Emneord:

Tjenerindens fortælling

Margaret Atwood

365 siderUdgivet: 1986

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Birgitte Bartholdy
journalist og forfatter, oktober 2023

Hovedforfattere

Fran Hopenwasser
1995
Maria Høher Larsen
cand.mag., 1995

”The Handmaid’s Tale”, 1985 (”Tjenerindens fortælling”, 1986) bliver i dag set som en moderne klassiker. I 2017 poppede romanen op på de amerikanske bestsellerlister hjulpet på vej af tv netværket Hulus filmatisering. Atwoods optagethed af kvinders rettigheder og magtforhold, både i forhold mellem mennesker og i samfundet, fører hende ud i forestillingen om en totalitær religiøs stat (forhenværende USA), hvor der føres fuldstændig kontrol over især kvindernes drifts , sex og forplantningsliv. Miljøforurening og radioaktivt affald har fået fødselstallet til at dale stærkt, og religiøst konservative fanatikere har grebet magten. I den nye samfundsorden overvåges alle, og unge fertile kvinder holdes som avlskvæg hos herskabet, så samfundets spidser, Kommandanterne, kan videreføre deres gener. Kvinder og mænd længere nede i samfundshierarkiet indtager andre tjenestestillinger som køkkenpiger, oppassere eller vagter. Uønskede eksistenser deporteres til Kolonierne, hvor man bliver sat til tvangsarbejde med landbrug eller, hvis man er særligt uheldig, radioaktivt affald.

”Jeg ønskede at mærke Luke ligge ved siden af mig. Jeg får dem, disse anfald af fortiden, som en svaghed, en bølge, der vasker ind over mit hoved. Undertiden er det næsten uudholdeligt. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre, tænker jeg.”

”Tjenerindens fortælling”, s. 67.

Stemmen i romanen er Offreds. Hun fortæller om sit liv i jegform, i begyndelsen om sin trivielle hverdag og om den totalitære magts konstante overvågning og sociale kontrol. Mekanisk, og alligevel med sanselighed, registrerer hun sit livs rammer: ”Et vindue, to hvide gardiner. Ved vinduet en vinduesbænk med en lille pude. Når vinduet står på klem – det kan kun åbnes på klem – kan luften komme ind og få gardinerne til at bevæge sig.” (s. 17). Men langsomt begynder hun at huske fragmenter fra sin fortid, om hvem hun er, om hvordan hun plejede at leve, og om hendes mand og deres fælles barn, som hun er blevet adskilt fra.

Til trods for de rædsler, som bliver beskrevet, er det ikke en pessimistisk bog. I baggrunden af fortællerens smertefulde historie er der ukuelige mennesker, modstandsfolk og et helt tegnsystem af skjult samtale. Ved at fortælle sin historie rekonstruerer hun sin egen identitet, og hun holder fast i forestillingen om, at der er et ”du” – håbet om, at hendes mand stadig er i live, og at der en fremtid.

Margaret Atwood

Ideen om fortællingens eksistensberettigelse betegner hele Margaret Atwoods forfatterskab. Margaret Atwood er først og fremmest optaget af, hvad det vil sige at være menneske. I hendes kønsbevidste...

Læs hele forfatterportrættet