”Pigen var blevet urolig, så jeg sagde: lad os gå ud på trappen og se, om vi kan få øje på far. Ledte hende ud. Da så jeg den på gruset. Den lille kuffert. Efterladt på en gruset plads, ligesom barnet.
Sådan bar min søn sig ad. Havde stort set altid fået sin vilje. Hvis ikke med det gode, så med det onde. Han havde lagt hendes ejendele i kufferten, som var en smule mindre end min. Dér stod de så begge på gulvet i stuen, parat til at rejse. To ensomme kufferter.”
“Karitas – kaos på lærred”, s. 104.
Første bog slutter med Karitas’ opbrud, hendes egen rejse alene rundt om Island. Anden bog fortæller historien om den voksne, midaldrende kvinde, der nu er ovre ungdommens år, og som er nået til det punkt, hvor hun begynder at spørge sig selv, om hun har nået det, hun ville, om hun overhovedet fik udrettet noget – og hvad det ’noget’ er, som hun har drømt om at udforske og berige verden med.
Karitas’ ægteskab har ikke været af den almindelige slags og slet ikke set med datidens øjne. Karitas’ mand, Sigmar, har altid glimret ved sit fravær, og samtidig har han fulgt hende og været forbundet til hendes væsen, selvom de fysisk har levet hver deres liv. Man fornemmer en stor kærlighedshistorie mellem to væsner med lige stærke viljer. Ingen af dem har villet underkaste sig, og ingen af dem har givet rigtig slip på det ægteskab og det løfte, de engang gav hinanden.
I “Óreida á striga” fra 2007 (“Karitas – kaos på lærred”, 2008) kommer der en ny mand ind i Karitas’ liv. Faktisk har hun kendt ham, siden hun var barn, hvor han stod og kiggede dybt betaget af hende, rakte hende klemmer og banede vejen for den stædige pige, der ville gøre alt for sin mor og sine søskende.
Sønnens lille datter bliver efterladt hos Karitas meget mod dennes vilje. Endnu engang må hun se sig slået tilbage af og i den moderrolle, der altid har været hende inderligt imod, trods den store kærlighed, hun har haft til sine børn. Men denne gang lader Karitas sig ikke stoppe, men tager barnebarnet med til Paris. Den lille sønnedatter bliver også en mulighed for Karitas til at forlige sig med det, hun selv gav afkald på, syg og dårlig som hun var dengang, søsteren Bjarghildur (i første bog) tog datteren til sig mod Karitas’ vilje.
I denne anden bog viser Kristín Marja Baldursdóttir en voksen kvindes refleksion, og hun viser, at livet ikke slutter efter de 40, efter børnefødsler eller forlist kærlighed, men at det er en stadig proces, en evig fortælling, der løber som is, vand og lava gennem Islands natur.
Kristín Marja Baldursdóttir
Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab er ikke blot en rejse ind i en anden tid og et andet sted. Det er på én gang en mangefacetteret skildring af forskellige menneskers karakterer, et studie ...
Læs hele forfatterportrættet
