- Helle Eegcand.mag., 2015
Intro
“Pappan och havet” fra 1965 (“Mumifar og havet”, 1973) indeholder ligesom “Mumipappans memoarer” en lettere ironisk fortælling om Mumifar. Resten af hans familie har altid ting at tage sig til, men Mumifar er der ikke brug for. Han føler sig utilstrækkelig og længes efter den tid, hvor hans familie havde brug for hans beskyttelse. Mumimor indser, at der må gøres noget og beslutter at familien skal flytte ud på en fremmed ø. Der vil der måske være brug for Mumifar, i hvert fald vil der være nye steder at opdage og eventyr der bare venter på at blive oplevet. Men det viser sig ikke være helt ufarligt at flytte hele familien ud på øen. I stedet for at komme tættere på hinanden, glider familiemedlemmerne langsomt fra hinanden. Mumifar begynder videnskabelige undersøgelser af øen, Mumitrolden prøver at blive venner med havhestene og Mumimor savner Mumidalen så meget, at hun begynder at male fyrtårnets vægge med motiver fra dalen. Mumifamiliens tilstedeværelse på øen og deres nysgerrige roden rundt med ting vækker naturen. Storme rejser sig og pisker havet op i vrede. Og jo mere Mumifar prøver at forstå havet, jo mere blæser det op og jo mere frustreret bliver Mumifar: “Jeg forstår havet mindre end nogen sinde. Der er ikke system i noget som helst” ... “Ser du”, sagde Mumifar. “Det, jeg vil, er at finde havets hemmelige love. Jeg må forstå det for at kunne lide det. Jeg kan ikke være glad her på øen, hvis jeg ikke kan have det godt med havet”.” (side 168).
