BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
halfdan rasmussen
Foto: Steen Rasmussen / Scanpix
*Seneste udgivelse

Halfdan Rasmussen (børn og unge)

Senest opdateret
  • Majbrit Hansen
    juli 2023
Hovedforfattere
  • Maja Lykketoft
    2002
  • Majbrit Hansen
    2002

Intro

Halfdan Rasmussen er en dansk forfatter, der hovedsageligt har skrevet digte og ”tosserier” for børn, unge og voksne. Hans mange rim og remser har sikret hans værker klassikerstatus, og selv mange år efter hans død lærer børn stadig alfabetet at kende gennem bogstavdigtene fra den skelsættende ”Halfdans ABC” fra 1967. Halfdan Rasmussens digte er gennemarbejdet leg med det danske sprog, men alligevel er han oversat til bl.a. norsk, svensk, finsk, engelsk, tysk og hollandsk.

Baggrund

Halfdan Wedel Rasmussen blev født den 29. januar 1915 i København og døde den 2. marts 2002 i Nordsjælland. Han voksede op i Christianshavns arbejderkvarter, hvor faren arbejdede som chauffør, og moren drev rulleforretning i det ene af lejlighedens to værelser. Han havde en barndom med masser af legemuligheder i omgivelserne og følte sig ikke fattig på trods af de trange kår.

Som 14-årig gik han ud af skolen og fik forskellige ufaglærte jobs som cykelbud, piccolo, tallerkenvasker og barbermedhjælper. Indimellem var han arbejdsløs som så mange andre i 1930’erne, og han oplevede den ydmygelse, det var at blive anbragt i arbejdslejre med meningsløs beskæftigelse for unge arbejdsløse. Ophold på Roskilde Arbejderhøjskole og Den Internationale Højskole i Helsingør åbnede bøgernes verden for ham, og inspireret af de forfattere han læste og den sociale virkelighed, der omgav ham, begyndte han at skrive digte.

halfdan rasmussen
Foto: Steen Rasmussen / Scanpix
  • Født

    29. januar 1915, København.

  • Død

    2. marts 2002, Saunte.

  • Uddannelse

    Den Internationale Højskole i Helsingør.

  • Debut

    Soldat eller menneske. Carit Andersen, 1941. Digte.

  • Litteraturpriser (i udvalg)

    Politikens Kunstnerpris, 1954. Aarestrup-Medaljen, 1957. De Gyldne Laurbær, 1958. Dansk Forfatterfonds lyrikerpris, 1964. Kulturministeriets Børnebogspris, 1965. PH-Prisen, 1973. LOs Kulturpris, 1983. Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris, 1986. Holberg-Medaillen, 1986. Det Danske Akademis Store Pris, 1988. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 1997.

  • Seneste udgivelse

    Abrakadabra og andre børnerim. Gyldendal, 2019.

  • Inspiration

    Arbejderdigterne Harald Herdal og Arnulf Øverland.

De første digte, som var henvendt et voksent publikum, fik han udgivet i tidsskriftet Vild Hvede, og han kom dermed ind i kredsen af tidens unge digtere, der også talte bl.a. Tove Ditlevsen, Ester Nagel, Piet Hein og Morten Nielsen. Under Anden Verdenskrig blev han aktiv i modstandsbevægelsen og skrev illegale digte, som indbragte ham en dom på 14 dages hæfte. I 1943 blev han gift med forfatterkollegaen Ester Nagel, som han fik børnene Iben og Tom med. Ægteskabet varede til 1973. Senere blev han gift med Signe Plesner, hvis første ægteskab var med Rasmussens forfatterven Benny Andersen.

Efter krigen begyndte Halfdan Rasmussen at skrive de såkaldte ”tosserier” og digte til børn. Det er da også for sine mange børnerim og remser, at han er bedst kendt. Bøger som ”Lange Peter Madsen” (1950) og ”Halfdans ABC” (1967) har over mere end et halvt århundrede været faste bestanddele af børnebogreolen i hjem landet over.

