Morten Nielsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2018

Hovedforfatter

Rasmus Wiin Larsen
cand.mag., 2010

Den 29. august 1944 blev den kun 22 årige digter Morten Nielsen dræbt af et vådeskud. Dermed fik et af tidens mest lovende forfatterskaber en brat afslutning. Morten Nielsen, der deltog aktivt i modstandsbevægelsen, blev et ikon, og på trods af sin tidlige død, nåede han at udfolde sit talent i en sådan grad, at hans digte har sikret ham en plads i litteraturhistorien og i hjertet hos flere generationers unge. Selv om hans digte om kærlighed, skæbne og død er et vigtigt dokument om besættelsestiden, rummer de nemlig også en ungdommelig friskhed, naivitet og lyst til livet, som taler til læsere på tværs af generationerne.

Baggrund

Rent faktisk var Morten Nielsen ikke døbt Morten. Han var opkaldt efter sin morbror Karl Bent. Fødselslægen havde dog sagt, ”det er en Morten,” og det kælenavn blev hængende. Alle kaldte ham Morten, men han underskrev sig som Karl Bent, indtil han som voksen for 33 kroner købte sig retten til også officielt at bruge sit kælenavn.

”Det var Foraar og Kulde.
Skovens Taagebræm
skjulte en Ondskab som luende
skulde sprænge sig frem.

Han skulde værge og bære –
engang havde nogen kaldt,
en Vished var kommet til ham.
Og nu var det den som forfaldt.

Vi andre blev hadske og blege
– Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
og saarede uden Saar.”

Morten Nielsen: ”Riget af tusind Aar” i ”Krigere uden Vaaben”.

Morten voksede op i Aalborg, hvor han havde en tryg opvækst. Faren, overlærer Ejnar Nielsen, arbejdede hele sit liv på Poul Paghsgade skole, hvor også moderen Gerda Lebrecht Nielsen var overlærer. På den tid var det en af de bedste uddannelser en kvinde kunne tage, og Gerda var en viljestærk kvinde, der kæmpede for både sig selv og sit køn. Hun var ved siden af lærergerningen aktiv i kvindebevægelsen, og blandt sine elever var hun genstand for en respekt, som grænsede til ærefrygt. Mortens far var en mindre autoritær og udadvendt skikkelse, som helst læste og passede haven. Også han var dog en respekteret skikkelse på skolen, og han underviste Mortens klasse i blandt andet geografi. Morten havde en fire år yngre søster, Lise, og de tos opvækst formede sig i Aalborgs pænere kvarter på Kærlundsvej 25. Her boede familien i en murermestervilla, som de havde bygget for en arv på 8.000 kroner efter Mortens far, grundtvigianeren, mølleren og friskolelæreren, Peter Nielsen. Farfaren var en søgende sjæl, som gennem sit liv boede mange forskellige steder og gennem årene havde flere forskellige næringsveje. Han kom selv fra beskedne kår, og hans uddannelse begrænsede sig til et minimum. På trods af det blev han dog ved gode viljers hjælp en inspirerende friskolemand. I 1882 købte han Thorning mølle og blev møller, landmand og en vigtig skikkelse i det lokale liv. Som ung mand vandrede Morten i ferierne flere gange rundt i Jylland og besøgte steder, hvor farfaren havde levet. Mortens mor stammede fra en velanskreven og velhavende købmandsfamilie fra Aalborg, og i det sociale hierarki befandt hendes familie sig noget højere end ægtefællens.

Foto: Polfoto/Ritzau Scanpix

Født
3. januar 1922 i Aalborg.
Død
29. august 1944 i København.
Uddannelse
Studerede ved sin død dansk og sammenlignende litteratur på Københavns Universitet.
Debut
Krigere uden vaaben. Gyldendal, 1943. Digte.
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Mit liv er alles : Morten Nielsen med tidens stemmer. Fredag, 2018. Digte.
Genre
Lyrik

