”Hvorfor er det så imponerende med høj alder hos træer?
Fordi de har bevidnet så meget tid, så mange historiske begivenheder; de har stået der, mens alt dét skete og dét og dét.
Det er en mærkelig tanke, eftersom de er uden bevidsthed og erindringsløse, så nej nej, det er, fordi alder i sig selv er imponerende, det at holde ud, stå imod, holde sig i live.”
“En have uden ende”, s. 77-78.
Alt imens fortælleren tager rundt og udforsker skeletter på museer og kirkegårde, svulmer hendes egen mave af gravid lykke. Den gravides opmærksomhed på det voksende liv i maven spejler sig i kontrasten og den uundgåelige livsledsager: døden. At fødsel og død, vugge og grav er to sammenhængende størrelser, kommer man med Hesselholdt ikke uden om. Ligesom der ikke er liv uden kærlighed – et emne som Hesselholdt blandt andet kommer omkring via sin insisteren på, at det er kærlighed og forelskelse, der er drivkraften for hende som forfatter.
Hesselholdt tager endvidere livtag med litteraturhistorien, når hun i “Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman” giver det 20. århundredes litteratur en på hattepulden: “han er resultatet af 2000 års skulderklap” (s. 27), skriver hun, og understreger således, at forfatteren oftest er en mand. Ifølge Hesselholdt er hans stil præget af stivhed, hvilket betyder, at der ikke er plads til indfald, ingen glidninger eller bratte spring, og alt sammen hænges det op på en spejlmetafor, som om spejlet er en sandhedsfigur: Historiske udsnit spejles i hinanden, karaktererne spejles i hinanden, indholdselementerne spejles i hinanden. Og den yndede tematik er identitet: Hesselholdt skriver i essayet, at hun aldrig har interesseret sig synderligt for, hvem hun er, men at hun i stedet har haft nok at gøre med at hænge som en sky over sig selv. Her refererer hun til sit arbejde som forfatter, der gør, at hun på sin vis ser sit liv udefra. Hun betragter livet og kommenterer det. Ligesom hun gør i denne tekstsamling, hvor hun kontinuerligt refererer til og reflekterer over sine omgivelser, sin graviditet, sin opfattelse af liv og død.
Christina Hesselholdt
Christina Hesselholdt skriver i et sart sansende og poetisk sprog, der ofte er krydret med en forførende fandenivoldskhed, en legende flertydig humor og karakterer, der står delvist kuldsejlet i ti...
Læs hele forfatterportrættet