Halfdan Rasmussen var et rejselystent menneske, og han har skrevet flere rejsebøger. Udgangspunktet for hans liv og rejser var i mange år Saunte i Nordsjælland, hvor han boede til sin død i 2002. Ved begravelsen blev kisten sunget ud af kirken af 30 børnehavebørn, der sang hans digt ’Mariehønen Evigglad’.

Udvalgte bøger

Triste digte

At han også skriver triste digte er også korrekt, men det er ikke kun ham selv, der læser dem. Digtet ”Efter Bikini” udkom i samlingen ”På knæ for livet” (1948).

Bogforside

Digtet beskriver konsekvenserne af de første amerikanske atombombeforsøg ved øgruppen Bikini i Stillehavet. Det er siden offentliggjort i utallige antologier og læsebøger, så snart sagt alle unge siden har læst det i skolen. Første strofe lyder sådan:

”Jorden er støv og ild. Mennesketom. Forladt. Intet levende ser stjærnernes tegn i nat. Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le. Intet skal mere ske.”

I ”Fremtiden er forbi” (1985) er grundtonen trist og vemodig: ”Birkens søjler af bark over vissent løv. Blækket tørret ind på det hvide ark. Hånden under din kind er blevet til støv.”

Skønt det at dele hans digte op i sjove og triste er nærliggende, er det ikke dækkende. Karakteristisk for Halfdan Rasmussen er en dobbelthed også inden for det enkelte digt. En poetisk universel stemning kan brydes af et fandenivoldsk indfald:

”Kom, lille hvide snefnug, og sæt dig på min pande. Fortæl om alle stjærnerne og alle jordens lande. Kom, lille hvide snefnug, og hils på mine hænder. Fortæl mig hvor du kommer fra og hvor din rejse ender. Kom, alle hvide snefnug, og læg jer her på bakken, så jeg kan gi min storebror en snebold midt i nakken!”

Et rent vrøvledigt kan ende i en næsten religiøs lovprisning af livet:

”Den stærkeste mand i verden kan bær en flodhest i tænderne og løfte en sporvogn fra skinnerne imens han klapper i hænderne. Men sætte en blomst på et lille strå og farve den vældige himmel blå og skænke min søster en mælketand – det evner han ikke, den stærke mand!”

Sjove digte

”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver osse triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.” Sådan beskriver Halfdan Rasmussen sit forfatterskab, og det er da også nærlæggende at dele hans forfatterskab op i sjove og triste digte. At han skriver sjove digte, hersker der heller ingen tvivl om. Humoren kan f.eks. ligge i ordvalget: ”Sjip - sjap- solskinsvejr./ Lip - lap- læbe./ Manden spiser flæskesvær/ og konen spiser sæbe.”

Han excellerer også inden for bogstavrim, her fra ”Halfdans ABC”:

”Freddy Fræk fra Fakse

fangede i fælder

femten flotte friske

fiskefrikadeller.”

Bogforside

Humoren kan også ligge i overraskende ordsammensætninger og i emnevalg: ”Rabalder-Helge løb tør for benzin

og fyldte sin knallert med brændevin

og kørte til byfest i Allerød

med støvlerne fyldt med rabaldergrød.”

og et særpræget emnevalg i ”Noget om erhvervssygdomme”:

”Sabelsluger Sam fra Als

får så mange vabler

i sin lange tynde hals,

når han sluger sabler.

For at undgå vablerne

må han koge sablerne,

skønt han ellers holder på,

at de smager bedre rå.”

Hans formelle sans udmønter sig f.eks. i overraskende pointer, i gentagelsen og i vokallege. Her eksempler på de to sidste:

”I et meget lille land i et meget lille hus bor en meget lille mand og en meget lille mus og den meget lille fyr med det meget lille dyr ha en fin tenor der er meget, meget stor!”

”En lille spirrevip uden slips og uden flip sad og sang på en gesims for en spraglet himstergims, men da gimsen ville pimpe med en simpel himpegimpe, spirred vippen bort til slut med en sippet dippedut!”

Genrer og tematikker

Halfdan Rasmussen skrev digte – kun et enkelt prosaværk blev det til, nemlig ”Livet i vold” (1951). Den tidlige del af forfatterskabet er præget af en stærk social og politisk bevidsthed. Anden Verdenskrig og hans engagement i modstandsbevægelsen havde i den tid indflydelse på hans digtning, som var henvendt til voksne. Efterkrigsårenes politiske spændinger, den første atombombeprøvesprængning og den kolde krig optog den samfundsengagerede Halfdan Rasmussen. Det afspejles også i hans senere forfatterskab, men de alvorlige digte suppleres samtidig af mere munter og legende lyrik. Rasmussen begyndte op gennem 1950’erne at veksle mellem solidariske anti-krigsdigte, ”tosserier” og børnerim. En vekselvirkning der vedblev hele forfatterskabet igennem.

Børnedigtene er gennemsyret af sproglige spillopper og en gennemført legende tilgang til digtningen. ”Halfdans ABC” fra 1967 er et prima eksempel på, hvordan læring og leg kan kobles sammen, og de 28 nonsensrim hylder barnets nysgerrighed og leg med sproget: ”Hos Halfdan Rasmussen bliver sproget og det at læse til en leg. Bogen mimer skolens udtryk ved at være en ABC, men den insisterer på at vrøvle, lave sjov og konkretisere sproget, som børn gør. Sproget skal leges frem. Og med det anerkender han barnets evne til at gøre oprør og kritisere de kedelige voksne,” skrev Informations kritiker og journalist Anita Brask Rasmussen i anledning af jubilæumsåret for børnebogsforfattere, der udgav skelsættende bøger i 1967. [1]Anita Brask RasmussenFem bøger, der satte barnet friInformation, 2017-09-30..

Det kan måske virke som et stort tematisk spring for en digter at skifte mellem de meget tunge og mere lette temaer, men fordi Halfdan Rasmussen altid benyttede sig af den klassiske versform med enderim, bindes forfatterskabet fint sammen. Desuden er der ofte en dobbelthed i digtene, så selv rim, der på overfladen er muntre, indeholder en alvor, og humoren får lov at titte frem i de mere alvorlige digte.

Som noget ret enestående i dansk lyrik har billedsiden været vægtet meget højt fra Halfdan Rasmussens side. Han har udgivet bøger i parløb med Ernst Clausen (kultegninger), Kaj Matthiessen (træ/linoleumssnit) og Ib Spang Olsen (tegninger/grafik). Sidstnævnte i en sådan grad, at makkerparret, nævnt i et åndedrag, er blevet synonym med klassiske danske børnerim.

Beslægtede forfatterskaber

I 1967 udkom fem børnebøger, som markerede et skift i den danske børnelitteratur: Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon”, Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil”, Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” og selvfølgelig ”Halfdans ABC” af Halfdan Rasmussen. De er alle bøger til børn, der som noget nyt anderkender barnet som et menneske på lige fod med de voksne. Disse bøger blev ikke skrevet for at opdrage på børn, som det tidligere var normen, men er skrevet ud fra et moderne børnesyn, hvor respekt for barnet, dets fantasi og legelyst står helt centralt. Året blev starten på den moderne danske børnelitteratur, og de fem førnævnte bøger og deres forfattere har i dag alle opnået klassikerstatus.

I Sverige var de lidt tidligere med de moderne børnebøger. Her udgav Tove Jansson og Astrid Lindgren allerede fra midten af 1940’erne bøger, hvor unge læsere kunne spejle sig i egenrådige og frie børn og væsner som Pippi Langstrømpe og Mumitroldene. Den samme fordomsfrie og legende tilgang til børnelitteratur samt troen på barnets selvstændighed genspejler sig i Halfdan Rasmussens forfatterskab.

Jakob Martin Strid digter som Halfdan Rasmussen med en god portion humor til børn. I ”Min mormors gebis” (2006) han man læse en række enkeltstående digte om blandt andre løven i zoo, der ikke kan få fred til at gå på toilettet, og medisterministeren Fisters problemer med nitten norske nudister og selvfølgelig det utrolige mormors gebis. Bogens tegninger har forfatteren selv tegnet, og de spiller som i Rasmussens forfatterskab en central rolle og er med til at give digtene et ekstra humoristisk lag.

