Herta Müller

Genrer og tematikker

Herta Müllers forfatterskab kredser gennemgående om individets tilstand under et totalitært regime. Hendes bøger er derfor langt hen ad vejen kapitler fra hendes egen historie. Selv placerer hun sine værker inden for, hvad hun betegner den autofiktionale litteratur*.* I et interview til Dagbladet Information fortæller hun: ”Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema. Forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer så som krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur i ordets videste betydning. Det er forfattere, der ikke selv har valgt, men forbliver i deres temaer, fordi de ikke kan andet og blot må indordne sig.” [1]Peter NielsenDet er aldrig godt at blive kysset af diktatoren. Interview i Information2009-08-04. Fra et rent tematisk perspektiv er Herta Müller altså som forfatter fastlåst af sin egen traumatiske fortid.

Blandt de gennemgående elementer i Müllers autofiktion er den opkørte steppelandsby, de grå projektbyggerier i provinsbyen, den sjælsensomme pige, den fordrukne eks-SS-far, den traumatiserede mor med fortiden i sovjetiske interneringslejre, den skakspillende bedstefar, vennens selvmord og venindens forræderi. Det er nøgne dødsmesser fra det rumænske diktaturs forkrøblede og forkrøblende verden med partiledere og sikkerhedstjeneste, hjernevask, indoktrinering, persondyrkelse, partidigte, partisange, propaganda, men det er også fortællinger om et system, som strækker sig langt ud over lakajernes rækker, om en besættelse af en helt anden kaliber end den, vi almindeligvis forbinder med ordet.

Udover sine kortprosadigte har Herta Müller primært skrevet noveller samt korte og komprimerede romaner. Fælles for hendes prosaværker er dog, at de gennem et skævt og billedmættet sprog ofte glider frem og tilbage mellem prosa og poesi – det uhyggeligt konkrete og det abstrakt ekspressive. Dette særegne sprog har rødder i erfaringen fra diktaturet, som gjorde det nødvendigt at tale i koder, når man var mellem ligesindede dissidenter. Dette affødte et folkevid præget af hårde eufemismer. Helt ned på det sproglige plan har det kommunistiske Rumænien altså brændemærket forfatteren, hvilket paradoksalt nok kommer til udtryk i hendes gennemgående forsøg på at skrive sig fri af netop diktaturet.

Beslægtede forfatterskaber

Den fiktive behandling af livshistorien er i realiteten blevet praktiseret siden tidernes morgen og i hvert fald udpræget i moderne litteratur – August Strindbergs vigtigste værker er for eksempel ikke andet. I 1977 gjorde franskmanden Serge Doubrovsky et nummer ud af det med romanen “Fils”, hvorefter det er blevet betragtet som en slags genre for sig. Normalt kalder vi det blot autofiktion, nært beslægtet med den litterære terapis transformation af personlige traumer til fortælling og metafiktionens leg med identiteterne, ikke mindst forfatterens egen.

En dansk forfatter, der bevæger sig inden for det autofiktive, er Knud Romer. I romanen ”Den som blinker er bange for døden” fra 2006 beskriver han i fiktive gevandter, hvordan hans familie blev chikaneret og udstødt af et indspist lokalsamfund i Nykøbing Falster på grund af moderens tyske baggrund. Også på det tematiske plan er der altså ligheder mellem de to forfatterskaber, der begge behandler lukkede samfund uden tolerance for individer, der skiller sig ud og nægter at indordne sig samfundets regler. Et andet fællestræk mellem Herta Müller og Knud Romer er evnen til at krydre de tragiske fortællinger med en skarp kulsort humor, der får læseren til at bryde ud i forløsende latter midt i tristessen.

I sin gennemgående tematiske behandling af det totalitære samfund og dets konsekvenser for individet bringer Müllers forfatterskab mindelser om den russiske systemkritiske forfatter og nobelprisvinder Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008). Efter et ophold i Gulag skrev Solsjenitsyn flere skarptskydende romaner om Sovjet. Den nok mest berømte af disse er debuten ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” fra 1963. I denne roman beskrives en dag i en sovjetisk krigsfanges liv og den daglige kamp for at overleve under de umenneskelige forhold i fangelejren. På den måde minder romanen i både form og indhold om Müllers ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, hvor hun netop også skildrer en dag eller rettere – en sporvognstur – i sin hovedpersons håbløse liv i et klaustrofobisk kommunistisk styre.

En anden forfatter, der ynder at stille skarpt på sit hjemlands drænende romance med Sovjetunionen, er den eksilerede tjekkiske forfatter Milan Kundera. Ligesom i flere af Herta Müllers romaner som for eksempel “Mennesket er en stor fasan i verden” zoomer han i ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1983 ind på, hvordan de mellemmenneskelige relationer kompliceres under et totalitært regime.

Relaterede forfattere