”På fjerdedagen med vores franske blomsterarrangementer, netop som vi var i gang med at lære at lave symmetriske buketter med kontrasterende, men supplerende teksturer, skar Becka et snit i sit venstre håndled med rosensaksen, så hun måtte køres på hospitalet. Såret var ikke faretruende dybt, men der var alligevel en masse blod. Det ødelagde de hvide kæmpemargueritter.”
”Gileads døtre”, s. 176.
I stedet for ægteskab får Agnes lov til at komme i træning som Tante på Ardua Hall, Tanternes helle, hvor Tante Lydia i al hemmelighed arbejder med at nedskrive sine erindringer. Vidnesbyrdet skal ødelægge det regime, som hun selv har været med til at opbygge. Agnes bliver inddraget i planen, og ligeså gør den unge Daisy i Canada, da hun rekrutteres af modstandsbevægelsen Mayday og frivilligt lader sig hverve af Gileads missionærer for at kunne indhente oplysninger fra en vigtig og prominent kilde, der kan sætte en stopper for styret.
Tilværelsen i Gilead skildres som sort-hvid. Der er kun dyd eller synd, sund baby eller U-baby, liv eller død, og ingen rum til menneskelighed. Det grumme dukker op lige midt i idyllen, som når pigen Becka forsøger at begå selvmord med rosensaksen midt i blomsterarrangementerne. Tørt kommenterer fortælleren, at det ødelagde de hvide kæmpemargueritter.
Modsat ”Tjenerindens fortælling”, der blev båret frem af kun én fortæller, er der tre stemmer på spil i ”Gileads døtre”, som på skift bærer fortællingen frem med hver deres perspektiv. Hurtigt aner man, at de tre stemmer er knyttet sammen i en større sammenhæng, og begæret efter at samle trådene er motor i den handlingsmættede roman.
Med ”Gileads døtre” binder Margaret Atwood en sløjfe på løse ender i både ”Tjenerindens fortælling” og tv-serien ”The Handmaid’s Tale” (2017-). I et interview i Politiken fortæller hun, at hun følte sig inspireret af læsernes og seernes mange nysgerrige spørgsmål om, hvad der efterfølgende skete i Gilead. Men hun blev også motiveret af Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident i 2016, hans kvindesyn og i det hele taget de totalitære tendenser, som hun ser rundt omkring i verden i dag, hvor politik bliver drevet af frygt, vrede og nostalgi (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).
Margaret Atwood
Ideen om fortællingens eksistensberettigelse betegner hele Margaret Atwoods forfatterskab. Margaret Atwood er først og fremmest optaget af, hvad det vil sige at være menneske. I hendes kønsbevidste...
Læs hele forfatterportrættet
