Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Ib Spang Olsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Kirsten Bystrup
bibliotekar, 2000

Dansk illustrator, grafiker og forfatter. Har illustreret bøger og alt muligt andet. "Det morsomme ved det, man kalder det fantastiske i børnebogssammenhæng," siger Ib Spang Olsen, "er at barnet godt ved, hvordan det skulle have forholdt sig og derfor morer sig ved at gå ud over grænserne. Det er en afprøvning af grænser, der altid volder fryd" For kunstens opgave er at påvise. Og ved at bruge sin kunst som det stærkeste og enkleste udtryk for en livsholdning, er Ib Spang Olsen blevet folkeeje.

Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Født
11. juni 1921.
Død
15. januar 2012.
Uddannelse
Lærereksamen 1943. Uddannet på Kunstakademiet 1945-48 under Aksel Jørgensen og Holger J. Jensen. Lærer ved Bernadotteskolen 1952-61.
Poster
Formand for Kulturministeriets Arbejdsgruppe om Børn og Kultur 1982-90.
Priser
Kulturministeriets Børnebogspris 1963; 1964; 1967. Kulturministeriets illustratorpris 1980. H.C. Andersen-medaljen 1982. Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris 1986. H.C. Andersen-prisen, 2007. Gyldendals Børnebogspris 2007.
Seneste udgivelse
Verdens bedste Ib Spang Olsen. Gyldendal, 2021.
Ib Spang Olsen fortæller om den plakat, han har tegnet til BØRNEfonden

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Ib Spang Olsen fortæller om den plakat, han har tegnet til BØRNEfonden:

Udvalgte bøger

Maj måneds katte
Maj måneds katte hedder et litografi af Ib Spang Olsen, som mange sikkert kender. Det er det samme motiv som illustrationen til M, rimet om Maj måneds katte, i Halfdans ABC. Det adskiller sig en sm...
Læs mere om bogen

Man skal lade være med at skabe sig

Når man spørger Ib Spang Olsen, hvorfor han tegner til børn, svarer han, at det er fordi, han godt kan lide at omgås børn. "Jeg synes, de lugter godt og er flinke - de fleste af dem - og sjove", tilføjer han lunt med et glimt i øjet.

At han kan ramme så præcist ind i børnenes fantasi, tilskriver han selv ikke noget tegnemæssigt, men snarere noget holdningsmæssigt. Det er ikke noget, han gør sig umage for at opnå. Det er noget, der kommer af at indstille sig på barnet, lytte til det og se og høre, hvad det siger. Mange af sine billedbøger har han skrevet og tegnet sammen med sine egne børn. "Man skal lade være med at skabe sig," siger han med en kærlig henvisning til sin fars østsjællandske snusfornuft.

Man leger sammen, man glædes, og sådan skal det være. For selvom Ib Spang Olsen altid tegner og fortæller til barnet, har han også altid den voksne oplæser i tankerne. Hans bøger er ikke blot sjove, underfundige og fantasifulde historier. De er også samvær mellem børn og voksne.

Det er de i mere end én forstand. For Ib Spang Olsen har tegnet og fortalt for børn i mere end 30 år. Ikke mange tænker på, at hans egne fortællinger Drengen i månen, Det lille lokomotiv, Kiosken på torvet, Mosekonens bryg og Pjer Brumme og Halfdan Rasmussens Halfdans ABC er fra 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne. De er gået selvfølgeligt videre til nye generationer af børn, tidløse som de er.

Det er værd at lægge mærke til, at nogle af bøgerne lever videre i deres oprindelige skikkelse i udgave efter udgave, mens andre fremtræder i nye udgaver, der erstatter den oprindelige. Ib Spang Olsen har revideret Halfdans ABC, Kiosken på torvet og Pjer Brumme, hvad billederne angår.

Det er ikke fordi, der er tale om de store ændringer. Således er motiverne i alle tilfælde de samme. Men farverne er nye og anderledes, Halfdans ABC er også blevet håndtekstet, Kiosken på torvet har fået større format og er delvis nytegnet, mens Pjer Brumme er i mindre format, og med en lidt anden rækkefølge af afsnittene og tegningerne. Mere skal der ikke til for at gøre bøgerne friskere og mere nutidige.

I tidens løb har Ib Spang Olsen også illustreret andre forfatteres bøger for børn, bl.a. Klaus Rifbjergs fine skildring Hjemve. Når man imidlertid ser på hans samlede produktion, er det markant, at han især har lagt kræfter i at tegne til eventyret, folkeeventyret, myten og sagnet, genrer også hans egne historier er i slægt med.

