Carit Etlar

Emneord:

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2009

Han har gjort Danmarkshistorien levende for generationer med sine romantiske tjubangromaner om riddere og røvere med hjertet på rette sted. Mest kendt er “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, men blandt de mere end halvtreds titler gemmer sig flere fortællinger af samme skuffe og andre, som når et par spadestik dybere. Carit Etlar var aldrig populær på parnasset. Men blandt de almindelige læsere var han en helt, og godt hundrede år efter hans død borger hans romaner stadig for en god oplevelse.

Baggrund

Manden bag forfatterpseudonymet Carit Etlar, Johan Carl Christian Brosbøll, blev født i en politisk nedtur og en kulturel opblomstring. Danmark var blevet reduceret til en småstat ved Kielerfreden i 1814 (farvel til Norge), men landet satte samtidig en generation af lyrikere i verden, som besang nationen i dele og helhed, så den aldrig havde forekommet smukkere. Det var bøgelyse øer med en ung blond pige i digt, sang, roman, lærred og ramme. De bedste var malet op i kontraster med armod og strid, som blot fik folkesjælen, naturen og den heroiske fortid til at fremstå så meget desto herligere. Det var romantik, og den unge Johan Carl sugede den til sig i både ind- og udenlandsk aftapning.

”Månen stod op, det dampede fra moser og enge, og nattergalen slog inde mellem bøgetræerne, da de nåede hen mod Hademarschen. Viben talte ikke meget undervejs; han sad og tænkte på alt det, Beate havde fortalt ham.

På den anden side af skoven førte vejen hen over den åbne hede, der engang havde været bevokset med træer, hvoraf nu kun enkelte forkrøblede og mosbegroede rester stod tilbage mellem lyngen. Priorens hest blev pludselig skræmt ved en gennemtrængende lyd af en skralde, og en mand kom i det samme til syne på grøftekanten, bag en stor hyldebusk, under hvilken han havde gravet sig ned i en bunke løv. Augustinus bragte hesten til at stå og gjorde korsets tegn for sig, mens manden strakte en pung på enden af en lang stok ud mod dem.”

“Viben Peter”, s. 64.

I barndomshjemmet i Fredericia fortalte man historier om en fjern norsk ane, som havde udmærket sig i Den store Nordiske krig og nu havde sit portræt på væggen i storstuen. Johan Carl læste Walter Scott og J. F. Cooper og færdedes på den jyske hede, hvor han ifølge egne erindringer blev kaldt Carl Emtaris af taterne (sigøjnerne), Carl Fortælleren.

Foto: POLFOTO / Ritzau Scanpix

Født
Den 7. august 1816 i Fredericia.
Død
Den 9. maj 1900.
Uddannelse
Kunstakademiet i København.
Debut
“De to Studenter og Amors Skærmydsler”, 1838.
Litteraturpriser
Ingen oplyst.
Seneste udgivelse
Karl den Tolvtes stjerne og andre fortællinger. 1900. Kunstforlaget Danmark, 1914.

Som seksten-årig forlod han familie, fødeby og den forudskikkede løbebane for en søn af en købmand og rejste til København, hvor han kom ind på Kunstakademiet. Han tjente til dagen og vejen som klatmaler med marskandisere som aftagere og forfatter af skillingsviser og småhistorier og eventyr til bladene. Efterhånden gav han det romantiske rush udtryk i romaner. Pseudonymet forbandt et par højromantiske tildragelser (sigøjnernavnet og en ungdomskærlighed (Tertia Fabricius) med det borgerlige navn Carl. Den gennemgående genre var historiske romaner.

Signaturstykket var “Smuglerens søn” fra 1839. Stilen var farverig og fantasifuld, formidlingen lagt i hænderne på en solid trediepersons fortæller. De bærende elementer talte en stærk historisk kolorit med suveræne natur- og kulturbeskrivelser, en god spændingsopbygning, en mandlig helt og hans makker, kærlighed på tværs og trods af klasseskel, lovløshed betinget af uligheder i samfundet, ufortyndet, skurkagtig ondskab, en selvfed og selvoptaget adel, en god konge, en almue med hjertet på rettet sted, overvejende fede, forædte munke, slemme svenskere og langt værre tyskere.

Med successen “Gøngehøvdingen” fra 1853 blev han en velhavende mand med en stor læserskare. Ved siden af de historiske romaner skrev han mindre folkelige fortællinger, teaterstykker, tre guldmedaljeafhandlinger til Københavns Universitet, deltog som frivillig i krigen i 1848, rapporterede fra krigen i 1864 og passede et job som efter sigende brøsig læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek. Han levede i det samme ægteskab i fireogtredive år, inden han lod sig skille og giftede sig med naboens datter. Efter hans død i 1900 overtog hun pseudonymet og stilen og udgav flere bøger.

Udvalgte bøger

Afrunding

Den historiske roman i sin populære udformning havde nogenlunde samme anseelse på parnasset i attenhundredtallet, som krimien har i dag, og vakte den samme irritation. Anmelderen P.L. Møller citeres ofte, når kritikken af Etlar skal sammenfattes. Han efterlyser ånd og ide i værket, især i de historiske romaner (de sentimentale folkefortællinger var han mere begejstret for). Kritikken var selvfølgelig heller ikke blind for de indlysende nedprioriteringer af personskildringen til fordel for handlingen. Meget af det ligger om ikke i genren så i den højfrekvente underholdningsproduktion Etlar dyrkede. Han skrev ikke for at fornøje anmelderne, men læserne, og det gjorde han. De små halvtreds titler, som det er blevet til, har angiveligt solgt på den gode side af tre millioner. Alligevel var det en kilde til frustration, at han aldrig kom ind i det gode selskab (og man aner måske her lidt af baggrunden for hans kække heltes fuldkomne opgivelse overfor den modstand som lå i standssamfundet). H.C. Andersen og Georg Brandes anså ham for smagløs og naragtig. En af hans få venner blandt de etablerede og anerkendte forfattere var den ældre, men ligeså folkekære St. St. Blicher (som i øvrigt blev udgivet af P.L. Møller, der med sin flotte sans for ide og ånd rettede, som det passede sig i hans noveller, hvad der siden hen har kostet litterater en del grå hår i forsøget på at få værket bragt tilbage til sin oprindelige stand, men det er en anden historie). Blicher var med sine beskrivelser af natmændene (omstrejfende rakkere, som gjorde det arbejde, andre ikke ville tage på sig, fjernede selvdøde dyr, kørte latriner væk, pillede henrettede ned fra galgen) tillige en af Etlars inspirationskilder. Blandt periodens historiske romanforfattere var B.S. Ingenmann den, som bedst kunne måle sig med ham i popularitet og produktivitet, men udgangspunktet var et andet. Hvor Etlars hovedpersoner var fiktive, var Ingemanns historiske, ofte kongerne selv.

"Gøngehøvdingen" er blevet omsat til film og tv i flere omgange med både Dirch Passer/ Ove Sprogøe og Søren Pilmark/ Per Pallesen som Svend og Ib, men så vidt vides har ingen endnu overgået romanforlægget.