Tove Jansson (børn og unge)

Genrer og tematikker

I Mumidalen hersker den evige idyl. Her er altid sommer og familie og venner er lige ved hånden. Mumidalen er udtryk for den evige barndom og for den ubetingede tryghed. I lyset af den tid, bøgerne er skrevet i, er det nærliggende at se Mumidalen som et ønske om at skabe et helle i fantasien, mens resten af verden er i krig. Men idyllen er ikke ubrydelig, tværtimod sættes fortællingen først i gang, når idyllen trues udefra. Om det så er en komet, der truer med at udslette verden, Troldkarlens hat, der forvandler kendte ting til ukendte ting, eller vinteren, der klæder dalen i sne og bringer nye væsner med sig. Bøgerne præges af en undergangsstemning, der især på billedsiden er meget dyster. Men Mumifamilien tager som regel udfordringerne på sig. Som oftest er det Mumitrolden selv, der bliver sendt væk fra dalen for at undersøge, hvad der truer idyllen. Væk fra hjemmet stilles Mumitrolden overfor udfordringer og farer, men med venners hjælp klarer han sig altid igennem og vender hjem til familien sidst i fortællingen. Mumibøgerne udspiller dermed et klassisk tema i børnelitteraturen, nemlig overgangen fra barn til voksen. Mumitrolden sendes væk fra barndommens dal og ud på egen hånd, hjemvendt fra eventyret er han vokset med opgaven og ikke længere afhængig af sine forældre.

Mumibøgerne er på sin vis et moderne eventyr. De fleste af bøgerne er bygget over det klassiske eventyrs ramme: hjem-ude-hjem, der er overnaturlige ting og fremmede væsner. Men der optræder sjældent kendte eventyrfigurer i bøgerne, her er ikke nogen prinsesser eller halve kongeriger, der er ikke tre udfordringer og bøgerne slutter ikke med, at de lever lykkeligt til evig tid.

Hvor figurerne i klassiske eventyr ofte er billeder på forskellige stadier i et menneskes udvikling: jomfruen, stedmoderen, den unge helt, er Tove Janssons figurer snarere udtryk for forskellige livsanskuelser. Der er Mumrikken, der er kunstner og har det bedst, når han er alene, der er Filifjonken, der lider af ordensvanvid, og der er Hermulerne, der kun kan tænke på sig selv. Der er masser af identifikationsmuligheder i bøgerne, ligesom afsøgningen af egen identitet er et tilbagevendende tema. Det kommer for eksempel til udtryk, når Troldmanden indser, at der er andre ting i livet end at lede efter Kongerubinen, eller når Ninni bliver synlig igen, fordi Mumifamilien giver hende plads til at være sig selv.

Endelig er humoren en væsentlig ingrediens i fortællingerne. Ofte står den i skærende kontrast til de mere dystre tegninger og fungerer dermed som en formidlende instans i den katastrofestemning, der ellers præger mange af bøgerne. Historierne er skrevet til børn og er i den forstand børnebøger, men der er samtidig en tydelig henvendelse til den voksne læser. Fortællingerne rummer ofte en psykologisk dybde, som må formodes at gå over hovedet på de fleste børn.

Beslægtede forfattere

Tove Jansson debuterede som børnebogsforfatter i 1945 samme år som Astrid Lindgren udgav den første bog om Pippi Langstrømpe. De to forfattere udgjorde sammen med deres kollega Lennart Hellsing en revolution i den svensksprogede børnelitteratur. På det tidspunkt blev børnelitteratur anset som et værktøj til børneopdragelse. Både Pippi og Mumitrolden står i skarp kontrast til den tradition. De agerer som selvstændige individer, og der er en tro på det kompetente barn, som er ny og forfriskende. For eksempel tøver Mumimor ikke med at sende Mumitrolden alene ud på farlige opgaver, som for eksempel i “Kometen kommer” eller i “Troldvinter” hvor Mumitrolden er overladt til at klare sig selv i den fremmede vinter. De tre forfattere er meget forskellige i deres udtryk. Hellsing er mest kendt i Danmark for sine remsebøger om Krakel Spektakel, men de er fælles om en ny forståelse af barnet som individ og litteraturen som en mulighed for at sætte fantasien løs og gøre oprør med de voksnes regler. Hellsing formulerede engang sit syn på børnelitteratur således: “Al pædagogisk kunst er dårlig kunst, men al god kunst er pædagogisk”, hvilket fint udtrykker den moderne børnelitteraturs selvforståelse.

I Danmark haltede vi lidt bagefter de svenske børnebogsforfattere, og først i 1960’erne kom der for alvor gang i den modernistiske børnelitteratur Her står Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussen helt centralt med klassiske udgivelser som “Mosekonens bryg” og “Halfdans ABC”. Men også gamle kendinge som Hanne Hastrups Cirkeline-figur dukker for første gang op i denne periode.

Relaterede forfattere