Eventyret

Måske har Ib Spang Olsen haft Hist hvor vejen slår en bugt et sted i baghovedet, da han tegnede Maj måneds katte. Katten står og krummer ryg lyder det i sangen, og man kan høre melodien for sit indre øre, når man ser på billedet. Slægtskabet med H.C. Andersen fornemmes stærkt.

Ib Spang Olsen har da også i årenes løb sat billeder til både H.C. Andersens livshistorie og eventyr. I Af mit livs eventyr, udvalgt og redigeret for børn af Vibeke Stybe, er han gået helt tæt på H.C. Andersens opvækst i sin indlevede skildring af digterens barndom.

Det allerførste billede i den samlede udgave af 30 af H.C. Andersens Eventyr viser netop tilbage til digterens barndom. Vi ser H.C. Andersen sidde ude i haven under en stikkelsbærbusk med moderens forklæde holdt oppe af et kosteskaft og spændt ud som et sejl over hans hoved i barndomshjemmet i Munkemøllerstræde. Det var her eventyrene tog deres begyndelse: i drengens fantasi.

Denne eventyrsamling indeholder både de velkendte eventyr og de mere ukendte, illustreret i helsides farvebilleder og s/h tegninger. Billederne er bortset fra et par stykker oprindelig tegnet til en japansk udgave med 50 eventyr i begyndelsen af 1990´erne. Her ser vi Ib Spang Olsen folde sig ud i sin karakteristiske fabulerende streg men nu i et til tider mere vildt modernistisk formsprog.

Det er karakteristisk for Ib Spang Olsens illustrationer, at de udspringer af en umiddelbar og tekstnær tolkning. De digter med i tekstens eget toneleje og har netop deres styrke i skildringen af det følelsesmæssige og evigtgyldige. De er på samme tid forankret i en virkelig verden og i fantasiens og forestillingens rum.

Der er kun to af H.C. Andersens eventyr, som Ib Spang Olsen har tegnet som selvstændige billedbøger, Nissen hos spækhøkeren, der er en traditionel billedbog i farver, og Elverhøj, der er en kombineret plakat/foldebog i én blå farve tilsat sort.

Elverhøjplakaten er tegnet i 1975 i anledning af 150-året for H.C. Andersens fødsel for den danske sektion af IBBY (International Board of Books for Young People). Foruden at være en plakat er det også en foldebog. Plakaten er tegnet sådan, at forsidens samlede visuelle udtryk skabes af otte enkeltbilleder, mens bagsiden rummer illustrerede tekstsider. Dvs. at hele arket kan foldes og skæres til en 16-siders billedbog.

Idéen med at lave prisbillige bøger for mange mennesker på denne måde udviklede Ib Spang Olsen, da han var tegner ved de legendariske søndagstillæg Magasinet og Hjemmets søndag .

Vi fornemmer umiddelbart stemningen fra den danske sommernat. Vi er ude i skoven, elverpigerne danser anelsesfuldt og med ynde, troldgubben fra Norge er der, hans uvorne sønner sidder i træet, mens helhesten og gravsoen står bagved træet, hvor en enkelt lygtemand også løber af sted.

Men mosekonen er der ikke. Hun er slet ikke inviteret i H.C. Andersens eventyr. Lygtemanden bringer imidlertid straks hende og Ib Spang Olsens egen historie Mosekonens bryg i erindring. Her er den samme intense naturoplevelse, den særlige fortælleglæde og eventyrets fortælletone.

Ib Spang Olsen har evnen til at se den nære, virkelige verden, at opleve den tæt og sanset. Han har ikke blot øje for naturens skønhed men ser også alt det eventyrlige og fantastiske, der gemmer sig. Han har evnen til at kigge ud af øjenkrogene. For han ved godt, at ser man på en trold, så forsvinder den. Ligesom børnene ser han troldene, nisserne "og mosekonen," fortæller han, "hende har jeg mødt ved Femsølyng en meget tidlig morgen!".

Det er ikke tilfældigt, at Ib Spang Olsen er blevet kaldt fabuleringens mester. For han ser med barnets øjne og husker, at det vigtigste ved en historie og en tegning er det, der sker inde i hovedet på den, der læser og ser. Hans billeder har altid gådefulde rum, hvor man selv kan digte videre.

