”Så gammel var klokken at ingen mere kendte dens alder med sikkerhed. Men på den tid da vor fortælling begynder, havde den klokke for længst fået en revne (…). Dog syntes gamle folk stadig om denne klokke.”
”Islands klokke”, s. 7.
I ”Íslandsklukkan” er hovedpersonen den fattige Jón Hreggvidsson, der i indledningsscenen hjælper danskerne med at slå den gamle klokke på Thingvellir i stykker. Netop denne klokke blev brugt til at ringe, når nogen var blevet dømt til døden på Altinget, men på kongens befaling skal alt kobber og malm nu bruges til at genopbygge det krigshærgede København. Under arbejdet kvæder Jón et kvad, der fornærmer kongen, og han idømmes fireogtyve piskeslag for det. Herefter anklages han for at have slået den bøddel ihjel, der piskede ham. Bødlen findes død i en mose, men der er ingen beviser på, at Jón har myrdet ham. Med den smukke adelskvinde Snæfrídurs hjælp flygter Jón fra sin dødsstraf, først til Holland og Tyskland og derfra videre til Danmark. Han søger om benådning hos den lærde Arnas Arnæuis i København, hvilket Snæfrídur har rådet ham til.
Laxness skildrer et retssystem i opbrud og kritiserer gennem sin fiktion danskernes hensynsløse måde at fratage islændingene deres kultur og tradition på. Selve klokken fremstår som et symbol på dødsstraf, men budskabet bliver antivoldeligt, da klokken først slår revner og siden hen destrueres, så den ikke længere kan ringe. Derved rejser romanen det evigt aktuelle spørgsmål om, hvem der har ret til at dømme et andet menneske til døden.
Halldór Kiljan Laxness
Halldór Laxness er den eneste islænding, der har modtaget nobelprisen i litteratur. Han var en socialt engageret digter og en romantisk samfundsrevser, der især udmærkede sig ved sine empatiske por...
Læs hele forfatterportrættet
