George Orwell

Genrer og tematikker

George Orwell skrev i et hav af forskellige genrer og formater, fra ungdommens digte til journalistik, reportager, essays, breve, dagbøger og romaner. Altid med en nøgtern og præcis stil, selv når det går mere malerisk for sig som i ”Paris og London på vrangen”.

Man kan grundlæggende udstikke to tydelige spor, som Orwells forfatterskab følger. Det første spor er en slags reportagejournalistik med essayistiske og skønlitterære træk og kommer tydeligt til udtryk i ”Paris og London på vrangen”, ”The Road to Wigan Pier” samt ”Hyldest til Catalonien”. Her tager Orwell udgangspunkt i sine egne oplevelser som omstrejfer og som frivillig i Den Spanske Borgerkrig og formulerer en bidende kritik af det politiske, kapitalistiske system, som fastholder en kæmpe underklasse i fattigdom, men omvendt også af socialismens blændværk.

Et andet spor, og det, som Orwell er blevet mest kendt for i eftertiden, er hans analyser af det totalitæres måde at fungere på. Den falske revolution i ”Kammerat Napoleon” og det helt igennem undertrykkende og indgribende regime i ”1984” er begge scenarier, der er direkte modelleret over sovjetkommunismen og nazismen. I begge tilfælde er der brug for en stærk fortælling om en ydre fjende (jøden for nazismen, kapitalismen og nazismen for sovjetkommunismen), der konstant må genfortælles og omformes, så den passer med statens interesser.

Samtidig er de totalitære regimer især farlige ifølge Orwell, fordi de griber ind i vores inderste – nemlig igennem deres bevidste udnyttelse af sproget. I Orwells romaner om totalitarismen formes borgernes virkelighed oppefra af paroler, der gentages så ofte, at det bliver sandhed, og af ord, der er sirligt indrettet til kun at kunne udtrykke et vist udsnit af virkeligheden.

For begge disse spor løber den særegne sproglige opmærksomhed som en tydelig åre sammen med frygten for ethvert system, der sætter kollektivet over individet. Dermed kan Orwell heller ikke siges at have en entydig politisk agenda – både kapitalisme og socialisme får rap over nallerne i hans forfatterskab – men frygten for og opmærksomheden på overordnede undertrykkelsesstrukturer taler imod enhver form for totalitarisme.

Beslægtede forfatterskaber

Det er vanskeligt at forestille sig en bog som ”Kammerat Napoleon” uden Jonathan Swifts ”Gullivers rejser” (1726). I Swifts bog bruges allegorien også effektivt til at flytte en kritik af og satire over visse strukturer i det menneskelige samfundsliv over i en anden sfære for dér at lade det fremtræde så meget desto mere tydeligt. Hvor Swift lod Gulliver skylle i land hos lilleputter og kæmper, der mindede ganske meget om visse samfund på forfatterens tid, lader Orwell sin satire udspille sig i dyrenes verden. Men grundlæggende er det allegoriske greb det samme.

Som forlæg for sine reportager fra bunden af samfundet i Paris og London havde Orwell især Jack London, som i begyndelsen af 1900-tallet foretog en række ekskursioner til de fattige kvarterer i den engelske hovedstad. Londons reportager (nogle af dem samlet i ”The People of the Abyss”, 1903) trak selv på en udviklet tradition for dokumentation af almuens svære vilkår i de hurtigt opskudte industribyer, som vi også kender det fra eksempelvis Jacob A. Riis’ ”How the Other Half Lives” (1890).

I sin nærmest filologiske interesse i det totalitæres sprog har Orwell en kollega i den tyske jøde Victor Klemperer, der mirakuløst overlevede jødeudryddelserne i Hitlers Tyskland. Klemperer var filolog, og han dokumenterede i sine notesbøger, hvordan det tyske sprog langsomt begyndte at ændre sig og spredte gift i befolkningen i en sådan grad, at vejen pludselig var banet for Holocaust og det største europæiske traume nogensinde. En del af disse betragtninger er overskueligt og klart nedskrevet i Klemperers bog ”LTi ― Lingua Tertii imperii”, hvilket betyder Det Tredje Riges sprog (1947, da. 2010).

En særlig sensibilitet i denne retning finder vi i nyere tid hos den tysk-rumænske nobelpristager Herta Müller. Også hos hende starter totalitarismens magt i sproget. Hendes litterære stil er delvis karakteriseret ved at opstille og til en vis grad opfinde et særligt sprog, som kan modsvare den totalitære udslettelse af præcis refleksion og tankevirksomhed. Samtidig er hendes bøger stærke vidnesbyrd om, hvordan politisk undertrykkelse og terror kan påvirke den sproglige bevidsthed, hvordan undertrykkelsen glider ind i sproget og bliver selvforstærkende.

Relaterede forfattere