Folkeeventyret, myten og sagnet

Når Ib Spang Olsen selv fortæller, er han tæt på den mundtlige, folkelige fortællestil. Han har en ukunstlet og direkte måde at henvende sig til barnet på, som også gør sig godt, når han tager fat på det, man samlet kan kalde folkedigtningen. Dvs. det stof, der har levet gennem generationer i mundtlig overlevering: folkeeventyret, folkevisen, myten og sagnet.

Ib Spang Olsen er tæt forbundet med dette traditionsbundne og oprindelige stof. Her er de gode, evigtgyldige historier, og her er vores historiske og kulturelle baggrund.

I sin indledning til Syng mine svaner skriver Vibeke Stybe bl.a.: Eventyrene kan være grumme og handle om fæle trolde, hekse, drager og andre mærkelige fantasivæsener; men selv om de er uvirkelige, handler de fleste eventyr om menneskers grundlæggende holdninger til tilværelsen. Både børn og voksne oplever midt i fantasien det virkelige liv og gennemlever følelser og egenskaber som ondskab og klogskab, had og hævn, dumhed og snedighed, sorg og længsel, gerrighed og gavmildhed.

I sine illustrationer gennemspiller Ib Spang Olsen hele spektret af følelser i denne brede samling af folkeeventyr fra de nordiske lande i en hurtigt og udtryksfuld streg, der holder sig inden for eventyrtegnerens magiske grænse: de er virkelige og nærværende nok men sørger hele tiden for at have det rum, der skal til for at kunne nære og udvikle fantasien.

Ib Spang Olsen har selv med stort held både gendigtet og illustreret en gammel folkevise, Den store krage, og et par gamle folkeeventyr, Min tjeneste hos bjergmanden og Nissen på Timsgård.

I billedbogen Den store krage fastholder han helt eminent den fattige bondes praleri i den ekspressive streg, han har udviklet.

I begge folkeeventyrene møder vi den uforknytte ungersvend. I Nissen på Timsgård klarer Søren sig ved at indgå en alliance med nissen. Det er vel at mærke ikke julens lille hjemlige, gavebringende nisse. Han er godt nok grødspisende, men han er en rigtig ´gårdbo´, der ligesom den oprindelige sagnfigur kun er god ved én, hvis man er god ved ham. Hvis det modsatte er tilfældet, bliver han ondskabsfuld og hævner sig.

Bjergmanden er lidt i slægt med gårdboen, men han er ikke slet så vaks. Den unge vogterdreng gennemskuer ham straks og klarer sig ved snilde og list i Min tjeneste hos bjergmanden, en billedbog i farver, der atter en gang viser, at Ib Spang Olsens billeder ´holder sig´. Her er der tale om genbrug af den oprindelige plakat/foldebog, der daterer sig helt tilbage til 1975.

Myten og sagnet har Ib Spang Olsen fat i i sin genfortælling af den nordiske mytologi i bogen om Guden Thor, der er en samlet og gennemrevideret udgave af tre tidligere bøger: Thor og hammeren, Thors rejse til Hymer og Thors rejse til Udgård.

I teksten, der stort set er den samme, uddrager Ib Spang Olsen essensen af de gamle historier i en mundret og direkte form. Man skulle tro, at billederne var nye. Men det er ikke tilfældet. Det er stort set de samme billeder.

Den store forskel kommer af, at det sorte fra de oprindelige s/h udgaver af Thor og hammeren og Thors rejse til Hymer er helt tonet ned, og billederne er farvelagt på ny. Enkelte billeder er nytegnede, et par spejlvendte. I sin helhed fremtræder bogen fantastisk levende, frisk og ny, en kraftfuld, flot og tidløs indføring i den nordiske mytologi for børn.

Barndomslandet

Kvarteret "Udenbys Klædebo" i Københavns Nord-vestkvarter indtager en central plads i Ib Spang Olsens produktion. I Lille dreng på Østerbro fylder det hele bogen. Barndomserindringerne fremstår i en række billeder, der aftegner 1930´ernes København med historisk præcision, men først og sidst er de båret af erindringen og barnets oplevelse og fascination.

I andre af Ib Spang Olsens bøger nikker man genkendende til kvarteret, dets huse og beboere. Kattehuset har noget af den samme stemning over sig, selvom bogen faktisk er tegnet efter et kvarter i Gentoftegade, der ikke eksisterer mere. Men det er slet ikke stedet i sig selv, der er det mest interessante. Det er dets karakter af ´barndomslandet´, og som sådan gennemstrømmer det alt, hvad Ib Spang Olsen har tegnet og fortalt for børn.

