Siegfried Lenz

Genrer og tematikker

Siegfried Lenz havde sans for at beskrive detaljer. Han skrev enkel, ligefrem prosa med fokus på en hovedpersons liv – typisk en mand. Mange af hans historier udspiller sig i et provinsmiljø. Det gælder f.eks. handlingen i ”Et minuts stilhed” og ”På scenen”, og også flere af novellerne i ”Masken” foregår i den nordtyske provins. Det samme gør hans mest solgte roman ”Tysktime” fra 1968, som også byder på et typisk tema for forfatteren. Lenz har selv udtalt, at romanen primært handler om et klassisk tysk efterkrigsdilemma: Hvorfor handlede folk, som de gjorde? Og netop opgøret med fortiden er et tema, der går igen i andre af Lenz’ historier.

Et andet gennemgående tema i forfatterskabet er forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem det man ser og oplever og det, der egentlig sker. I ”På scenen” udspilles dette forhold helt konkret, men også i ”Et minuts stilhed” og i flere af historierne fra ”Masken” får man som læser en fornemmelse af, at der sker mere end det, der står på linjerne. Netop det at skrive, så det appellerer til læserens fantasi og evne til meddigtning, var Lenz en mester i. Han kunne antydningens kunst til fingerspidserne, så man som læser får fornemmelsen af, at der bagved linjerne findes mange andre historier. Teksten bliver næsten metafysisk.

Og så kunne han skrive sætninger, der rummer et overskud af sansninger. Man mærker ofte hans fortællinger, før man forstår dem.

Noget andet, der går igen i både romaner og noveller er vand. Mange af hans historier foregår ved eller på havet eller en sø. Selv sagde Lenz om det: ”Nuvel, det er ikke så sært. Mit barndomshjem i Masurien lå lige op ad en sø, faktisk så tæt, at jeg nærmest kunne fiske fra vinduet. Jeg kunne betjene en kastestang, før jeg kunne læse. Vandet er mit element. I alle ferier stod den på vand og atter vand.” [4]Anders RaahaugeAt skrive er at leve med sig selvKristeligt Dagblad, 2012-07-21..

Det kendetegner også forfatterskabet, at Lenz er meget loyal over for sine hovedpersoner. Han dømmer aldrig, selvom han som regel altid viser hovedpersonens svagheder. Ofte fortæller han gennem en ung mand – det gælder f.eks. både i ”Tysktime” og i ”Et minuts stilhed”. Om det fortalte Lenz: ”Valget faldt på en ung mand, (…) fordi det at fortælle for mig er det samme som at lære at leve. At blive klar til livets ubegribelighed. At fortælle er en befrielse. Fortæl det, og du forstår det bedre! Derfor placerer jeg impulsen til at fortælle i en ung mand, så han gennem fortællingsprocessen kan komme til at forstå sig selv bedre og lære at leve.” [2]Ulrich Greiner og Henning SußebachErzähl es, damit du es besser verstehst! Die Zeit2008-05-14.

Beslægtede forfatterskaber

Siegfried Lenz’ tidlige forfatterskab koncentrerer sig tematisk om efterkrigstidens konflikter. Skyld og ansvar er omdrejningspunkterne. Det gælder f.eks. i romanen ”Stadtgespräch” fra 1963 og i ”Tysktime” fra 1968. I sidstnævnte gør politibetjenten Ole Jepsen det, han får besked på – han parerer ordre uden at sætte spørgsmålstegn ved ordren og opretholder nazisternes maleforbud for ungdomsvennen og maleren Max Ludwig Nansen.

Lenz er ikke fordømmende over for sine personer, han fremstiller blot mennesket, som det er. Netop temaet omkring at kunne forvalte fortiden går igen i efterkrigslitteraturen. Man finder dette tema i mange forskellige værker som f.eks. i Günter Grass’ groteske romaner, i Hans Magnus Enzensbergers lyrik og i Rolf Hochhuths dramatik. Også flere af Rainer Werner Fassbinders film koncentrerer sig om, hvordan man som tysker skal leve med fortiden.

Relationen mellem menneske og fortid er også et tema, man finder i Lenz’ nyere værker, men her er også andre temaer som f.eks. kærlighed. Romanen ”Et minuts stilhed” tager fat i en for kunsten genkendelig kærlighedsproblematik: Lærer-elev-kærligheden. Denne forbudte kærlighed er også temaet i Bo Widerbergs film ”Lærerinden”, men hvor fokus i filmen er på det skæve og problematiske i magtrelationen mellem lærer og elev, er fokus i Lenz’ roman snarere på det smukke i relationen.

Lenz er også kendt for sin underspillede ironi. I hans nyere værker kommer den især til udtryk i kortromanen ”På scenen”. Ironien og absurditeten i denne roman minder om både John Steinbecks ”Dagdriverbanden” og Samuel Beckets berømte teaterstykke ”Mens vi venter på Godot”, sidstnævnte optræder endda direkte i romanens handling.

Siegfried Lenz’ store forfatterskab er svært at samle under et tema. Man kan dog sige, at forfatteren igennem sine mange værker, der er skrevet over et helt liv, tegner et mangfoldigt billede af tyskeren for os.

Og at skrive var en livsnødvendighed for forfatteren: ”Jeg har opdaget, at der ligger en art selvterapi i at skrive. Hvis det lykkes, og jeg skriver en, to, tre timer formiddag og en, to timer igen om eftermiddagen, og min kone, Ulla, læser det igennem og kan lide, hvad det bliver til, så er jeg lykkelig (…) Albert Camus har sagt: ’Det at skrive er en art retfærdiggørelse.’ Man må prøve at retfærdiggøre sig over for livet og stå inde for det, man har gjort.” [4]Anders RaahaugeAt skrive er at leve med sig selvKristeligt Dagblad, 2012-07-21..

Relaterede forfattere