- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., juni 2021
- Jimmi Michelsenph.d. stipendiat, 2003
Intro
I udviklingsromanen ”El Plan Infinito” fra 1991 (”Den uendelige plan”, 1992) forlader Isabel Allende for en tid det eksil motiv, der har drevet forfatterskabet fra begyndelsen. Handlingen er denne gang henlagt til USA og har en mandlig hovedperson: fighteren og Vietnam veteranen Gregory Reeves. Historien begynder i 1940'erne, hvor Gregory som barn rejser langs den amerikanske vestkyst med sin familie. Hans far er lægprædikant og forsørger sin familie ved at udbrede budskabet om Den uendelige plan – en tro, han selv har fundet på. Med den omrejsende karavane er også kvinden Olga, som med sin krystalkugle kan spå om fremtiden. Da faren bliver syg, må familien slå sig ned i et latinamerikansk kvarter i Los Angeles, og Gregory må forsøge at klare sig som en af de få hvide børn i en spansktalende verden. Fortællingen følger herefter hovedpersonen de næste fire årtier, hvor han oplever krigens rædsler i Vietnam, uddanner sig til advokat og kæmper med kærligheden og misbrugsproblemer. Sent i livet når Reeves til den erkendelse, at hans liv har haft for store omkostninger, men på romanens sidste sider er han igen på ret køl takket være en dygtig psykiater.
