifter
Musketerenes sidste bedrifter

Alexandre Dumas

1850. (Le vicomte de Bragelonne. 1848-1950). Roman

Musketerernes sidste bedrifter/ Ti år efter/ Manden med jernmasken
Musketerernes sidste bedrifter/ Ti år efter/ Manden med jernmasken

Alexandre Dumas

1977. (Le Vicomte de Bragelonnne ou Dix ans plus tard. 1848-50). Roman

Diana, bind I, II og III
Diana, bind I, II og III

Alexandre Dumas

1845-1850. (La Dame de Monsoreau. 1846). Roman

Le grand dicitionnaire de cuisine

Alexandre Dumas

1873. Ordbog

De tre musketerer, bind I og II
De tre musketerer, bind I og II

Alexandre Dumas

2000. (Les Trois Mousquetaires. 1844). Roman

Ti år efter
Ti år efter

Alexandre Dumas

Lindhardt og Ringhof, 2018. (Le vicomte de Bragelonne, 1858). Oversat af Carl Muusmann. (De tre musketerer, 3).

Filmatiseringer af Alexandre Dumas’ værker

Greven af Monte Christo

Kevin Reynolds

2002

Manden med jernmasken

Randall Wallace

1998

Dronning Margot

Partrice Chéreau

1994

De tre musketerer

Stephen Herek

1993

De fire musketerer

Richard Lester

1975

De tre musketerer

Richard Lester

1973

Greven af Monte Christo

-Lara, Claude Autant

1961

De tre musketerer

George Sidney

1948

De tre musketerer

Fred Niblo

1921

Om Alexandre Dumas

Bibliografi.dk (konstateret utilgængelig 2025-02-13)

Oversigt over de 87 værker af Dumas, som udkom frem til 1959.

Dumaspere

Selskabet Alexander Dumas’ venners hjemmeside med blandt andet en ekstensiv bibliografi.

Faglitteratur

Alexandre Dumas, le cinquième mousquetaire
Alexandre Dumas, le cinquième mousquetaire

Henri Troyat

2005

Verdens litteraturhistorie 5
Verdens litteraturhistorie 5

Hans (red) Hertel

1994

Dumas
Dumas

Herbert Gorman

1930

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Dumas, Alexandre'