”Din røvsyge schwabiske mokke, du står jo og glor som en schwabisk kalv faldet ned fra månen, din gamle schwabiske kramkiste. Vi havde brug for de lange ords raseri, som var i stand til at skille os fra hinanden. Vi opfandt det i form af eder for at opnå afstand til hinanden.”
”Dyret i hjertet”, s. 64.
Müllers ”Herztier” fra 1994 (”Dyret i hjertet”, 1997) er fortællingen om årene op til udvandringen og månederne efter. Det er en selvbiografisk fortælling om venner, om en gruppe anderledestænkende; fortælleren og Lola og Tereza og Kurt og Georg og Edgar, som mødes på et universitet i Timisoara, hvorefter det går en hel del værre end skidt. Lola med partibogen og alle mændene hænger sig i skabet mellem sine kjoler. Georg realiserer drømmen om flugten til Tyskland og kaster sig derpå ud fra et vindue på femte sal i Frankfurt. Kurt hænger sig i en rem i en lejlighed i Rumænien. Tre selvmord af den slags, hvor man ikke er helt sikker på, at det er selvmord, fordi selvmord ofte er sådan, Securitate arrangerer sine drab.
På den anden side kunne de alle tre ligeså godt være trætte af livet. Regimet avler ikke livsglæde. Securitate æder Terezas sjæl, mens kræften tager sig af hendes krop. Fortælleren står flere dage i streg med sten i lommen ved flodens breder og tænker på at drukne sig. I sidste ender kommer hun til Tyskland ligesom Edgar, men i den anden ende af landet, og ingen af dem har råd til at rejse, og måske gør det ikke for alvor noget, for det er et underligt venskab, der udvikler sig under et diktatur, noget med at fornærme hinanden, at trykke på de knapper, som gør allermest ondt. ”Til Georg havde jeg skrevet: Jeg har været forkølet i en uge, og min neglesaks kan ikke klippe.” (s. 78). Det giver jo ikke meget mening, hvis man ikke har fået side 69 med: ”En sætning med neglesaks betyder forhør, sagde Kurt, ved ransagning skal brevet indeholde en sætning med sko, ved udspionering en med forkølet. Sæt altid et udråbstegn efter tiltaleformularen, men kun et komma, hvis du har været udsat for dødstrusler.”
Vennerne lever under en besættelse, som er omvendt i forhold til de proportioner, vi herhjemme kendte under Anden Verdenskrig. De er besat af deres egne, af et folk, en nation. De er en håbløs minoritet, konstant chikaneret af myndigheder med timelange forhør og gennemrodninger af deres boliger, camoufleret som indbrud. Håbet lever i nogle bøger, som hænger i en pose fra en snor i en brønd i et sommerhus uden for byen, dem og digtene, som et par af vennerne producerer.
Herta Müller
Herta Müller voksede op under et benhårdt kommunistisk diktatur i Rumænien og blev forfulgt som anderledestænkende, indtil hun endelig slap ud et par år før Berlin murens fald. Hun så sine venner d...
Læs hele forfatterportrættet