Gennem årene fik Morten etableret en anselig samling drengebøger, og læselysten udviklede sig med årene til en betydelig interesse for de store, danske digtere. Tidligt begyndte Morten også selv at digte, og i gymnasiet viste han et stort talent for at skrive danske stile. Han kom dog ikke ud af gymnasiet med aspargeshud og ene ug’er. Dertil interesserede livet ham for meget, og med stor selvironi skriver han til sin morfar om eksamenslæsning, der ikke umuliggør solbadning og det at nyde livet som sådan. Da han i 2. g til skriftlig eksamen i dansk får stillet opgaven at skrive om et ”aktuelt problem,” skuffer han ligeledes sin lærer ved at aflevere ti højstemte sider om sin forelskelse i en lokal pige. Det vel at mærke i 1939, hvor også andre ”aktuelle problemer” pressede sig på. Han var røget fra ug til mg, og med denne ”højsang” til sin udkårne, røg han ned på et g og blev kaldt til samtale: ”Jeg var til konference med en ængstelig Dansklærer, der ikke mente, der kom noget godt ud af den slags. Og en anden Lærer suttede paa sin Pibe og spurgte, om det i Grunden ikke var for letfærdigt at kalde saadan en Omgang for et aktuelt Problem, netop naar man rundt om i Verden stod og fandt Knojernene frem igen.

Jeg blev arrig og uærbødig og sagde, at det var en anden Aktualitet end Telegrammernes. Det var Livsfænomenernes uindskrænkede aktualitet. Saadan sagde jeg i mit hovmod” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Morten Nielsen – Mennesket og Digteren”, Side 59). At Morten Nielsen nærede en mere end almindelig ansvarsfølelse, når det kom til at tage stilling og ansvar i forhold til det at leve i en krigstid, viser både hans digte og hans senere engagement i modstandsbevægelsen dog. Han følte blot tilsvarende stærkt for livet med dets evige problemer. Han murede sig ikke inde og nøjedes med at læse om livet. Han kastede sig ud i det. Forelskede han sig i en pige, forsøgte han at vinde hende, og oplevede han uretfærdighed, søgte han at overvinde den. Mens livet rasede i ham i gymnasieårene, arbejdede han dog også på sine digte med stor seriøsitet. Han sendte sine digte ind til magasinet ”Vild hvede,” (siden 1952 ”Hvedekorn”), og efter et stykke tid begyndte de regelmæssigt at trykke dem. Efter en udmærket om end ikke prangende studentereksamen, flyttede Morten til København for at studere dansk og sammenlignende litteratur. Han blev en dygtig studerende, og ved siden af studiet fortsatte han arbejdet med digtene. Han blev gode venner med blandt andre Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og Paul La Cour, og sammen med dem, Piet Hein og andre håbefulde digtere dannede han ”Unge Kunstneres Klub”, der fik digte og tegninger udgivet i blandt andet antologien ”Unge Kunstneres Foraarsbog” på Carit Andersens Forlag. Efterhånden som krigen udviklede sig, og tyskernes kontrol over en samarbejdsvillig dansk stat voksede, begyndte Morten at engagere sig i modstandsarbejdet. Han var med til at skrive og udgive det illegale blad Frihedsstøtten, der, efterhånden som flere illegale blade dukkede op, ændrede profil og navn til ”Dansk Maanedspost.” Morten begyndte at frygte for, at han ville blive slået ihjel før han nåede at udgive en digtsamling, og i stedet for at lade sin digtning modnes i endnu et par år, som han egentlig havde tænkt sig, udsendte han derfor i 1943 sin eneste digtsamling ”Krigere uden Vaaben.” Den udkom på Athenæum, der var villig til at satse på den unge digter, mens Gyldendal havde afvist samlingen med henvisning til, at man det år kun ville udgive én digtsamling. Samlingen blev pænt modtaget og udkom hurtigt i tre oplag. I dag er den en klassiker.

Morten Nielsens frygt for døden havde desværre ikke været ubegrundet, og ved en våbeninstruktion i forbindelse med en våbentransport, blev han dræbt af et vådeskud. Omstændighederne omkring Morten Nielsens død er uklare, og man har gisnet om, hvorvidt der er tale om mord eller selvmord. Litteraten, Thomas Bredsdorff har dog forsket i dette spørgsmål og er kommet frem til, at den hidtidige forklaring om en vådeskudsulykke står til troende. Morten Nielsen nåede kun at udgive én digtsamling, men kort efter hans død blev ”Efterladte digte” udgivet. Hans samlede produktion udgør blot omkring 150 siders digte, tekster publiceret i diverse blade samt en mængde breve.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Skæbne - Morten Nielsen - Musik Lars Rasmusssen (2011)

