”Asger åbnede lågen ind til pendulet, så lagde han en hånd på det. Og det stoppede med sit tik-tak for første gang så længe Allan kunne huske. Der blev så foruroligende stille i stuen; var tiden gået helt i stå? Så var der en hund der gøede i det fjerne, og det måtte være tegn på at livet fortsatte.”
”Med venlig deltagelse”, s. 148.
Hverken Sanne eller Allan møder op til farens begravelse, men Allan sender dog en buket blomster og et kort med ordene ‘Med venlig deltagelse’. Moren bliver så glad for kortet, at hun øjeblikkelig ringer til sin fortabte søn, og snart befinder Allan og Sanne sig på vej tilbage til barndomshjemmet – med meget forskellige forventninger til gensynet. Allan er fast besluttet på at få gjort familieregnskabet op, mens Sanne blot er lykkelig over at få sin mor tilbage, og moren skyr for alt i verden konflikter. Hun er mest interesseret i at servere børnenes yndlingskager, at vise de hjemvendte børn frem, brænde sin mands gamle ting af og flytte i et nyt hus med gulvvarme i badeværelset.
Romanen tematiserer sorg, og hvordan man kan forholde sig til sin brogede fortid. Fortællestemmen bæres skiftevis af Allan og moren, og på den måde giver romanen forskellige vinkler på tematikkerne. Mens moren lider af massiv konfliktskyhed og forsøger at skøjte let hen over fortiden, bliver Allan indædt opsat på at placere skylden for farens død. Han graver alverdens beviser frem, der peger på moren, den flinke læge Hawas og naboen Svend, der har været lun på moren i 60 år. Flere gange peger pilen dog på Allan og hans skrækkelige skriverier om familien, og måske Allans eftersøgning i det hele taget er et desperat forsøg på at rense sig selv.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet
