BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
kaspar colling nielsen
Foto: Isak Hoffmeyer
*Seneste udgivelse

Kaspar Colling Nielsen

Senest opdateret
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., oktober 2021
Hovedforfatter
  • Michael Møller
    cand.mag., 2010

Intro

Et bjerg i Avedøre bugt, fuglemennesker, dansk borgerkrig i 2018, dansk flygtningekoloni i Mozambique, 450 år gamle mennesker i sexorgier og en frelser i en kælderlejlighed i Hvidovre. Dette er blot nogle få eksempler på den overvældende idérigdom, som har gjort Kaspar Colling Nielsen til en af de mest opsigtsvækkende og toneangivende forfattere i landet. Colling Nielsen debuterede i 2010 med "Mount København", og i grænselandet mellem science fiction og det kontrafaktiske har han foreløbig skabt fem udgivelser, som på særegen vis forener det groteske, tragikomiske og samfundssatiriske.

Baggrund

Det kom som en overraskelse for mange, da Kaspar Colling Nielsen i september 2019 blev ansat som taleskriver for den socialdemokratiske klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Colling Nielsens unikke position på den hjemlige litterære scene er ikke just sikret via skildringer af jordnær realpolitik. Det er derimod hans særegne fornemmelse for det groteske og absurde, og til tider slet skjulte kritik af dansk politik, som har ført til en stribe pragtanmeldelser, udmærkelse fra Statens Kunstfond og Årets Debutantpris i 2010.

”Torvet er fuldstændig øde, og der er helt stille, da jeg ankommer. Sommerluften er fyldt med hvide hår, der er faldet af de døde. Jeg løber rundt og leder efter nogen, der måske gemmer sig et sted, men der er ingen mennesker, for tiden har taget dem, og tiden glemmer ingen. Så vågner jeg.”

”Den danske borgerkrig 2018-2024”, s. 16.

Kaspar Colling Nielsen blev født den 9. februar 1974 i indre København, hvor han også tilbragte det meste af sin barndom. I en ung alder tog hans far ham med til boksestævner, hvilket har gjort ham til en stor fan af Mikkel Kessler, og hvilket kan spores i den voldsomhed, der ofte præger hans værker.

kaspar colling nielsen
Foto: Isak Hoffmeyer
  • Født

    Den 9. februar 1974, København.

  • Uddannelse

    BA i filosofi ved Syddansk Universitet, cand.merc.fil. ved Copenhagen Business School, 2005.

  • Debut

    Mount København. Gyldendal, 2010. Fortællinger.

  • Litteraturpriser

    Danske Banks debutantpris, 2010. Holberg-Medaillen, 2017.

  • Seneste udgivelse

    Frelseren fra Hvidovre. Politikens Forlag, 2021. Roman.

  • Inspiration

    Mikkel Kessler, Carsten Jensen, Henrik Nordbrandt, Per Højholt, Søren Ulrik Thomsen, Italo Calvino, Franz Kafka, Michel Houellebecq og Jorge Luis Borges.

Efter afsluttet gymnasieuddannelse tog Colling Nielsen en bachelorgrad i filosofi ved Syddansk Universitet og afsluttede sin uddannelse som cand.merc.fil. ved Copenhagen Business School i 2005.

Ifølge Kaspar Colling Nielsen opdagede han sin interesse for at skrive i teenageårene. Han begyndte at skrive sine egne digte, før han begyndte at læse andres, men det var først, da en ven introducerede ham for Søren Ulrik Thomsens digtsamling "City Slang", at han for alvor opdagede, hvilken kraft poesien besidder.

Efter afsluttede studier arbejdede han med innovation og nye produkter hos et udviklingsfirma, mens han skrev i sin fritid. Skriverierne udviklede sig til manuskriptet "Mount København", som han sendte til Gyldendal. "Mount København" udkom i 2010 og er med stor succes opfulgt af "Den danske borgerkrig 2018-2024" i 2013, "Det europæiske forår" i 2017, novellesamlingen "Da dinosaurerne var små" i 2019 og romanen "Frelseren fra Hvidovre" i 2021. Kaspar Colling Nielsen bor i København.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Kaspar Colling Nielsen i interview med Forfatterweb om "Frelseren fra Hvidovre", oktober 2021.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Kaspar Colling Nielsens tre første udgivelser befinder sig alle i grænselandet mellem novellesamling og roman, hvor det samlende narrativ gradvist er blevet mere dominerende. Hvor "Mount København" mestendels opstiller en samlende præmis for en række forskelligartede noveller, bæres "Den danske borgerkrig 2018-2024" i højere grad af et samlende narrativ. Her er beskrivelsen af krigen det bærende, mens de små fortællinger nærmere fungerer som sidespor til en egentlig roman. I "Det europæiske forår" er de små sidefortællinger integreret i selve hovedfortællingen, hvilket medfører et mere tydeligt fokus og klarere stringens.

