”Min nye baggrund bekom mig vel. Jeg følte mig stærkere og havde mere mod på det hele. Nu var jeg endelig den, jeg inderst inde var. Jeg havde engang hørt en psykolog sige i et radioforedrag på P1, at ens forældre var ens skæbne. Sikke noget vrøvl.”
”Hjemmefra”, s. 187.
Romanen tematiserer ungdomslivet som et pendul mellem utilstrækkelighed og overmod. Det ene øjeblik føler Erling sig helt forkert og bliver lammet af astma, og det næste kæphøj og selvsikker. Ikke mindst bliver Erling parat til at erobre verden, da han gemmer sig bag løgnens kappe og digter en mere eksotisk fortid frem. Løgnen giver ham masser af positiv opmærksomhed fra de medstuderende, men også store problemer med at vedligeholde selvfortællingen – ikke mindst over for dansklæreren, som står på spring til at få ham ned med nakken.
Om end Erling lykkes med at undslippe sin fortid i romanen, står den konstant på spring og spænder flittigt ben – ikke mindst når piger kommer for tæt på. Efterhånden går det da også op for Erling, at han ikke er den eneste, der har en broget fortid. På den måde bliver et implicit tema i romanen, at man ikke kan undslippe sin fortid, men må lære at håndtere og leve med den. Under sine få hjemmebesøg pendulerer Erling da også mellem sin trang til at stikke halen mellem benene og vende hjem, og at gøre op med sin fortid – ikke mindst i sit forhold til faren.
Venskab er også et tema i romanen. I Haderslev får Erling således sine første venner, Aggesen, som han flittigt diskuterer kunst, musik og litteratur med, og den lidt mere stenede og hashrygende Mogens. Med de to venners mellemkomst får han en fornemmelse af, hvordan familieliv også kan tage sig ud.
Også 1970’ernes frisind bliver tematiseret i romanen. Erling kan næsten ikke komme sig over al den bare hud, der vises frem i storbyen Haderslev. Han snuser lidt til Venstre Socialisterne, og da han besøger sin søster i et kollektiv i København, møder han tankegodset i fuldt flor. Her ejer ingen hinanden – der bolles på kryds og tværs, og også børnene er et fælles anliggende.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet
