BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Viggo Bjerring
Foto: Frej Rosenstjerne
*Seneste udgivelse

Viggo Bjerring

Senest opdateret
  • Redaktionen
    maj 2026
  • Andreas Tonnesen
    cand.mag., februar 2024
Hovedforfatter
  • Andreas Tonnesen
    cand.mag., 2023

Intro

Selvom Viggo Bjerrings bøger umiddelbart fremstår ret forskelligartede – fra det ultrakorte til det større romanforløb – så rummer de klare fælles træk: Den legende og filosofiske omgang med sproget og repræsentationen, såvel som forkærligheden for det absurde og gakkede.

Selv bruger forfatteren betegnelsen ”spekulativ fiktion” om sin egen litterære position og om en litteratur, der sprænger den realistiske ramme og kommer med bud på, hvordan verden også kunne være.

Baggrund

Viggo Bjerring er født i Aarhus i 1981 og er vokset op i Aarhus, Osted og Hjørring i et middelklassehjem som søn af efterskolelærere. Som et tidligt og stærkt møde med litteraturen og fortællingens kraft nævner Bjerring selv det at få læst Tolkiens bøger højt som barn. Som elleveårig læste han sin første voksenbog – George Orwells ”1984”, hvis stemning og visioner efterlod et markant præg. Forfatterens interesse for filosofi blev vakt i mødet med en filosofilærer på Hjørring Gymnasium, og forfatterens uddannelsesbaggrund i idéhistorie og dansk, såvel som studierne i Berlin – en by, der konkret dukker op flere steder i bøgerne – præger hans skrivning. Den er filosoferende og legende, og den synes at ville udfordre sin læsers tilbøjelighed til at vide sig sikker på verden. Litteraturens rolle beskriver han selv i et interview på bloggen Bookhaul: ”God litteratur er bevidsthedsudvidende, men aldrig på en triviel eller entydig måde. God litteratur kan fucke med din bevidsthed, dine følelser og dit sprog, men resultatet er altid åbent, alt efter hvem du er, hvor du er i dit liv, og hvordan tidsånden er.” (Bookhaul: Forfatterinterview med Viggo Bjerring, 2020-02-27).

”Er der noget bedre end begyndelsen af en bog? De første sætninger hvor det hele endnu er åbent, inden handlingen sætter ind og sætter sig på alt? Forestil dig en pige på en rød cykel. Lyden af en plæneklipper, duften af nyslået græs. Nogle trætoppe der svajer i vinden. Og giv det lov til at være dét og kun dét…”

”Verdenshjertet”, s. 10.
Portræt af Viggo Bjerring
Foto: Frej Rosenstjerne
  • Født

    23. juli 1981, Aarhus.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i idéhistorie og dansk, filosofistudier ved Freie Universität Berlin.

  • Debut

    Balancekatten. Forlaget Spring, 2016. Kortprosa & noveller.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Skyggen af Gry. Ekbátana, 2026. Roman.

  • Inspiration

    Fjodor Dostojevskij, Virginia Woolf, George Orwell, Jorge Luis Borges, Peter Seeberg, Ursula K. Le Guin, W.G. Sebald, Svend Åge Madsen, Mark Z. Danielewski.

Til Forfatterweb følger Bjerring denne karakteristik op ved at beskrive sit litterære virke som en særegen måde at bedrive grundforskning i sproget, bevidstheden, tiden og væren. Samtidig peger Bjerring på det væsentlige ved litteraturens humoristiske og politiske aspekter.

Efter at have udgivet sin debut, kortprosasamlingen ”Balancekatten”, i 2016 har Viggo Bjerring udgivet romanerne ”QWERTY” i 2016, ”Verdenshjertet” i 2021 og ”Hjertets geometri” i 2024. Viggo Bjerring er bosat på Amager og modtog i 2022 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Tidsskriftet Slagtryk præsenterer Viggo Bjerring.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Som en rød tråd gennem Viggo Bjerrings forfatterskab finder man en tilgang til det fortællermæssige stof, der er både filosofisk sprælsk og absurd komisk. Den præger debutens små skæve tableauer og menneskelige portrætter. Og Bjerring lader den groteske satire ramme sin egen metier, når læseren kommer tæt på redaktørskikkelserne og ’Den Store Forfatter’ i kortromanen ”QWERTY”.

