Gyrðir Elíasson

Genrer og tematikker

Gyrðir Elíassons værker bevæger sig ubesværet i grænselandet mellem en genkendelig virkelighed og det usynlige, der gemmer sig i drømmen, i fantasien eller døden. Selvom hans sprog er mere antydende end udpenslende, er hans værker meget billedskabende og stemningsfulde. Måske er det netop fordi udfoldelsen af scener foregår i læserens hoved, at billederne bliver så meget stærkere.

Konstant i bøgerne er en vekslen mellem humor og deprimeret tragisk prosa, og Elíasson har fortalt, at de to ting hænger uløseligt sammen for ham.

Elíasson fortæller videre, at han hverken har teknik eller udholdenhed til at skrive lange romaner, men føler sig hjemme i den korte genre. Al hans tekstproduktion udspringer af lyrik, både fordi det er det, han er er god til og fordi det er det, han interesserer sig for. Elíasson, der er blevet kaldt Islands anorektiske forfatter, siger i et interview: ”Den kortere form, der nogen gange kan fremtrylle glimt af billeder, der bliver hos en i lang tid, har altid appelleret til mig. Måske fordi jeg er lige så inspireret af billedkunst som af litteratur. Jeg voksede op med maleri [Elíassons far var den islandske kunstner Elías B. Jónasson] og jeg var egentlig på vej til at blive kunstner, men fandt ud af, at jeg ikke havde talent for det. Men jeg tog måske ubevidst noget derfra med over i min skrivning.” [1]Davíð Kjartan GestssonGyrðir Elíasson. www.sagenhaftes-island.is2011

Den sproglige akkuratesse kombineret med evnen til at fortælle store historier med få ord gør Elíasson til en enestående billedskaber. Hans noveller bevæger sig mellem det hverdagslige og det fantastiske, og der går kun en hårfin – for det meste usynlig – grænse mellem drøm og virkelighed. Fordi hans fortællinger er så tydeligt forankret i en genkendelig virkelighed med referencer til tid og sted, accepterer man som læser de magiske indbrud, der sker. De til tider absurde og uhyggelige hændelser bliver af fortællerne ikke mærkeliggjort, men blot lakonisk noteret og erfaret. Den kølige og registrerende tone gør novellerne til udsagn om, at livet er mere, end det blotte øje kan registrere, og at der er en forbindelse til det hinsides, som man ikke kan ignorere eller underkende. Alle livets dimensioner optræder på samme tid og samme niveau, og ting der sker i drømme, i fremtiden eller i døden har indflydelse på nutiden i en art omvendt kausalitet. I fortællingerne overskrides tid, rum og fysiske love med stor naturlighed. Hele tiden er den storslåede islandske natur baggrundstæppe for handlingen og samtidig et spejl for karakterernes sindstilstand.

Bøgerne hænger også sammen på tværs af forfatterskabet: De døde sætter ingen spor, hverken den afdøde bedstefar ”Antennerne” i Papirskibsregnen eller novellen ”Opvågnen” i ”Mellem træerne”. Nogle af de samme billeder bliver brugt på langs i forfatterskabet: i ”Papirskibsregnen” står der: ”Så hvordan dråberne bredte sig mellem efterretningerne om brand, sprængstofattentater, valg i Finland.” (s. 18) og i ”Mellem træerne”: ”Jeg bar nogle brændestykker ind og lagde dem i brændeovnen, tilføjede nogle aviser fra i fjor, tændte op i en pind og så flammerne slikke op omkring gamle nyheder om dødsfald, krig og banksager”. (s. 37).

Beslægtede forfatterskaber

Der er i islandsk litteratur en helt særlig tradition for at inddrage over- eller ekstranaturlige elementer i fiktionen. Hos Gyrðir Elíasson viser det sig i de mange uforklarlige, men naturligt optrædende indbrud af andre verdener, der er i hans noveller og romaner. Hos hans samtidige forfatterkollega Einar Kárason foregår der også mange uforklarlige ting på en helt naturlig måde, og hos Einar Már Guðmundsson optræder overnaturlige væsener på linje med almindelige mennesker.

”Som islandsk forfatter har jeg altid været interesseret i forholdet mellem drøm og virkelighed. En interesse der kommer fra de islandske sagaer, som selvfølgelig har påvirket mig, men jeg har faktisk været mere påvirket af folkeeventyr, der blev samlet i det 19. århundrede. De har også en meget stærk og mærkelig blanding af den barske virkelighed og fantasi. De er nedskrevet fra en mundtlig tradition, der stammer fra en vanskelig tid i nationens historie. Disse samlinger betød meget for mange generationer af mennesker, næsten på samme måde som sagaerne.” [4]Jakob Aahauge»Jeg ville egentlig være maler«. Kulturkontaktnord.org2011-05-09

Gyrðir Elíasson trækker ifølge litteraten Erik Skyum-Nielsen også på en arv fra Franz Kafka, Jorge Luis Borges og Raymond Carver [2]Peter NielsenNordisk skizofreni.Information, 2011-04-07. og laver med sine magiske indslag en kobling til den sydamerikanske magiske realisme. Hos Elíasson er der måske nærmere tale om magisk minimalisme.

”Jeg beundrer Carver, men jeg har ikke tænkt på nogen ligheder mellem ham og mig. Jeg beundrer også forfattere som Borges, som jeg vil mene, jeg er tættere på end Carver. Vi har begge det magiske element. Men selvfølgelig opfandt Borges ikke fantasien. Jeg har søgt inspiration i mit arbejde fra mange forskellige forfattere, og fra mange forskellige slags tekster over hele verden. Den polske forfatter Bruno Schulz har skrevet nogle noveller, som jeg finder meget inspirerende. Også han er ikke langt fra Borges i forhold til at blande virkelighed og fantasi.” [4]Jakob Aahauge»Jeg ville egentlig være maler«. Kulturkontaktnord.org2011-05-09

Der er et tydeligt slægtskab mellem Elíasson og den danske forfatter Charlotte Weitze. Weitze skriver også noveller, der rummer det fantastiske i sig og udspringer af en genkendelig hverdag. Mellem enhver busks mørke blade gemmer der sig en hemmelighed, og personerne har uanede dyb i sig. Modsat Elíassons kølige karakterer er der dog hos Weitze en masse fortrængt begær på spil. Til fælles har de to forfattere en interesse for det overnaturlige og det, der er usynligt for det blotte øje, men synligt for den følsomme og imødekommende sjæl.

Relaterede forfattere