”Stranden har altid været der. Den er før alt andet og bliver længere end alt andet. Den er det første og det sidste. Men før den og efter den er havet. Menneskene fylder så lidt i strandens tid. Og ingen ting i havets. hvis havet har tid? Sådan kunne han måske begynde. For en dag må han begynde at gøre sig færdig. Og sådan vil han aldrig få det hele med. Det er blot en tanke her tidligt på aftenen.”
”Ved havet”, s. 137.
Men dette enkle billede af hverdagslivets absurditet toner ud i en dybere dimension. I livet på stranden viser Seeberg os mennesket stillet over for det element, der markerer grænsen for dets vælde. Havets nærhed bliver den formindskelsesfaktor, der fører alle tilbage til ”den oprindelige betydningsløshed”.
”Havet får alle til at glemme totalt, (...) bevægelserne bliver frie, sindet genvinder barnligheden, (...) her kan de være, her er al rastløshed taget fra dem, her skal de ingenting og skal ingenting være -.” Her er også historiens ende, den store glemsel, der endeligt befrier os for os selv.
Peter Seeberg
Peter Seeberg var en af den danske modernismes mest præcise, absurde og eksistentielt undrende stemmer. Med sin særlige sans for detaljer og sine minutiøse beskrivelser skabte Seeberg i sine romane...
Læs hele forfatterportrættet