Barndommens oplevelser ligger som et vækstlag af frodighed og idérigdom, der efterhånden har taget form i forskellige historier. Så forskellige de end er, er de fælles om at være båret af Ib Spang Olsens forståelse og respekt for barnets egenart.

Det er der ingen nostalgi i. Det er et udtryk for en holdning til børn, der friholder dem for ansvar og forpligtelser, som hører voksenlivet til. I Ib Spang Olsens bøger får børn lov til at være børn. De får lov til at lege og fantasere. Problemer af samfundsmæssig art fortælles inden for en forståelses- og løsningsramme, der er børnenes egen.

I 1970´erne blev Ib Spang Olsen meget udskældt for sin bog om forurening, Røgen. Den levede ikke op til tidens gældende krav om realisme og politisk perspektiv men blev kaldt problemforflygtigende og politisk naiv, fordi forureningen blev løst ved, at familien gav fabriksejeren deres sparepenge til et rensningsanlæg.

Som svar på kritikken fremhævede Ib Spang Olsen, at bogen ikke var lavet for store børn og voksne, men netop var skrevet for små børn og derfor behandlede spørgsmålet på deres præmisser. Han fastholdt, at bogen faktisk er realistisk og korrekt i og med, at det til enhver tid i ethvert samfund altid vil være dig og mig, der kommer til at betale for forureningen. Og således er det også blevet.

Det er karakteristisk for Ib Spang Olsen, at han i sine bøger for børn aldrig nøjes med at beskrive tingene, som de er, men også fortæller, hvordan de kunne være. Han tager aldrig modet fra børnene, men giver frodige og vildtvoksende idéer til, hvad der kan gøres.

Som f.eks. i Voksenfælden, der handler om et nok så påtrængende problem: De voksnes manglende tid til at være sammen med deres børn. Det er ingen alvorstung problembog, om end alvorlig nok i sin muntre og underfundige anvisning af, hvordan ungerne kan holde fast på de fortravlede voksne.

Stilhed, råderum, natur

Ib Spang Olsen har en særlig forkærlighed for at skildre de enkle, nære glæder. Dem der ikke koster noget: at gå med tæerne i vandkanten på en strand, at drømme sig stor og stærk, at se foråret komme, at høre regnen tromme på taget, at mærke vinterens kulde, at glæde sig over et egern, der får unger. Regn, blæst og sol hedder en plade/bånd med hans egne sange på, og omslaget er en hel billedfortælling i sig selv.

I den verden, Ib Spang Olsen tegner og fortæller om, er der plads til mennesker - store som små - og værdier som stilhed, råderum og natur indgår med naturlig vægt i det samlede regnskab.

Det er de samme værdier, der tæller, når det kommer til Ib Spang Olsens engagement i den samfundspolitiske debat. Han kan aldrig blive træt af at skose det samfund, der glemmer alt andet for penge og profit . "Ikke alle ændringer er fremskridt," siger han. "Noget vokser - ja, men er det vækst eller kræft?"

Han har været forureningsaktivist, fra før det blev salonfähigt, og er stadig at finde blandt de grønne frontkæmpere. Som kronikskribent, som aktuel debattør, som avistegner, som plakatmager, som foredragsholder.

Igennem 8 år også som formand for arbejdsgruppen om Børn og Kultur, hvor han specielt har talt, skrevet og tegnet om børns livsvilkår i et industrialiseret, effektiviseret og profitjagende samfund. Eller måske snarere om de forringede, dårlige vilkår, vi byder vores børn - og os selv.

Han taler om et samfund, der har snydt børnene for deres arv, for ejendomsretten til plads, frie områder, valgfrihed med hensyn til opholdssted, farefri veje, grøftekanter. Barndommen er blevet til en ghetto, børnenes liv leves i institutioner, der kan være aldrig så gode. Tiden med kammerater, forældre og slægt er der for lidt tilbage af.

Også børns egen frie udfoldelse er blevet alt for begrænset. En meget væsentlig side i arbejdsgruppen har da også været Børn-kan-selv-projekter, hvor børn har fået direkte økonomisk støtte til at føre deres egne idéer ud i livet.

Men for Ib Spang Olsen går der en klar skillelinje imellem hans samfundspolitiske arbejde for voksne og for børn. "Hvor voksent kan et barn være?" spørger han. "Hvor gør børnene af den overinformation, de får, bl.a. fra fjernsynet?". Han vil ikke være med til at skabe det bekymrede barn, der må bære voksenskabte problemer på sine spinkle skuldre. Voksne - og det gælder også børnebogsforfattere - skal passe på at skaffe sig aflad ved at skubbe problemerne over på næste generation.

Ib Spang Olsen lyver ikke ungerne nogen falsk idyl på i sine bøger for børn. Han overbeskytter dem ikke, men taler direkte til børnenes egen magiske, forunderlige og fantasifulde måde at opleve verden på. Det er der, han mener, at kræfterne til forandring skal hentes.

Fantasi er leg med kendte begreber

"Det morsomme ved det, man kalder det fantastiske i børnebogssammenhæng," siger Ib Spang Olsen, "er at barnet godt ved, hvordan det skulle have forholdt sig og derfor morer sig ved at gå ud over grænserne. Det er en afprøvning af grænser, der altid volder fryd.".

Selvom Ib Spang Olsen er sig meget bevidst, at børn er et forudsætningsløst publikum i en billedmæssig forstand, forsøger han altid at give sine bøger et surreelt indhold med billedrum og figurer.

Også det fortællende indhold i billederne lader han spænde ud over det genkendelige og forudsigelige. Billederne skal kunne aflæses af børn, men selv synes Ib Spang Olsen kun, at det er morsomt, hvis der er noget tilbage, som hverken de eller han selv kan aflæse, men som måske ejer en billed- eller farvemæssig værdi.

Netop i denne umærkelige grænseoverskridelse mellem fantasi og virkelighed ligger måske det formmæssige mødepunkt mellem Halfdan Rasmussens vers og Ib Spang Olsens billeder. Ib Spang Olsen har med stor selvfølgelighed billedsat digtenes på én gang jordnære og magiske univers. Det er billeder, der med træfsikker præcision fastholder ordenes udtryk og indhold samtidig med, at de frit lever deres eget liv.

Først skrev Ib Spang Olsen sangen Bolden. Siden blev den til en billedbog: Min bold. © Illustration Ib Spang Olsen.

Ib Spang Olsen har ikke blot selv været med til at vælge rimene til Hokus Pokus og andre børnerim, Tante Andante og Onkel Karfunkel. Han har også selv sørget for en sammensætning af rimene på siderne, og det har givet ham mulighed for at komponere sammenhængende billeder hen over opslaget.

Billederne modsvarer versenes sproglige klang og rytme. Ligesom versene har også billederne deres egen ´grammatik´. Den er ikke altid logisk, men der opstår alligevel en meningsmæssig sammenhæng.

Det er billeder, der spænder fra det naivt beskrivende til det mere sprælske og meddigtende. De genfortæller rimenes historier, vildt og frodigt, blidt og poetisk. De indholder et væld af skiftende stemninger og lægger sted, rum, tid og personer til Halfdans vers, som i sig har hele spektret fra det alvorlige til det grinagtige, afsindige, absurde.

Men først og sidst er helheden båret af vitalitet og glæde. Ib Spang Olsen tegner på et kolossalt overskud. I sine billeder udfordrer han hele tiden børnene, deres fantasi, deres trang til at eksperimentere, deres umættelige videbegærlighed, deres mod på at leve.

Man går ikke fejl af stregen, men forundres alligevel over den store spændvidde Ib Spang Olsen giver udtryk for i sine billeder. Han rummer hele spektret fra det blide og poetiske over til det kraftfulde og voldsomme. Ib Spang Olsen har den grundlæggende faglige ekspertise, en sprudlende fantasi og en formkraft, der ikke tager fejl.

Han er ophavsmanden til en række skikkelser, der har befolket ikke blot hans børnebøger men også hans sange, radio- og tv-udsendelser, skuespil og film med så stor selvfølgelighed, som havde de altid været der.

For Ib Spang Olsen har det aldrig så meget været udtryksformen, der har været det væsentlige. Han bruger med en aldrig hvilende energi de forskellige medier som bærere af sine idéer og tanker. Han får sit budskab om barnets særlige univers bragt videre.

For kunstens opgave er at påvise. Og ved at bruge sin kunst som det stærkeste og enkleste udtryk for en livsholdning, er Ib Spang Olsen nået ud til sit publikum, børn som voksne.