Ikke kun billedkunstnere, men også komponister og teaterfolk har følt sig inspireret af musikken i Rasmussens rim. Utallige er de Halfdan Rasmussen-sange, der findes rundt om i diverse sangbøger – **”**Rapanden Rasmus” og ”Lille sky gik morgentur” for blot at nævne et par af klassikerne.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger for børn

Kejser Næsegrus
Kejser Næsegrus

Halfdan Rasmussen

1943 (bi)

Fem smaa Troldebørn
Fem smaa Troldebørn

Halfdan Rasmussen

1948 (bi)

Tullerulle Tappenstreg
Tullerulle Tappenstreg

Halfdan Rasmussen

1949 (bi)

Lange Peter Madsen
Lange Peter Madsen

Halfdan Rasmussen

1950 (bi)

Den lille frække Frederik
Den lille frække Frederik

Halfdan Rasmussen

1951

Kasper Himmelspjæt
Kasper Himmelspjæt

Halfdan Rasmussen

1955

Himpegimpe
Himpegimpe

Halfdan Rasmussen

1957

Pumpegris
Pumpegris

Halfdan Rasmussen

1959

Børnerim
Børnerim

Halfdan Rasmussen

1964

Julekalender for voksne
Julekalender for voksne

Halfdan Rasmussen

1965

Halfdans ABC
Halfdans ABC

Halfdan Rasmussen

1967 (bi) 2001 med musik-cd

Hokus Pokus
Hokus Pokus

Halfdan Rasmussen

1969 (bi)

Stigen
Stigen

Halfdan Rasmussen

1969 (bi)

Fem små troldebørn
Fem små troldebørn

Halfdan Rasmussen

1979 (bi)

Julekalender for børn
Julekalender for børn

Halfdan Rasmussen

1984 (bi)

Tante Andante
Tante Andante

Halfdan Rasmussen

1985 (bi)

Onkel Karfunkel
Onkel Karfunkel

Halfdan Rasmussen

1988 (bi)

21 udvalgte børnerim
21 udvalgte børnerim

Halfdan Rasmussen

1989 (78.69)

Den lille frække Frederik
Den lille frække Frederik

Halfdan Rasmussen

1996

Mariehønen evigglad: rim for børn og barnlige sjæle
Mariehønen evigglad: rim for børn og barnlige sjæle

Halfdan Rasmussen

1996 (bi)

Halfdans digte
Halfdans digte

Halfdan Rasmussen

2006. Udvalg og efterskrift af Torben Brostrøm

Jeg vil tælle stjernerne og andre børnerim
Jeg vil tælle stjernerne og andre børnerim

Halfdan Rasmussen

Gyldendal, 2018. Billedbog.

Abrakadabra og andre børnerim
Abrakadabra og andre børnerim

Halfdan Rasmussen

Gyldendal 2019.

Børnerim : 30 flotte kort med børnerim for de små
Børnerim : 30 flotte kort med børnerim for de små

Halfdan Rasmussen

Gyldendal, 2022. (Æske).

Der findes melodier til mange af Halfdan Rasmussens børnerim, og du kan finde hans navn i mange sangbøger. Han har også skrevet tekster til flere billedbøger med mere.

Om forfatteren

Litteratursiden

Artikel om Halfdan Rasmussen i forbindelse med hans død i 2002.

Halfdan Tidløs

Peter Christensen

Nekrolog. Information, 2002-03-16.

Fredsakademiet

- om Halfdan Rasmussens forfatterskab.

Minibiografi og foto af gravstenen.

Læs mere om Halfdan Rasmussen

Halfdan Rasmussen 1996 (99.4 Rasmussen, Halfdan).
Halfdan Rasmussen 1996 (99.4 Rasmussen, Halfdan).

Anne Helen Hvelplund

Halfdan: en biografi om Halfdan Rasmussen
Halfdan: en biografi om Halfdan Rasmussen

Lene Bredsdorff

2005 (99.4 Rasmussen, Halfdan)

Noget om Halfdan
Noget om Halfdan

2006. 1 dvd-video. Ved Jonas Poher Rasmussen og Carlo H. E. Agostoni

Søgning i bibliotek.dk

Søgning på Halfdan Rasmussen

Kilder citeret i portrættet

[1]

Fem bøger, der satte barnet fri

Anita Brask Rasmussen

Information, 2017-09-30.