"Dengang dinosaurerne var små" vender tilbage til de små fortællinger, men adskiller sig fra sine forgængere ved ikke at have nogen overordnet tematisk ramme. Det er ikke mindst hans forkærlighed for de små fortællinger, der bibringer Colling Nielsens udgivelser en overvældende tematisk spredning. Disse fortællinger går i et utal af retninger, men fascinationen af det morbide og makabre går igen i hele hans forfatterskab, ligesom legen med det kontrafaktiske og decideret science fiction danner en rød tråd på tværs af hans værker.

Hvor "Mount København" bygger på det rent kontrafaktiske, opfattes både "Den danske borgerkrig 2018-2024" og "Det europæiske forår" i princippet kontrafaktiske, selvom de begge beskriver en tid, der endnu ikke er kommet.

Præmissen i disse værker er et radikalt forandret Danmark i så nær en fremtid, at det i praksis simpelthen ikke kan lade sig gøre.

Mere regelret science fiction dukker op i flere af "Mount København"s noveller, heriblandt fortællingen om "Rumvæsener i Valby" og portrætteringen af Magneto, den underkuede borger, som forvandler sig til en metallisk dræbermaskine – ikke ulig Robocop fra 1980’erfilmen af samme navn. I både "Den danske borgerkrig 2018-2024" og "Det europæiske forår" er beskrivelsen af det stamcelleprogram, som giver mennesker og dyr evigt liv, også et klassisk træk fra sci-fi-litteraturen. Et lignende stamcelleprogram opridses i "Livet som dyr" fra "Dengang dinosaurerne var små", om en række mennesker som via fremskreden teknologi vælger at leve som dyr.

Det makabre og morbide forbinder også en række af forfatterens fortællinger – ofte med et humoristisk strejf. I "Den danske borgerkrig 2018-2024" findes dette bl.a. i historien om en jødisk familie, der finder skjul i et menneskes anus, og eneboeren som bliver opslugt af sin egen have og ender som fugleskræmsel i et træ. "Mount København" beskriver indgående, hvordan et menneske opereres om til en fugl, og et andet bliver et med en kompostdynge. I "Dengang dinosaurerne var små" fortæller "Hr. Fissen" historien om en kvinde, som fuldstændig fortæres af sin vaginas personlighed. Forvandlingen, mennesket i monstrøst forfald, er et gennemgående tema i hans udgivelser.

Den implicitte kritik, som til tider spores i "Mount København", bl.a. i beskrivelsen af de grønlændere, som bosætter sig på bjerget, er i "Den danske borgerkrig 2018-2024" og "Det europæiske forår" erstattet af en mere åbenlys kritik af hhv. statens håndtering af finanskrisen og den politiske behandling af indvandringen.

Afslutningsvis er det dystopiske kendetegnende for alle hans udgivelser. I "Den danske borgerkrig 2018-2024" oser dystopien ud af siderne, når Colling Nielsen beskriver sin rabiate udlægning af finanskrisens følger, mens de stærkt separerede parallelsamfund i "Det europæiske forår" lægger dansk jord til en klassisk tematik fra den dystopiske litteratur. Og på trods af at "Mount København" er en storslået utopisk vision, er det ikke mindst bjergets bizarre skyggesider, som optager Colling Nielsen – generelt optager skyggesiderne tydeligvis Colling Nielsen i både beskrivelser af samfundsstrukturer og personer.

Beslægtede forfatterskaber

Med sin særegne blanding af science fiction, kontrafaktisk historieskrivning og absurde situationsbeskrivelser lader Kaspar Colling Nielsen sig svært indskrive i de hjemlige litterære strømninger. Han har indtaget en unik position på den danske litteraturscene, hvor et bjerg i Avedøre og dansk borgerkrig beskrives som det mest naturlige i verden.

I de morbide novelleformer anes et lokalt slægtskab med Villy Sørensens "Sære historier". Hos begge forfattere besidder det groteske en filosofisk side, som behandles både humoristisk og ironisk. Også Mathilde Walter Clark, som ligeledes har studeret filosofi, skriver inden for denne genre – ikke mindst i novellesamlingen “Tingenes uorden". Colling Nielsens filosofiske sammenblanding af realisme og absurd fantasy kan til tider minde om Svend Åge Madsens sene værker. Svend Åge Madsen præsenterer i disse et svært genkendeligt Aarhus, ikke ulig den forvandlede hovedstad hos Colling Nielsen.

