”Mens vi kørte, bøjede min far sig ned og råbte ind i øret på mig: Dette er et stort øjeblik i dit liv. Brug nu øjnene godt, så at du kan se alting og senere kan fortælle om det. – Jeg åbnede begge øjne så meget, at vinden fik dem til at løbe i vand, og også nu, hvor jeg helt og fuldt i min fars og ligeledes i hr. Brauxels ånd fortæller om det, jeg slugte med vildt opspilede øjne og opmagasinerede som erindring, anstrenger mit øje sig og løber i vand: dengang var jeg bange for, at mit øje ville være blindet af tårer, når jeg skulle se Føreren; i dag må jeg gøre mig umage for ikke at se gennem tårer, hvad der dengang var håndgribeligt, uniformeret, flagsmykket, solbeskinnet, verdenshistorisk, gennemsvedt og faktisk.”
”Hundeår”, s. 236.
Den lille Oscar protesterer mod samtidens politiske vanvid, men han kan kun udtrykke det væld af følelser i en forvrænget form: Med sin bliktromme trommer han den tyske historie frem i al sin grimhed og abstrakte uforståelighed.
Historien fortælles af den 30-årige Oscar, der skriver sine erindringer ned. Fortællerstemmen tilhører altså en outsider, der bevidst har sat sig uden for. Men karakteristisk for også Grass’ senere værker, kan læseren ikke rigtig stole på Oscar. Han er en utroværdig fortæller. På den måde kan Grass gøre sine figurer utroværdige, uden at udstille dem. Han kan skabe en ironisk distance til de historiske begivenheder ved at lade en utroværdig 30-årig dværg iscenesætte smerten, skylden og den tyske selvforståelse på en sådan måde, at den forbliver konkret uden at postulere, at det er den eneste sandhed om Tysklands historie.
”Bliktrommen” har også paralleller til den klassiske dannelsesroman som for eksempel Goethes ”Wilhelm Meister”. Men den afviger på en række centrale punkter. Der er ingen morale i Oscars udvikling. Hans udvikling fremstår nærmere som en slags misdannelse, der i romanen er en parallel til den tyske dannelses forfald under nazismens opkomst i 1930’erne.
Sammen med Grass’ to efterfølgende bøger ”Kat og Mus” (1961) og ”Hundeår” (1963) danner ”Bliktrommen den såkaldte Danzig-trilogi, opkaldt efter Grass’ fødeby i det nuværende Polen. I ”Kat og Mus”, der oprindeligt skulle have været en del af ”Hundeår”, men voksede til at være en hel roman, er det også en outsider, der står i centrum. Drengen Mahlke forsøger at skaffe sig respekt og anerkendelse ved at gå ind i militæret, men det lykkes ham ikke, og han dør, før krigen er omme. Romanens fortæller, og Mahlkes ven, er indirekte skyld i Mahltkes død, men vil ikke selv erkende det. Igen har vi at gøre med en utroværdig fortæller, og selve romanens fortælleform afspejler således forsøget på at fortrænge fortiden – det store tema i Grass' værker.
I ”Hundeår” er det også forholdet mellem to barndomsvenner, Matern og Amsel, der beskrives. Her går handlingen over næsten hele det tyvende århundrede, over nazismens opblomstring i 30’erne, krigen og den efterfølgende deling af Tyskland. De to venner kan ikke forsones oven på krigen – Matern blev nazist – men de kan heller ikke skilles ad, de hænger uværgeligt sammen. Igen en spejling af Tysklands splittelse, både i de to lande, men så sandelig også mentalt.
Günter Grass
I 1959 udkom Günter Grass’ monstrum af en roman, ”Bliktrommen”. Den indvarslede ikke kun et forfatterskab, der skulle blive det nok mest betydningsfulde i tysk efterkrigstid, men også en helt ny må...
Læs hele forfatterportrættet
