”Østsønderjyderne sagde mojn, hvilket bedst kan oversættes med goddag. Vestsønderjyderne sagde derimod mo-ojn. Og stemmen skulle gerne dirre lidt i mellemrummet mellem de to o’er. Der var en tristhed i vestsønderjydernes hilsen, som om de dybest set skammede sig over, at de var til. Helst nøjedes de bare med at nikke.”
”Den sønderjyske farm”, s. 127.
Historien er fortalt af den voksne Allan, der fra sin lejlighed i København ser tilbage på et år, hvor interne magtkampe om bestemmelsesretten på Banelinjen, hvor man kan bygge huler, og udfordringen med at fastholde venskaber med de jævnaldrende, fylder meget. Allan skal leve med eftervirkningerne af faderens dårlige ry, da ingen vil have noget med faderen at gøre pga. ’det med Sanne’. Vennerne Frode og Mette er dog rimelig trofaste og bliver ansat som fodermester 1 og 2 på farmen.
Allans daglige arbejde med kaninfarmen beskrives nøje: Er der foder nok, hvordan laver man hø, og hvordan kurerer man trommesyge? Den livstruende trommesyge bliver i øvrigt anledning til en længe ventet tilbagevenden til det sociale fællesskab i byen, da naboerne fra Skyttevej og Åvej møder op for at helbrede de syge kaniner.
Romanen viser i lille og stor skala vanskelighederne ved kulturmøder. Ikke kun mellem hvide og sorte mennesker (Der er flyttet en meget eksotisk sort mand til Gram), men lige så meget mellem øst- og vestsønderjyder, der tilsyneladende hverken deler sprog, kultur eller religion. Helt ned på gadeniveau er der store forskelle og stridigheder mellem det gamle Gram og de nye oppe fra byen.
Iklædt stemningen fra en naiv drengeopvækstroman fortæller Jepsen en tragisk familiehistorie om svigt og fortielser. Han skildrer også en periode i danmarkshistorien, hvor de små landsbyer ekspanderede med nye villaområder, og hvor verden pludselig blev meget større med påvirkning fra det store udland. Endelig spejler han Karen Blixens Afrika-eventyr i en lokal kontekst med sine skildringer af dagliglivet på kaninfarmen og de antropologiske studier af både lokalbefolkningen og de fremmede, som Blixen gjorde det med sin kaffefarm i Kenya og de mennesker, hun arbejdede sammen med der.
Erling Jepsen
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af sine romaner tager han livtag med den sønder...
Læs hele forfatterportrættet