Udvalgte bøger

Brevskriveren

Hvor alvoren fylder i Morten Nielsens digte, akkompagneres den i hans breve til familie og venner af en forfriskende humor og selvironi. To bind breve er blevet udgivet under titlerne ”Breve til en ven” (1962) og ”Breve fra Morten Nielsen” (1966). Disse breve efterlader læseren med indtrykket af et nuanceret menneske, hvis livssyn var præget af stor alvor, men også af elementær legesyge og nysgerrighed. Gennem brevene får man indtryk af et rigt menneske. Et menneske der følte en stor taknemmelighed over for livet og menneskene i sit liv på trods af krigens alt for tidlige vielse af ham til grublerier over store problemer, sygdom hos sig selv og sine venner, angst og frygt for ikke at slå til som digter og intellektuel. I sin barndom var han flere gange døden nær i forbindelse med sygdom, men han fjernede sig aldrig fra livet på trods af, at tanker om døden fyldte meget i hans bevidsthed. Han nød foråret, og trods sin unge alder forstod han at nyde den ukrænkelige livsfølelse, som det trods alt giver én at få sit hjerte knust af en pige. Han kunne skrive naivt, men hans forståelse for følelseslivet, og hans mod til at kaste sig ud i livet, kunne have gjort ham til et langt mere erfarent menneske.

”Ålborg, Mandag. [20.2.1939]
Kære Morfar!
Du beviser atter, at du er en mand af uendelig rådsnarhed og Kløgt – da jeg havde læst dit brev en fire – fem Gange forstod jeg meningen: lær først at knappe dine bukser.
I din Lignelse sønderlemmer du så temmelig min femøreskage, men hva’ – jeg prøver og prøver, og for hver ny ting jeg laver, mærker jeg, at nu kan jeg lidt mere, nu er jeg et skridt nærmere ved at kunne beherske sproget.”

Nu skal det dog ikke lyde som om Morten Nielsen hvilede mere i tilværelsen, end tilfældet faktisk var. I efteråret 1941 begynder han et af sine breve med ordene:

”Kære R, din Lykkens Pamfilius.

Er du ikke lykkelig, maaske? Har du Grund til andet? Er du maaske ikke som sædvanlig en lille smule forelsket i en, saadan et lille Skælv af lykke, er din Verden ikke en Draabe, en lille, klar, skinnende Draabe Snot under Guds Næse.

Din lort.

Jeg er ulykkelig.

Ingen Snak om det, i øvrigt. Ingen udvortes Begivenheder har rystet mig i min Grundvold. Det er bare Angsten, der rider mig som en Mare.”

Hvor Morten Nielsen i nogle af sine breve skriver alvorligt om tunge emner i tiden og i livet som sådan, handlede mange af brevene også bare om løst og fast. Han sendte breve til sine forældre om vasketøj, der var på vej med posten, og han skrev om hverdagens trivielle hændelser, husleje og pengeproblemer. Men han skrev ærligt, og han fortæller også om piger, han har forelsket sig i, og han fortæller sine forældre, hvor højt han elsker dem. I Morten Nielsens breve fornemmer man en digter med en livlig pen. Men endnu mere fornemmer man et menneske.

Dagen før sin død skriver Morten Nielsen til sine forældre. (Faren lød kælenavnet Vap): ”Kære Vap og Mor –

Tak for Brevet. Her gaar det meget godt, der er ikke meget at meddele. Med mindre I er interesserede i Naturbeskrivelser, om Lyng, Vand til Halsen og grønt som en skarp Vin, Grantræer og Jernbanetur – Karsten og jeg var paa week-end i Rørvig. Det var dejligt. […] Mer kan det ikke blive til, jeg aner ikke hvad jeg skal skrive om – jeg fik bare Lyst til at sende en Hilsen.

Jeres

Morten”.