Men selvom Viggo Bjerring som forfatter er en udpræget humorist, så fornemmes midt i den absurde galskab også en kritisk brod. Det handler om de forskellige måder, mennesket er viklet ind i mærkværdige sociale hierarkier, vaner og roller. Særligt i romanen ”Verdenshjertet” viser Viggo Bjerring i portrættet af den nære fremtids økokapitalistiske samfund en verden af ensomhed, og hvor algoritmerne og simulationerne måske allerede har ætset den sidste rest af egentlig, autentisk menneskelighed bort.

Og som det ofte gælder for sci-fi genren, så er dens fremtidsscenarier spejlinger af tendenser, der allerede gælder i nutiden. Således også i Bjerrings fremtidsunivers, der i en vis forstand er en spejling, der kommer tæt på forfatterens eget liv: ”Jeg kender selvfølgelig godt stressen og de prekære arbejdsforhold fra min egen tilværelse. Derfor føler jeg også stor solidaritet med de allermest udsatte i den moderne økonomi, men personligt har jeg i høj grad valgt den her prekære verden med åbne øjne. Det har været vilkåret i kulturbranchen i mange år, og det har man desværre været ligeglad med.” [2]Mats MagnussenScience fiction-forfatter: I prekariatet er du et ensomt atom.Radarmedia.dk, 2022-04-26..

Beslægtede forfatterskaber

Med sin kredsen om den absurde komik, hvor det gakkede fremstår i al sin selvfølgelighed og med den legende attitude i forhold til sprog og genrer er det oplagt at se en arv fra Peter Seebergs forfatterskab. Men også Svend Åge Madsens måde at lade filosofiske spørgsmål udfolde sig i sci-fi-litterære universer på, kan ses som en inspiration for Viggo Bjerring. Adspurgt om sine litterære inspirationskilder lyder det fra forfatteren selv: ”Det første navn, der falder mig ind, er Peter Seeberg. Både den tidlige og den sene Seeberg holder jeg meget af. (…) I dag er jeg som læser lidt af en omnivor, men jeg kan stadig godt lide forfattere, der har blik for det absurde, og dem der stilistisk set går til yderligheder. De bøger, der betyder mest for mig, er tit de mest idiosynkratiske, fx Thomas Bernhards. Det er fedt, når man som læser tænker: Wauw, sådan kan et menneske åbenbart også skrive og tænke! – og man nærmest føler sig lidt stolt på artens vegne.” (Bookhaul: Forfatterinterview med Viggo Bjerring, 2020-02-27).

I sin måde at skildre kontorlandskabets vanvid og simulationens forvrænging af identiteter giver Bjerring læseren mindelser om Franz Kafka, men også film som Charlie Kaufmanns ”Being John Malkovich” eller ”The Matrix”.

Med sin udnyttelse af sci-fi-genren er Viggo Bjerring også del af bredere tendens blandt nyere danske forfattere, der netop udforsker genrens potentialer på nye måder. Det gælder bl.a. navne som Jonas Eika (”Efter solen”, 2018), Kaspar Colling Nielsen (”Mount København”, 2010, ”Den danske borgerkrig 2018-2024”, 2013 og ”Det europæiske forår”, 2017), Olga Ravn (”De ansatte”, 2018) og Peter Adolphsen (”År 9 efter Loopet”, 2013 og ”Rynkekneppesygen”, 2017).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Noveller/kortprosa

Balancekatten
Balancekatten

Viggo Bjerring

Forlaget Spring, 2016.

Romaner

QWERTY. Ekbátana
QWERTY. Ekbátana

Viggo Bjerring

2016

Verdenshjertet. Ekbátana
Verdenshjertet. Ekbátana

Viggo Bjerring

2021. (1)

Hjertets geometri. Ekbátana
Hjertets geometri. Ekbátana

Viggo Bjerring

2024. (2)

Skyggen af Gry. Ekbátana
Skyggen af Gry. Ekbátana

Viggo Bjerring

2026

Om forfatterskabet

Linktree. Samling af links til anmeldelser, undervisningsmateriale og interviews

Linktree.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Bookhaul: Forfatterinterview med Viggo Bjerring.

Bookhaul.home.blog, 2020-02-27.

[2]

Science fiction-forfatter: I prekariatet er du et ensomt atom.

Mats Magnussen

Radarmedia.dk, 2022-04-26.