Det er dog ikke mindst blandt en række eksperimenterende udenlandske forfattere, at parallellerne til Colling Nielsens forfatterskab står tydeligt frem. Stilistisk og narrativt er ikke mindst Italo Calvinos “De kosmo-komiske" en tydelig inspiration. Heri forbindes en række noveller af bogens overordnede hovedperson, den navnkundige Qfwfq, som har levet i årtusinder og oplevet alt fra de første stjernetåger til dinosaurerne. Ligesom hos Colling Nielsen er der et element af science fiction i Calvinos novellesamling, og hvert kapitel indledes også med et kort videnskabeligt afsnit, som oftest befinder sig på grænsen til det kontrafaktiske.

På lignende vis anes et slægtskab med den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Både stilistisk og narrativt forbinder ikke mindst “Mount København" sig til Borges’ mest berømte værk “Fiktioner". Heri bindes på samme måde en række urealistiske og nærmest overnaturlige noveller sammen via gennemgående temaer, som for eksempel drømme og personer. “Mount København" står i den forstand også i gæld til genrens måske mest berømte bidrag, James Joyces “Dubliners", hvori en række noveller forbindes gennem den by, som udgør titlen. I alle Colling Nielsens udgivelser fremstår København til tider ligeså skræmmende, som Dublin gør hos den berømte irer.

Den grænse mellem dystopi og utopi, som man finder hos Colling Nielsen, er ikke mindst kendt i Aldous Huxleys “Brave New World". Den kontrafaktiske fortælling, altså at forestille sig en markant anderledes nutid, har også en lang tradition, heriblandt hører Philip K. Dicks “The Man in the High Castle" til de mest berømte bidrag. Bogen var den første til at forestille sig en verden, hvor de allierede ikke havde vundet 2. Verdenskrig, og ligesom i Colling Nielsens "Den danske borgerkrig 2018-24" og "Det europæiske forår" findes her både imaginære postkrigsproblematikker og separerede parallelsamfund. Ikke mindst "Det europæiske forår" har påkaldt sig en del sammenligninger med den skandaleombruste "Underkastelse" af den franske enfant terrible Michel Houellebecq, hvori det franske samfund frivilligt har underkastet sig islam efter det muslimske broderskabs fiktive valgsejr i 2022.

I et interview med Dagbladet Information nævner Kaspar Colling Nielsen selv sin forkærlighed for Franz Kafka (Karen Syberg: Et helt igennem realistisk bjerg. Information, 2010-04-22), og hans groteske fortællinger nærer også et umiskendeligt slægtskab med den tjekkiske forfatter. Ikke mindst Gregor Samsa, personen som i Kafkas “Forvandlingen" vågner op som et insekt, står i lige linje til store dele af Colling Nielsens persongalleri, der ligeledes undergår monstrøse forvandlinger. Ligesom hos Kafka lurer vanviddet altid lige om hjørnet i Colling Nielsens fortællinger; det uhyggelige, det misantropiske, det klaustrofobiske og det humoristiske overdrev findes som gennemgående temaer hos begge.

Et træk som Colling Nielsen deler med både Kafka, Borges, Calvino, Sørensen og Walter Clark er manglen på forklaringer. Sære og overnaturlige ting sker bare, som var de helt naturlige. De står frem uden forklaringer og lader sig ikke let tolke som allegori.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Mount København
Mount København

Kaspar Colling Nielsen

Gyldendal, 2010.

Den danske borgerkrig 2018-2024
Den danske borgerkrig 2018-2024

Kaspar Colling Nielsen

Gyldendal, 2013.

Det europæiske forår
Det europæiske forår

Kaspar Colling Nielsen

Gyldendal, 2017.

Colling Nielsen, Kaspar: Frelseren fra Hvidovre
Colling Nielsen, Kaspar: Frelseren fra Hvidovre

Kaspar Colling Nielsen

Politikens Forlag, 2021.

Andre bøger

Dengang dinosaurerne var små
Dengang dinosaurerne var små

Kaspar Colling Nielsen

Gyldendal, 2019. Fortællinger.

Om forfatterskabet

Winther, Tine Marie:

Man er ligesom lammet.

Politiken, 2011-02-10. Interview med Kaspar Colling Nielsen om arbejdet med at følge op på ”Mount København”.

Den politiske tale er redskab – ikke et kunstværk

Line Vaaben

Information, 2019-09-14. Interview med Kaspar Colling Nielsens om hans ansættelse som taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen.

En række noveller, publiceret i løbet af 2018, kan findes på Politikens hjemmes…

Flere af disse er genoptrykt i "Dengang dinosaurerne var små".

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview for Forfatterweb

Michael Møller

2010-12-16

[2]

Forfatter forudser borgerkrig i Danmark i 2018

Tine Marie Winther

Politiken, 2013-10-05.