Genre og tematikker

Hvor Morten Nielsen i sine breve til familie og venner skriver i en selvironisk og legende tone, er hans digte anderledes alvorstunge. Alvoren er dog ikke blot et symptom på den barske virkelighed, der udfoldede sig i verden rundt om Morten Nielsen. De er i ligeså høj grad udtryk for en ung mand, der ser skæbne i alting. Hvor en ekspressionist som Tom Kristensen malende og eksploderende skildrede omgivelserne, slutter Morten Nielsen et forårsdigt som ”Gult græs mod solen” af med følgende tre strofer: ”Paa Vejen i et Landskab, / der er stort, lydt og hvidt, / staar Hjulsporets Vægge / som hugget i Granit. / Men et skred i Muld, en Syngen, / en bevægende og blind, / er begyndt, og noget strømmer / og vil ud, og vil ind, / og mit Hjerte, der tav / som en syg mand i sin Stol, / staar vendt igen mod Solen – / mod den hellige Sol” (Fra ”Krigere uden Vaaben”). Det er typisk, at forårets komme ikke blot bliver udmalet i al sin sanselighed. Det bliver et skæbneomslag og solen en helbredende instans, der atter giver hjertet mæle, og lader den syge vende sig mod livet igen. Hjertet der ikke længere er tavst, akkompagneres af smeltevandet, der lader hjulsporernes granitvægge styrte sammen og som en blind føler sig frem, mens det som selve lyden af forår pibler frem gennem landskabet. Billedet er helt konkret, og Morten Nielsen foretrak generelt at skrive om tingene, som de var. Om billedsproget skriver litterat, Peter Christensen: ”Klassiske symboler og metaforer har trange kår i hans digtning, som heller ikke er præget af modernismens ironiske omgang med metaforer. Morten Nielsen er ikke skeptisk over for metaforer. Han anvender dem bare sjældent. Undtagelsesvis anvender han helt konventionelt genitivmetaforer som ”dit Hjertes konkylje,” og han foretrækker antropomorfismen, overførslen af menneskelige egenskaber til natur og omverden, som trope frem for den sammenlignende metafor” [2]. Frem for at lade sine digte være symboltunge malerier, stræber Morten Nielsen efter at gøre dem til musikalske læseoplevelser. Han arbejder med metrum og rim, og klangligheden er det mest gennemgående træk i hans digte.

Morten Nielsen havde de elementære temaer, liv og død tæt inde på kroppen, og han skriver i et af sine mest kendte digte ”Vi sender Dansemusik om Natten” fra ”Krigere uden Vaaben”: ”Jeg er Cigarettens Glød / og Jazzmusikkens Rytme, / Hurtig let, men med en Underklang / af Død.” Disse linjer betegner ganske godt Morten Nielsens digtning, omend det ville være en overdrivelse at kalde den decideret let. I hvert fald når man ser på de tunge tematikker. Men ved sin musikalitet og sit klare umiddelbare sprog kan den dog rent stilistisk siges at stå i kontrast til for eksempel flere af de senere Heretica-digteres mere symboltunge behandling af livets eksistentialer. Hvor deres digte kræver tid til fordybelse i forståelsen af de sproglige billeder, indbyder Morten Nielsens snarere til fortabelse i versenes musikalitet og billedernes direkte forbindelse til konkrete livssituationer. På denne vis er jazzmusikkens rytme og cigarettens glød sigende billeder på Morten Nielsens digte. De glider ubesværet afsted. Men under deres ubesværede fremadskriden fortærer de som cigaretten konstant sig selv og bevæger sig frem mod deres egen slutning og dermed død. Derved fremmaner de den følelse af uafvendelig undergang, som ligger i tiden omkring anden verdenskrig, og som til hver en tid er det eneste sikre, der kan siges om alle menneskers liv. Vi skal dø. Heri ligger et af tyngdepunkterne i Morten Nielsens digtning.

Beslægtede forfatterskaber

Morten Nielsens digtning kan på flere forskellige måder siges at være bestemt af tiden. Den er bestemt af tiden, han levede i, og den er bestemt af det tidspunkt i sit liv, som den er skrevet i. Det tidsbundne sætter ham i forbindelse med en digter som Ole Sarvig. Begge diagnosticerede de tiden og ånden omkring anden verdenskrig. Hvor Sarvig gjorde det gennem en stærkt symbolladet og visuel digtning, greb Morten Nielsen dog krisen mere umiddelbar an, og hvor Sarvig i høj grad beskæftigede sig med en mere abstrakt kulturkrise, stillede Nielsen skarpt på det enkelte menneskes ulykke og skæbne.

Ved siden af den historiske samtid var også Morten Nielsens personlige forudsætninger med til at forme hans digte. Al hans modenhed ufortalt var han styret af sin egen ungdom og den følsomhed, naivitet og umiddelbarhed, som hermed følger. Han skrev ligesom sin kollega, Tove Ditlevsen, digte, der virkede med det samme og røbede en følsom sjæl præget af både frygt for og længsel efter livet. Hvor Nielsen først lærte Sarvigs digte at kende, da hans debutsamling ”Grønne digte” udkom i 1943, samme år som ”Krigere uden Vaaben” i øvrigt, var han mere direkte påvirket af den række af digtere, som han omgikkes i København. Det var ud over Ditlevsen hendes noget ældre ægtemand Viggo F. Møller, som var redaktør på ”Vild hvede” samt den ældre Paul la Cour. En anden af tidens modernister, Halfdan Rasmussen var desuden en kær ven. Selv om Morten Nielsen på mange måder er blevet påvirket af disse digtere, er deres digtning dog vidt forskellig.