”I retssalen var det som om hvert ord, der kom ud af min mund, blev brændt ind i det papir, de skrev det på, og når jeg havde sagt noget, vidste jeg, at jeg aldrig kunne tage ordene tilbage; det var bare de forkerte ord, for uanset hvad jeg sagde, blev det mistydet og fordrejet, selv om det var den rene, skære sandhed fra først af.”
”Alias Grace”, s. 81.
I ”Alias Grace” digter også Margaret Atwood videre på historien om Grace Marks, men giver samtidig Grace sin egen stemme. Romanen er opbygget som en rammefortælling. Den unge amerikanske doktor Simon Jordan med speciale i psykiatri ankommer til Kingston for at studere Grace Marks. Han er interesseret i, hvorvidt hun er ved sine sansers fulde fem, og om han med samtaleterapi kan få hende til at huske hændelsesforløbet omkring mordene sådan, som det i virkeligheden gik til. Mens denne del af romanen fortælles i nutid i tredje person fra Simon Jordans perspektiv, udfolder Grace Marks’ fortælling sig i jegform og i datid, idet hun fortæller doktoren historien om sit liv.
Doktor Simon Jordan er en moderne mand, som i løbet af sine lægevidenskabelige studier har erfaret, at mange udsagn om kvinders natur er fordomsfuldt vås. Men selvom han går rationelt og metodisk til værks, viser sandheden om Grace sig at bestå af mange modstridende kendsgerninger, og historien bliver snart uoverskuelig for doktoren, der heller ikke kan lade være med selv at tillægge Grace Marks motiver, som egentlig er udtryk for hans eget begær.
Margaret Atwoods fortælling om Grace Marks tegner hverken et portræt af en kold og kynisk kvinde eller af en stakkels sindssyg, men maler derimod en kompleks profil af en ung kvinde i en tid, hvor kvinden sjældent havde nogen stemme, og hvor andre definerede hendes kår og identitet.
Margaret Atwood
Ideen om fortællingens eksistensberettigelse betegner hele Margaret Atwoods forfatterskab. Margaret Atwood er først og fremmest optaget af, hvad det vil sige at være menneske. I hendes kønsbevidste...
Læs hele forfatterportrættet
